Undersøgelse udpeger den kedeligste alder i dit liv

Hver alder har sin charme - men nogle leveår har tilsyneladende lidt mindre end andre.

”40, fed og færdig”, lyder et mundheld. Men flere britiske undersøgelser peger på, at det snarere hedder ”35, farveløs og forudsigelig”.

Ikke alene bliver man som 35-årig ikke længere kategoriseret som ung. For mange er alderen også et personligt og professionelt lavpunkt, skriver BBC.

35-årige mænd topper, når det kommer til ensomhed, mens 35-årige kvinder gør det i forhold til kedsommelighed. Det viser tal fra henholdsvis den britiske Jo Cox Commission on Loneliness og den amerikanske overnatningsportal AirBnb.

Sidstnævnte udpeger samtidig mænd til at toppe i kedsommelighed, når de rammer 39 år. Her bliver de, ligesom de 35-årige kvinder, mindre eventyrlystne, nysgerrige og spontane – og i stedet mere trivielle, forudsigelige og isolerede.

Familie og karriere i fokus

AirBnb's undersøgelse ser på briter frem for danskere. Ikke desto mindre viser den, at deltagerne i 30’erne eksempelvis er mindre tilbøjelige til at prøve grænseoverskridende aktiviteter eller indgå væddemål.

I de følgende årtier vender kurven til gengæld, og i 50’erne er mere end hver femte blandt andet klar på at booke en spontan ferie eller købe en dyr middag.

Alderstrinnet taget i betragtning har 30’ernes kedsommelighed derfor sandsynligvis også noget at gøre med høj prioritet af familie og karriere. Og undersøgelsen viser da også, at 15 procent erklærer sig selv for uinteressante efter at have mødt deres partnere, mens hver femte bliver det, efter de får børn.

Prioriteringen lader til at være hård, for udover at blive ensomme og farveløse viser endnu et britisk studie, at også en følelse af utilfredshed ved jobbet begynder ved 35-årsalderen.

Tilfredse danskere

I Danmark ser 30-39-årige ligeledes ud til at være mindst tilfredse af alle aldersgrupper, når det kommer til arbejde. Det viser tal fra Danmarks Statistik over danskernes livskvalitet i 2015.

Også når det kommer til sociale relationer og dagligdagen, ser livet i 30’erne noget hårdere ud end for andre alderstrin.

Når det er sagt, ligger danskernes selvvurderede livskvalitet over en bred kam tættere på at være ”fuldt ud tilfreds” end ”slet ikke”. Og mens de 30-39-årige altså ser ud til at slås med nogle områder, har andre aldersgrupper også deres at se til.

Faktisk ligger den laveste generelle livstilfredshed i Danmark dermed ikke i 30'erne, men i de følgende to aldersårtier: 40-49 år og 50-59 år.

Til gengæld kan man som dansker herefter se frem til en solidt voksende tilfredshed, og når man rammer 70 år, kan man tilmed forvente en topplacering på alle parametre af livskvalitet – undtagen lige hvor tilfreds man regner med at være de kommende fem år.

Dine bedste aldre

7 år: Letteste tidspunkt at lære et nyt sprog

18 år: Mest hjernekraft

22 år: Bedste evne til at huske navne

23 år: Største livstilfredshed (inden dyk midt i livet)

25 år: Størst muskelstyrke

26 år: Bedste tidspunkt at finde en mand/kone

28 år: Bedst til at løbe et maraton

30 år: Sundeste knoglemasse

31 år: Bedste evne til at spille skak

32 år: Bedste genkendelse af ansigter

39 år: Højeste løn (kvinder)

40 år: Størst sandsynlighed for at gøre en Nobelpris-vindende opdagelse

48 år: Højeste løn (mænd)

50 år: Skarpeste regnefærdigheder

51 år: Bedst forståelse for andres følelser

69 år: Størst livstilfredshed (efter dyk midt i livet)

71 år: Størst ordforråd

74 år: Størst tilfredshed med egen krop

82 år: Bedst psykologisk velbefindende