Dansk rytter uden ben vinder EM-guld - nu fortæller hun om vejen dertil

16x9
Stinna Tange bryder sammen, da det går op for hende, at hun har vundet guld ved EM. Foto: Everhorse

Hendes karriere gik strygende indtil hesten blev syg.

Stinna Tange bryder ud i voldsom gråd, mens hun bliver overdynget med kram fra folk omkring hende.

Hendes ridehjelm skygger for solen, mens hun dækker sit ansigt med de hvidklædte hænder og hulker igennem.

Tårerne kommer af ren og skær glæde. Hun har netop vundet guld ved EM i paradressur i Gøteborg.

Dette scenarie udspillede sig for lidt under en måned siden. Torsdag sad den 23-årige paradressurrytter i 'Go' aften Danmark' og fortalte sin historie.

Hvordan rider man uden ben?

Stina Tange holder sig i sadlen ved at have en god balance. Derudover er hendes saddel lavet, så den er blødere end den normale saddel, og derved nemmere at sidde i. Hun har også en strop på hver side af sadlen, som også hjælper hende med balancen.

Stinna Tange er ikke ligesom de fleste dressurryttere. Eller de fleste mennesker generelt. Hun er nemlig født uden ben.

Et handicap der ikke ligefrem lægger op til, at man sætter sig op på et stort dyr, der har sin helt egen vilje, men det var alligevel det, som Stinna Tange gjorde som barn.

- Det hele startede som ridefysioterapi. Det er godt for musklerne at komme op på en hest, siger hun.

Efter en tid blev det dog mere seriøst for den unge rytter. Både hun og familien mærkede hurtigt, at balancen var i orden, og hun fik lov at ride selv - uden en trækker og en hjælperytter.

- Så begyndte jeg at kunne udvikle mig, og så startede der en passion, forklarer Stinna Tange.

Til Stinnas konfirmation fik hun en gave, der ændrede hendes liv. Her kom ponyen Snøvs nemlig ind i billedet.

- Jeg fik Snøvs i gave, og det blev starten på noget fantastisk. Denne pony kunne en masse ting, og jeg udviklede mig virkelig som rytter, siger Stinna Tange.

De hårde år

Som 16-årige vanst hun VM-sølv på Snøvs, og hun blev europamester året efter. Tingene gik fantastisk for den unge pararytter. Men to måneder efter stod Stinna overfor sit livs største udfordring.

Stinna Tanges resultater

Fem bedste nationale resultater: DM sølv 2008, DM sølv 2009, DM guld 2010, DM guld 2011, DM guld 2013.

Fem bedste internationale resultater: NM guld 2009, 2010 og 2011. VM Bronze og sølv 2010. EM guld 2011 og 2017

Snøvs døde af en blodprop, og hun så sine drømme om de paralympiske lege i London året efter forsvinde.

- Det hele faldt fra hinanden. Også personligt - man elsker jo det her dyr helt vildt. Det blev en personlig krise, for jeg tænkte, om jeg overhovedet var en god rytter, eller kun var en god rytter i kraft af Snøvs, siger Stinna Tange.

Årene efter var hårde, men Stinna blev faktisk mere målrettet. Hun ville vinde en medalje til paralympiske lege i Rio de Janeiro i 2016 - i Snøvs' navn.

Ny royal hest

Valget af en ny hest var dog ikke nemt.

- Jeg nåede at have tre forskellige heste på de fire år op mod Rio, men så mødte jeg Smarties, fortæller Stinna Tange.

Smarties kom først ind i Stinnas liv et år inden, hun skulle konkurrere i Rio de Janeiro, og det var knebent med tid.

Stinna Tange træner med Smarties i videoen nedenfor.

- Smarties har gået Grand Prix (den sværeste disciplin indenfor dressur, red.) med prinsesse Nathalie, så han kunne en masse fine ting, som jeg ikke skulle bruge til noget, så der var store kommunikationsvanskeligheder i starten, siger Stinna Tange.

De to fandt dog rytmen og kom hjem med to bronzemedaljer fra paralympiske lege i Rio de Janeiro.

Se afslutningen af hendes program nedenfor.

Stinna Tange er 23 år i dag, og hun har store ambitioner for fremtiden. Målet er nu guld ved VM i 2018.

Til de danskere, der ligesom hende selv har en drøm, har Stinna en besked:

- Drømme kræver hårdt arbejde at opnå. Det er ikke noget, der bliver serveret for én. Man bliver nødt til at arbejde for det. Og der er altid en mulighed.