Skal Emma Holtens trusser på museum?

16x9
Emma Holtens trusser som hun bar i fotoserien 'samtykke'. Foto: Nationalmuseet

Flere har angiveligt fået trusler efter at have deltaget i debat, som Nationalmuseet skød i gang på Facebook.

Kan et par trusser være en del af Danmarkshistorien? Må de komme på museum?

Sådan spørger Nationalmuseet på Facebook, og det har fået tusindvis til at reagere. Museet fortæller, at diskussionen endda er blevet så voldsom, at nogle har fået truende opkald, efter de har deltaget i debatten.

Men hvad er det så med de trusser, siden de kan få så mange mennesker op i det røde felt?

De omtalte trusser tilhører Emma Holten, der i 2011 blev udsat for hævnporno. Her blev nøgenbilleder af hende delt på internettet uden hendes tilladelse. Tre år senere lavede hun et fotoprojekt, hvor hun som et modangreb lod sig fotografere kun iført de omtalte trusser.

Og nu spørger Nationalmuseet om Emma Holtens trusser - og andre lignende genstande - skal udstilles som en del af vores nationalhistorie.

Kan et par trusser være Danmarkshistorie? Kan de komme på museum? Emma Holten blev i 2011 udsat for hævnporno. Nøgenbilleder af hende blev delt på internettet uden hendes tilladelse. Tre år senere laver hun fotoprojektet SAMTYKKE, hvor hun som et modangreb lader sig fotografere afklædt – kun iført præcis disse trusser. Hvad er dit bidrag til danmarkshistorien fra 2000-2017? Upload et billede af din ting her: https://www.facebook.com/events/1077293762373087/

Posted by Nationalmuseet on Friday, September 29, 2017

- Udstillingen skal handle om den tid, vi lever i. Det er tit i den nære historie, at den store nationale fortælling findes. Derfor har vi valgt at spørge brugerne, hvad de synes, der skal udstilles, forklarer Anni Mogensen, der er formidlingsleder på Nationalmuseet.

Og her bruger museet altså Emma Holtens trusser som et eksempel.

Almindelige danskere kan indsende billeder af, hvad de mener, der skal med i udstillingen, og så vil en jury stå for udvælgelsen. I juryen sidder blandt andet havemanden Søren Ryge. Hans eksempel er den røde bænk, som går igen i mange af hans 'DR Derude'-episoder. Derudover sidder Emma Holten også i juryen, og ligesom med Søren Ryges bænk kommer trusserne derfor formentlig ikke med i udstillingen.

Det er dog ikke udelukket, men det vil være de øvrige jurymedlemmer, der i så fald skal beslutte det, forklarer Anni Mogensen.

Voldsom debat

Den voldsomme debat som Nationalmuseet har sat i gang, har overrasket Anni Mogensen, men hun er også opmærksom på, at debatten ikke udelukkende handler om at folk diskuterer, hvad der er nationalhistorie.

- Normalt snakker vi jo primært med en målgruppe, som har valgt os til, men med dette projekt når vi bredere ud. Det vil sige, at vi pludselig konfronteres med folk, der har andre dagsordener end at deltage i den debat, vi inviterer til, siger hun og fortsætter:

- Det bliver en hård tone i en debat om feminisme, der ikke forholder sig til Emma Holtens forslag til udstillingen.

Men i stedet for at lukke kommentarfeltet, har museet valgt at lade de voldsomme beskeder stå.

- Med mindre det er racistiske udtalelser eller trusler, lader vi det stå. Den hårde tone i debatten, som udspiller sig i kommentarfeltet, er karakteristisk for den tid, vi lever i, siger hun.

Blend en guldfisk i kunstens navn

Det er langt fra første gang, at museer udfordrer folks holdning til, hvad samtidskunst og nationalhistorie er for dem.

Tilbage i 2000 kom en udstilling på Kunstmuseet Trapholdt i Kolding i mediernes søgelys, da Marco Evaristtis udstillede en installation med guldfisk i blenderglas. Det bragte sindene i kog.

Med et tryk på blenderens kontakt kunne publikum aflive fiskene. Dyrenes Beskyttelse anmeldte, allerede inden udstillingen åbnede, museet, men udstillingen blev alligevel gennemført. Det førte til en bøde på 2000 kroner for overtrædelse af dyreværnsloven.

Kort efter var samme kunstner på spil, da han udstillede sin egen sæd. Dette blev også heftigt debatteret.

Sæden var opsamlet efter samleje med hans kone.
Sæden var opsamlet efter samleje med hans kone. Foto: Søren Hytting / Scanpix