Facebook vil erstatte dit TV med en ny funktion

16x9
Nogenlunde sådan vil videofunktionen se ud på din Facebook-side. Foto:

Watch vil særligt kunne én ting, som Netflix og dit TV ikke kan.

I stedet for at lede efter fjernbetjeningen imellem sofapuderne, bladre igennem TV-guiden og komme halvvejs for sent ind i en god film, skal du nu til bare at åbne din Facebook-side, når du vil se TV.

Det er i hvert fald planen, afslører Facebook i en ny videolancering.

- Facebook tager det næste skridt i sin udvikling. Nu vil de lave videoindhold, som i kvalitet matcher det almindelige TV, siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker til 'Go' morgen Danmark'.

Det kan være sports- eller live-begivenheder, men formentlig vil der også være TV-serier og TV-dramaer.

Rent praktisk vil det betyde, at der vil komme en fane, som du kan klikke på for at se videoer - lidt ligesom Youtube. Derudover vil Facebook indlejre flere af disse slags videoer i din nyhedsstrøm.

Lige nu kører den nye funktion hos en testgruppe, og hvis det er en succes her, vil den blive bredt ud til din og min Facebook-side.

Tanken er, at vi vil blive anbefalet indhold baseret på den information, Facebook har om os.

Men hvad vil jeg kunne se?

Selv forestiller manden bag Facebook, Mark Zuckerberg, sig, at videomulighederne er uendelige.

- Vi håber, at Watch vil være hjem for en bred vifte af programmer. Fra reality til comedy til live-sportsbegivenheder. Nogle vil blive lavet af professionelle, mens andre vil komme fra almindelige mennesker i vores samfund, forklarer han i en statusopdatering.

Videoproducenterne vil få 55 procent af reklameindtægterne, mens Facebook vil beholde de resterende 45 procent.

We believe it's possible to rethink a lot of experiences through the lens of building community -- including watching video. Watching a show doesn't have to be passive. It can be a chance to share an experience and bring people together who care about the same things. That's why today we're launching the Watch tab in Facebook -- a place where you can discover shows your friends are watching and follow your favorite shows and creators so you don't miss any episodes. You'll be able to chat and connect with people during an episode, and join groups with people who like the same shows afterwards to build community. We hope Watch will be home to a wide range of shows -- from reality to comedy to live sports. Some will be made by professional creators, and others from regular people in our community. We're starting to roll out the Watch tab to a limited number of people in the US, and the plan is to bring it to more people soon. I hope you enjoy!

Posted by Mark Zuckerberg on Wednesday, August 9, 2017

- Facebook ved allerede, hvad vi 'liker', hvad vi interesserer os for, hvad vi stemmer politisk, og hvad vores venner interesserer sig for, så det, de vil gøre, er at lave en indholdsplatform, hvor du ikke skal vælge, om du har lyst til at se krimi eller drama, men derimod vælge ud fra nogle andre kriterier, forklarer Anders Schäffner Jacobsen, der er digital produktchef på TV 2.

Sådan et kriterie kunne være 'Vis mig, hvad jeg kan lide'.

Facebook har tidligere sagt, at de vil være 'de nye Netflix', og det her er altså første egentlige etape på den rejse.

- Facebook er allerede gode til at ramme alle mennesker. Der er mange millioner danskere, der er på, så det er ikke en måde at lokke nye brugere til. De har allerede så mange brugere, som de kan få. De vil derimod gerne have, at man skal bruge mere tid på siden, forklarer Anders Schäffner Jacobsen.

Hvad kan Watch, som Youtube eller Netflix ikke kan?

Med Watch vil Facebook prøve at lave en form for 'new tv', forklarer Claus Bülow Christensen.

Han mener, at Watch på en måde vil blive en mellemting mellem de allerede eksisterende medier, og derudover er der den centrale forskel, at man vil kunne interagere med venner, bekendte og fremmede angående indholdet, man ser. Også live.

- At se en udsendelse behøver ikke at være en passiv handling. Det kan være en chance for at dele en oplevelse og bringe mennesker med lignende interesserer sammen, skriver Mark Zuckerberg.

Der er ikke offentliggjort en officiel lanceringsdato for det nye tiltag.