Danmark invaderes af ny snegl: Sådan bekæmper du den nye fjende

De danske haveejere har fået en ny fjende.

Når man først hører navnet, ser man den for sit indre blik. Voldsneglen. En snegl med boksehandsker, som ikke er bange for at dele tæsk ud til alle de danske haveejere.

Her kan man dog slappe af. Voldsneglen er ikke opkaldt efter sin lyst til at pande dig én. Den plettede voldsnegl blev første gang udsat i Danmark i 1890 på Christianshavns Vold. Det er herfra, at navnet stammer.

Der er dog alligevel grund til at bekrige den slimede fætter. Voldsneglen bliver nemlig nu karakteriseret som en invasiv art. Og invasive arter skal bekæmpes. Går du ikke i gang med bekæmpelsen hurtigt, kan de risikere, at blive lige så stort et problem som dræbersneglen var for et par år tilbage.

Det fortæller Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Det lader til, at den er ved at sprede sig i Danmark. Man ser den flere og flere steder. Og hvis man lader den være i fred, får man meget hurtigt rigtig mange af dem, siger Hans Erik Svart, der er biolog hos Miljøstyrelsen til TV 2, og fortsætter:

- Vi har ikke det fulde overblik over udbredelsen, men vil gerne reagere tidligt, så nogle haveejere kan nå gøre en tidlig, forebyggende indsats i deres haver, når den dukker op.

Men hvordan hvordan kommer man den til livs, og hvordan skelner man den fra de andre snegle?

- Metoderne for at slå voldsnegle ihjel svarer nogenlunde til dem, som du skal bruge mod dræbersneglene, siger Hans Erik Svart.

Bekæmpelsesmetoder:

  • Klip den: Ligesom med dræbersneglen, kan voldsneglen med fordel jagtes og klippes over. Ønsker du mere distance til aflivningen, kan voldsneglen halveres med en spade.
  • Knus den: Sneglen dør hurtigt ved knusning - et hårdt tramp eller brug af tungere genstand anbefales.
  • Spis den: Hvis man er til vinbjergsnegle, så vil man sandsynligvis også kunne lide den plettede voldsnegl, som er en fin spisesnegl i blandt andet Frankrig.
  • Forgift den: Der kan købes miljøvenlig gift mod dræbersnegle, som voldsneglen også vil spise med glæde.
  • Kog dem: De kan samles sammen og overhældes med rigelige mængder kogende vand.

Der er dog én metode, som biologen fraråder:

- Man skal gøre noget, som afliver dem hurtigt. Salt må man altså ikke bruge, siger han.

Salt på huden af en snegl vil trække vandet ud af kroppen, så den dør af dehydrering - men det er ingen hurtig død, og saltet skader også havens planter.

Vinbjergsneglen
VS
Voldsneglen
Størrelse
Over fire centimeter stort hus som fuldvoksen
Oftest mindre end fire centimeter stort hus
Farve
Oftest lysere med et mere ensartet brunligt hus
Ofte mørkere med et stribet eller spættet hus

Hvem er hvem?

Begiver du dig ud i din have med hensigter om at udrydde voldsneglen, kan det dog være en god idé at have nogenlunde styr på, hvilke snegle der er hvilke.

- Dræbersneglen har ikke hus, mens voldsneglen er en husbærende snegl, forklarer biologen.

Begge snegle er dog invasive, så finder du en dræbersnegl i din voldsneglejagt, behøver du ikke at holde saksen tilbage.

I forhold til den almindelig havesnegl er huset større, men det er dog mindre end hos vinbjergsneglen.

Voldsneglens hus til venstre og havesneglens hus til højre.
Voldsneglens hus til venstre og havesneglens hus til højre. Foto: TV 2

Havesneglens hus måler omkring to centimeter, voldssneglens hus 2,5-4 centimeter, og vinbjergsneglens hus er ofte over fire centimeter.

Kommer du ved et uheld til at dræbe en vinbjergsnegl skal din verden dog ikke bryde sammen. Vinbjergsneglen er fredet, men den må indsamles til personligt brug.