Sådan vinder du i Matador hver gang

Her er et par gode råd til, hvordan du sikrer dig sejren i det klassiske brætspil.

Det er ikke sjovt at tabe – og især ikke i brætspillet Matador, hvor det kan blive en meget lang og ydmygende affære, før du, med tårer i øjnene, er tværet helt ud, og spillet kan slutte.

Men med den rette portion held og strategi, kan du gøre chancerne større for at gå fra bordet med overskud og sejr.

Den amerikanske computerforsker Truman Collins har regnet på sandsynlighederne for at vinde i den amerikanske udgave, Monopoly. De resultater har Steen Thorbjørnsen, lektor med speciale i sandsynlighedsteori ved Institut for Matematik ved Aarhus Universitet, kigget igennem.

- Udregningerne er sket på en computer. Han (Collins, red.) har fået et program til at simulere en masse terningekast i spillet – millionvis af gange – og ud fra det har han fundet ud af, hvad sandsynligheden er for at ramme hvert felt på pladen, og dernæst hvilke investeringer der giver det bedste afkast.

Selvom Steen Thorbjørnsen ikke har kunnet tjekke samtlige mellemregninger, siger han, at det ser "meget lødigt" ud, blandt andet fordi der er taget højde for faktorer, som hvordan 'Prøv Lykken'-kort påvirker spillet.

Her er de fire gode råd:

Der skal naturligvis mere end sandsynlighedsregning til for at vinde Matador, men med matematikken i baghovedet gør du klogere investeringer. Så er resten op til de gængse regler, din kontantbeholdning og dit held.

1. De mest populære felter   

Der er større sandsynlighed for, at en spiller lander på Grønningen end på eksempelvis Rådhuspladsen.
Der er større sandsynlighed for, at en spiller lander på Grønningen end på eksempelvis Rådhuspladsen. Foto: TV 2

En nøgle til succes i Matador er at eje de grunde, som spillerne oftest lander på. Bygger du huse eller hoteller på de grunde, er du sikret en strøm af penge, hver gang en modspiller lander her.

Den grund, der er flest, der lander på, er fængslet. Det skyldes de mange 'Prøv Lykken'-kort, der kan sende dig i fængsel. Og fordi der er så stor chance for at blive bedt om at rykke i fængsel, så er grundene omkring fængslet særligt befærdede.

Generelt er der størst sandsynlighed for at lande på Bernstorffsvej, Hellerupvej og Strandvejen, der i de fleste Matador-udgaver er grå felter. Dernæst kommer Trianglen, Østerbrogade og Grønningen, der oftest er røde.

Grønningen er den grund, der er størst sandsynlighed for, at spillerne lander på i løbet af spillet. Et hotel her vil indbringe flere penge end et hotel på Rådhuspladsen.

Men hvorfor er de grønne grunde, der ligger lige ved siden af fængslet, så ikke lige så befærdede? Det skyldes, at man kaster med to terninger, forklarer Steen Thorbjørnsen.

- Hvis man tager grunden ved siden af fængslet (Frederiksberg Allé, red.), så vil man ramme det felt meget sjældnere, fordi man jo ikke kan slå en etter med to terninger, siger Steen Thorbjørnsen.

2. Bedste afkast

En god regel er at gå efter at bygge tre huse - det giver det bedste afkast i forhold til prisen.
En god regel er at gå efter at bygge tre huse - det giver det bedste afkast i forhold til prisen. Foto: TV 2

Når spillet går i gang, gælder det om at gå i gang med at bygge klogt - og bygge meget. Her har Collins regnet ud, hvilke grunde det giver bedst mening at købe og bygge huse og hoteller på.

- Her er der igen taget tal fra hans tidligere statistik med. Først ser han på, hvor stor sandsynligheden er for, at ens modstander rammer her, og dermed har han regnet ud, hvad den forventede indkomst er per kast på forskellige muligheder, forklarer Steen Thorbjørnsen.

Generelt for alle grunde gælder det om at bygge tre huse så hurtigt som muligt. Det giver det bedste afkast, og der er et stort hop i fortjeneste fra to huse til tre. Eksempelvis koster det 5000 kroner at lande på Trianglen, hvis der er to huse på, men det koster 14.000, når der er tre huse på.

Den investering, der giver det bedste afkast, er at have tre huse på Strandvejen, og generelt er det bedst at have tre huse på de grå felter og dernæst de røde.

3. Køb færgeselskaberne

Selvom du elsker Coca Cola i det virkelige liv, så er det bedre at gå efter at købe alle færgeselskaberne.
Selvom du elsker Coca Cola i det virkelige liv, så er det bedre at gå efter at købe alle færgeselskaberne. Foto: TV 2

Ved at have minimum tre færgeselskaber eller rederier er du sikret en stabil pengestrøm. Kan du få alle fire, så er det naturligvis bedst. I længden kan de ikke hamle op med tæt bebyggede grunde, men de er en god investering, fordi de genererer en stabil mængde penge spillet igennem.

Hold dig derimod fra bryggerierne – dem skal du i hvert fald ikke købe til fuld pris.

4. Fængsel eller ikke fængsel

Alt efter hvor langt du er i spillet, så kan en tur i fængsel være en straf eller en befrielse.
Alt efter hvor langt du er i spillet, så kan en tur i fængsel være en straf eller en befrielse. Foto: TV 2

Ryger du i fængsel i begyndelsen af spillet, gælder det om at komme hurtigst muligt ud igen. Det er nemlig her, du skal ud at købe grunde. Betal derfor gerne for at komme ud hurtigst muligt istedet for at vente på at slå to ens.

Ryger du derimod i fængsel i slutningen af spillet, så kan det faktisk være en rigtig god idé at blive derinde så længe så muligt. Det kan nemlig hurtigt blive dyrt at komme ud igen og lande på de andres grunde med huse og hoteller.