Genopliv dine dødssyge møbler med populære gør-det-selv-pift

”Møbel-hacking” hitter og giver almindelige møbler et personligt præg.

En populær gør-det-selv-trend gør billige boligvarer til beboelsens blikfang.

På flere hjemmesider deler både handymænd og mindre praktisk anlagte typer gode råd og guides til at sætte ekstra kulør og kreativitet på bolighusenes masseproducerede varer.

For i en stadigt mere globaliseret verden kan det være tillokkende at eje noget, som ingen andre ejer.

Maling og lak kan give helt nye udtryk.
Maling og lak kan give helt nye udtryk. Foto: Nordisk Film TV

”Møbel-” eller ”IKEA-hacking”, som fænomenet bliver kaldt, handler i bund og grund om at give anonyme standardmøbler en overhaling. Og selv små justeringer kan give den kedeligste skammel et helt nyt liv.

Voksende tendens

Ligesom bolighusenes sortimenter har tendensen spredt sig til flere kategorier - fra sofaborde til køkkenskabe.

Samtidig er mange års fokus på møbeljagt hos marskandisere og antikvitetsbutikker ved at flytte sig til mere selvstændig snilde og inspiration – og ikke mindst et personligt præg, fortæller Merete Ahnfeldt-Mollerup, arkitekt og ekstern lektor ved DTU.

Kun fantasien sætter grænser for, hvad et masseproduceret møbel kan bruges til.
Kun fantasien sætter grænser for, hvad et masseproduceret møbel kan bruges til. Foto: Nordisk Film TV

Hvor overskud på møbelfronten for nogle år tilbage især handlede om mærkevarer, som andre folk skulle kunne genkende og vide prisen på, handler det nu om at eje noget enestående.

Lukrerer på Ikea

Udover internet-tips og nye kuld af gør-det-selv-mennesker har tendensen affødt firmaer, der decideret ernærer sig på at kombinere masseproduktion med individuelt design.

Flere firmaer lever af at peppe Ikeas eller andre store bolighuses design op for kræsne kunder.
Flere firmaer lever af at peppe Ikeas eller andre store bolighuses design op for kræsne kunder. Foto: Reform

Med de store varehuses forsyninger er der rig mulighed for at skaffe reservedele til større projekter. Prisen er desuden ofte lavere. 

Forsyningskæden i et globalt møbelhus som Ikea betyder tilmed, at de små firmaer, såsom den danske virksomhed Reform, kan sælge deres produkter, tjenester og ideer til det meste af verden.

Og selv om sådanne firmaer på sin vis tager en bid af Ikeas kage – og ændrer kagens udseende – har møbelgiganten selv ingen problemer med tendensen, forklarer kommunikationschef Tina Lindharth.

- Det er da bare med til at sætte kulør på vores sortiment, og på Ikea-brandet, siger hun.

Men trods populariteten med at videreudvikle virksomhedens møbler, lader Ikea sig dog ikke selv inspirere af kreativiteten.

- Hvad andre gør med vores møbler, er ikke noget, vi navigerer efter, siger Tina Lindharth.

Fem fif til federe møbler

Maling og lak

Farver får personligheden frem. Foto: Nordisk Film TV
Maling og lak kan give forskellige farver og mønstre - og dermed forvandle anonyme møbler til udtryksfulde ejendele.
 

Tænk ud af boksen

Lameller med nyt liv. Foto: Nordisk Film TV
Tænk helt nye egenskaber og formål ind i enkelte møbeldele. Her er sengelameller for eksempel blevet til hylder.

Leg med teksturer

Overtræk på møbler skaber blikfang uden nødvendigvis at give overtræk på kontoen. Foto: Bemz Design AB
Ved at ændre overfladen på et møbel, ændrer du også dets udtryk radikalt. Hvad end det drejer sig om et farverigt sofaovertræk, pelsindbundne reolhylder eller noget helt tredje.

Bland delene

Læderstropper giver denne trækommode et skarpere look. Foto: Amalie Møller
Ved at blande samlemøblers elementer eller tilføje nye ting til mikset, kan man sætte sine personlige præferencer på indretningen.

Hent yderligere inspiration

Ikeas køkkenmoduler kan få høj æstetisk kvalitet. Foto: Reform
Internettet bugner af yderligere inspiration. Og har du ti tommelfingre findes der flere firmaer, som kan klare de kreative designløsninger.