Får man blærebetændelse af at fryse? Her er de udbredte myter

16x9
Tre overlæger kommer her ind på teorier om blærebetændelse. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Cirka hver 10. kvinde får bakterieinfektionen i løbet af et år.

Sommertøjet er fundet frem, men temperaturen går fortsat op og ned. Det kan derfor friste at kæde en blærebetændelse sammen med omskifteligt vejr og bare ben.

Men kulde i sig selv er ikke forklaringen, lyder det fra professor Thomas Benfield, der er overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

- Det er ligesom teorien om forkølelse og halsbetændelse. Det, der normalt skal til, er, at der skal være den rette bakterie, der kan give blærebetændelse, og at den skal være i en stor nok mængde, siger han.

Det kan snarere skyldes, at man er i det amourøse hjørne på sommerferien eller festivalen. For hyppig sex med en ny partner er en af synderne til blærebetændelse.

Herunder kommer tre overlæger nærmere ind på de mest udbredte teorier og myter om urinvejsinfektionen, der rammer cirka halvdelen af alle kvinder mindst en gang i livet.

Virker mormors uldtæppe?

Cirka hver 10. danske kvinde døjer med blærebetændelse i løbet af et år, fortæller Jenny Dahl Knudsen, der er overlæge ved klinisk mikrobiologisk afdeling på Rigshospitalet.

- Man skønner, at der er 200.000 tilfælde om året, så det er meget hyppigt, og hyppigere hos helt unge piger og ældre kvinder, siger hun. 

Blærebetændelse opstår næsten altid på grund af bakterier i blæren - ofte kolibakterier - og kan eksempelvis være som følge af sex, en dårlig blæretømning eller hormonelle ændringer.

Der hersker samtidig flere teorier om, hvordan man kommer det til livs.

- Nogle blærebetændelser går i sig selv, og derfor tænker mange, at "når jeg nu har gjort dit eller dat, drukket tranebærsaft eller taget mormors uldtæppe på, så har det virket", siger Thomas Benfield.

Blærebetændelse - urinvejsinfektion

  • Det skyldes næsten altid bakterier, som kommer ind i urinblæren via urinrøret. Irritationen giver sammentrækninger i urinblæren og hyppige små vandladninger
  • Vandladningen kan være smertefuld. Mange får svie og varmefølelse i underlivet efter vandladning
  • 3 ud af 4 tilfælde skyldes tarmbakterier i urinen, typisk kolibakterier
  • Urinvejsinfektioner rammer kvinder fire gange oftere end mænd
  • De klassiske symptomer er svie eller smerter ved vandladning, øget vandladningstrang, akut opståen og blod i urinen
  • Infektionen behandles som regel med antibiotika

Sundhed.dk og SSI

Her kommer overlægerne ind på fire almindelige antagelser om blærebetændelse: 

Myter om blærebetændelse - fup eller fakta?

Har du for lidt tøj på?

Sidder du på et koldt underlag, eller har du for lidt tøj på? Så skal du passe på, du ikke får blærebetændelse. Disse ord kender de fleste, men myten aflives af overlægerne. 
- Man skal aldrig fryse. Men der er ikke nogen overbevisende dokumentation for, at hvis man fryser om tæerne eller underlivet, så giver det en urinvejsinfektion. Det handler om, at bakterier skal vandre op i urinrøret, og de skal introduceres til at kravle derop, lyder det fra overlæge Jenny Dahl Knudsen. 
Men derfor kan det alligevel godt føles som om, man har symptomerne. 
- Det der er med, at man er blevet kold og har siddet et koldt sted, kan give fornemmelsen af blærebetændelse. Selv om det ikke er en bakterie, kan det stadig godt være en slags betændelse, og man kan godt føle, at det er irriterende alligevel, siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitet.

Hjælper tranebærsaft?

Der er lavet flere undersøgelser om, hvorvidt det hjælper at indtage tranebærjuice eller -saft mod blærebetændelse eller som forebyggelse, da det skulle være bakteriedræbende. 
Resultaterne er blandede. Dette studie fra 2016 afliver eksempelvis husrådet, og overlægerne tror heller ikke på teorien. 
- Det smager godt, og på den måde er der ikke noget forgjort i at drikke det, men det er tvivlsomt, hvor meget det hjælper. Det er ikke særlig veldokumenteret i ordentlige undersøgelser, siger Jenny Dahl Knudsen.
- Ser man på bundlinjen, så hverken skader eller gavner det. Men på den anden side virker det altid godt at drikke rigeligt med væske (mod blærebetændelse, red.), fordi man får skyllet systemet igennem, siger Lars Østergaard.

Kan man tisse det ud?

Ja, det kan man til dels godt.
- Hvis man drikker meget og får skyllet systemet igennem, så tror jeg godt, at man i en hvis grad kan kurere sig selv, lyder det fra Lars Østergaard. 
Mens Jenny Dahl Knudsen supplerer:  
- Det kan man i nogle tilfælde, men spørgsmålet er, hvor lang tid du vil have det rigtig skidt?
Ifølge Thomas Benfield kan man også risikere, at sygdommen forværres, hvis man venter med at søge hjælp - og hvis man har feber, er der ingen tvivl om, at man skal kontakte sin læge.

Sex og blærebetændelse

Det kaldes også 'honeymoon cystitis', og den er god nok. Man risikerer at blive ramt af blærebetændelse, hvis man ofte dyrker sex.
- Det er specielt, hvis det er lang tid siden. Og der er nogen, der siger, at det er godt at tisse efterfølgende, så man får skyllet systemet igennem, siger Lars Østergaard.
Det skyldes kvinders anatomi, hvilket også gør dem mere udsatte for urinvejsinfektioner end mænd, fordi kvinders urinrør er kortere og tættere på endetarmsåbningen end mænds.