Sådan håndterer du sorg - hos andre og dig selv

Det er svært at tale om, men endnu værre at lade som ingenting.

På en efterårsdag for seks år siden fik Charlottes 42-årige mand, Thomas, den værst tænkelige besked. Han fik konstateret uhelbredelig kræft. Seks dage senere var han død.

Tilbage stod 39-årige Charlotte Bork Høvsgaard med sønnen Halfdan på otte år og ikke mindst sorgen.

Selvom hun siden har bearbejdet sit tab og skrevet bøger om oplevelsen, slipper sorgen hende aldrig helt.

Det er hun i dag afklaret med, men oplever ofte manglende forståelse fra omverdenen.

Videre i livet

I stedet for støtte og spørgsmål til sit velbefindende bliver hun spurgt, om det ikke er på tide at komme videre i livet. Når folk altså i det hele taget tør tale om emnet. 

Og selv om Charlotte Bork Høvsgaard er klar over, at begge dele oftest sker af omsorg, bryder hun sig ikke om det.

- Det indikerer, at på et eller andet tidspunkt skal sorgen være ovre, og man skal være på vej videre et nyt sted og tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Og det er ikke sådan, jeg oplever det at sørge, siger hun.

Sorg er forskellig

Hvert år dør mere end 15.000 danskere af kræft, og for de efterladte er en periode med bølger af stærke følelser og tanker helt almindelige.

Det forklarer psykolog og rådgivningsleder Jette Winge fra Kræftens Bekæmpelse, som understreger, at sorg kan tage mange former.

Derfor bør man ikke blive forskrækket, selvom sorgen måske ikke lige passer ind i den skabelon, man måtte have. Og for mange efterladte er det værste myterne om, hvordan man sørger ”rigtigt”, forklarer Jette Winge. For eksempel at man bør græde til begravelsen.

- Sorg er meget forskellig fra menneske til menneske. Så lad være med at fortælle din sørgende nabo, kæreste eller søskende, at han eller hun bør gøre det anderledes, siger hun.

Fra tsunami til bølger

Med bred pensel varer sorgperioden for de fleste omkring et halvt år, fortæller Jette Winge.

I særligt traumatiske, barske eller pludselige forløb, som det Charlotte Bork Høvsgaard var igennem, kan perioden dog være både længere og stærkere.

Men Jette Winge understreger, at der ikke er noget rigtigt eller forkert, og at langt de fleste sørgende bearbejder deres sorg på en god måde.

- Sorgen forandrer sig og mindskes. Fra den store tsunami af overvældelse til mindre bølger, siger hun.

- Men savnet forsvinder jo ikke. Glæden ved smilet eller tanker som ”gid han kunne have været med på vores tur til New York” - det forsvinder ikke. Og skal ikke.

Syn, lyde og dufte

Af samme grund skal man som pårørende heller ikke blive alarmeret, hvis en efterladt i lang tid mindes sin sorg og sit tab.

For det tager tid at omstille sig til en verden, hvor alt i princippet er nyt. Fra højtider og mærkedage uden den efterladte til alt det praktiske med eksempelvis netbank, vand på fyret og ensomme ture i skoven, hvor ingen venter derhjemme.

Savnet forsvinder jo ikke

Jette Winge, psykolog og rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse

Selv det at se, høre eller dufte en mistet er en helt normal reaktion hos efterladte. Sensoriske efterbilleder hedder det, forklarer Jette Winge.

- Man er ikke sær. Det hører med til omstillingen og er et udtryk for savn, siger hun og advarer imod tanken om, at man som efterladt bør ”koste ud i minderne” og stoppe med at komme på kirkegården.

- Det er jo ikke ensbetydende med, at man har glemt det. Og vi ser, at de sorgperioder, der ender godt, ofte er der, hvor de sørgende ikke kapper nogen bånd.

Nye vilkår

For Charlotte Bork Høvsgaard kom den nye rolle som enke som et chok.

Efter at have mødt stor medlidenhed og omsorg fra sin omverden kunne hun pludselig ikke træde ind til en fest eller tage i Tivoli med sin søn uden at føle, at alle øjne var rettet mod hende. At dér sad der en enke.

Siden har hun arbejdet på at være i verden på helt nye vilkår.

- Det er jo en verden, der er helt forandret for mig, men jeg skal lære at være i den alligevel, siger Charlotte Bork Høvsgaard.

Det allervigtigste

Med tiden er enken i Charlottes sind blevet mindre og mindre tydelig.

I dag siger hun selv, at hun har det godt. At hun lever et liv med mening og retning – også selvom sorgen stadig er til stede. Men det skal den også have lov til at være, mener hun.

- Den er en forbindelse til et menneske, som betød rigtig meget for mig. Og det kan være rart at konfrontere smerten. Enten når den opstår spontant, eller når jeg selv opsøger den, siger hun.

Og selvom det kan være skræmmende for folk at tale om, tror Charlotte Bork Høvsgaard ikke, at man kan gøre en sørgende mere trist ved at spørge ind til deres liv.

I hendes øjne har det allervigtigste været, at folk tør tale med hende. Uanset om snakken går på de store følelser, eller blot hvordan det går til daglig.

- Når man er i en krise, i en smerte og en sorg, kan det lindre at dele, siger hun.

Det værste er, hvis folk lader som ingenting. Som om det er glemt. Gået over.

- Det at fortælle det til et medmenneske kan på en måde halvere smerten – eller bare tage en lille brøkdel af den.