Sådan undgår du at madpakken bliver varm og uappetitlig

Der er flere metoder til at holde madpakken kold indtil frokost, selvom den ligger en varm taske.

Selvom dine børn eller du selv ikke har mulighed for at sætte madpakken på køl i skolen eller på jobbet, behøver du ikke spise den lunken.

Det fortæller kokken Louisa Lorang i Go' morgen Danmark.

Sammen med tv-værten Mikkel Kryger besøger hun i august måned flere af landets skoler for at vise, hvordan man lave en lækker og nem madpakke på en ny måde. Og de lunkne madpakker er noget, som de støder på.

Louisa Lorang har dog et godt tip til, hvordan man kan sikre, at maden forbliver kold i en varm taske.

Brug de andre fødevarer

Det nemmeste er at købe små fryseelementer, som man fryser ned aftenen inden, madpakken skal i tasken.

Dog kan man også vælge en mere kreativ løsning og udnytte den sparsomme plads, der er i kassen.

For det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan bruge som køleelement, hvis man bruger andre fødevarer som fryseelementer, lyder kokkens råd.

Ikke alle har et køleskab

Lunkne madpakker i de danske skoletasker ér en udfordring, som mange børn og forældre står overfor hver dag.

Det viser en undersøgelse af de danske madpakkevaner i skolerne fra analysefirmaet AIM Create.

For det er kun hvert tredje barn fra 4. til 10. klasse, der opbevarer madpakken i et køleskab.

Frys dem ned og læg dem i kassen

En af årsagerne er, at det ikke er alle skoler, der har et køleskab, hvor børnene kan lægge deres madpakker.

Det er dog et problem, der kan findes en løsning på, lyder det fra Louisa Lorang.

Køber man juiceshoots, en smoothie eller en juice til børnenes madpakke, kan man med fordel fryse dem ned og lægge dem til resten af maden, lyder rådet fra kokken.

- Brug dem. Det er noget, man kan spise eller drikke dagen efter, og så fungerer de som køleelement, siger hun.

Alternativt skal man købe ærter eller bær og fryse dem ned.

- Put dem ned i en pose og smæk dem oveni madpakken. De kan spises bagefter som en del af madpakken, siger kokken.

- Bare brug de ting, der alligevel skal med i madpakken, siger hun.

Her er kokkens seks råd til en Go' madpakke

​Brug rugbrød

For Louisa Lorang er en rugbrødsmad og en madpakke uadskillelige. Rugbrød er den nemme del af enhver madpakke. Det er nemt at skaffe, det er mættende, og den behøver ikke være kedelig.
Det er i dag nemt at skaffe noget godt rugbrød. Man kan enten købe det eller bage det selv, men man skal fokusere på de ting, der ligger rundt om rugbrødet, nemlig pålægget og tilbehøret.
Prøv at komme pålæg på, som ikke er så traditionelt. Det behøver ikke altid være kødpålæg. Det kan være hummus, æg eller pesto. Det behøver ikke altid være kødpålæg.

Lav dip og grøntsager:

Når Louisa Lorang selv skal lave madpakker til sine børn, er det ikke usædvanligt, at den indeholder friske snittede grøntsager med dip til. På den måde kan hun ’snyde’ lidt på grøntsagsvægten.
Prøv at give børnene en dip med grøntsager til at dyppe deres grøntsager i med i madkassen. På den måde dypper de grøntsager i grøntsager, når de spiser frokosten. Man kan bruge kikærter eller guacamole, der giver en ekstra mæthed, men tzatziki fra dagen før eller moste, optøede ærter i yoghurt smagt til med salt, peber og lidt citron, er også godt.
Gør det eventuelt til en vane at skære ekstra grøntsager ud, inden aftensmaden serveres. Dem kan du stille på spisebordet, og familien kan nippe til dem, inden maden, og de grøntsager, som ikke bliver spist eller brugt til aftensmaden, kan kommes i madpakken. På den måde skal man kun skære grøntsager én gang.
Man kan desuden altid skære ekstra grønt til køleskabet, hvor især de lidt hårdere grøntsager holder sig bedst.

Lav anderledes pizzamuffins

Du kan skjule grøntsager i alle mulige ting – også pizzamuffins.
Selvom man propper dem med blomkål, vil de stadig smage af pizza, fordi de er lavet af hvedemel, og så gør blomkålene, at de bliver luftige og bløde. Gulerod eller squash kan også smugles ind, uden børnene opdager noget.
Lav dine pizzamuffins i god tid, frys dem ned og tag dem op aftenen inden, de skal bruges, så de kan nå at tø op.

Brug dine rester

Når man nu alligevel er i gang med at lave mad, så kan man ligeså godt lave lidt ekstra til madpakken. Gør det til en vane, at du skærer ekstra grøntsager, inden aftensmaden, eller smid nogle ekstra kyllingelår i ovnen, når du alligevel er i gang.
På den måde får du ordnet de sjove ting, der skal supplere rugbrødsmaden, uden stort besvær.

Lav din egen figenbar

Hvis børnene skal have noget sødt med i skoletasken, kan du give dem en hjemmelavet figenbar med.
Du kan lave dem om søndagen og have dem liggende til hele ugen. Brug dog en opskrift, hvor der ikke skal bruges ret meget sukker.

Lad ungerne deltage

Lad ungerne deltage. Alt efter aldre og interesse, kan de deltage i udvælgelse af nye opskrifter, produkter, smøre selv, skærer eller helt selv lave madpakken.
Og vær ikke forudindtaget. Måske kan ungerne godt lide noget, de voksne ikke regner med.
Gør det overskueligt for dig selv,  for selv en lille ændring i form af en snack, en salat eller lignende kan være sjovt og spændende i en ellers ret enkel madpakke!