Rørte Cecilie Frøkjær til tårer i tv-program: Nu har han sat et nyt vildt mål

Som 24-årig blev Michael Jodehl spået et liv i kørestol. Siden har han trodset lægernes dom ved at gå. Nu vil han også svæve.

Hans fødder ryster for hvert skridt, han tager op af den stejle ståltrappe. For hvert trin, han lægger bag sig, kommer målet tættere på.

- Mit hjerte banker helt vildt. Kan det overhovedet lade sig gøre det her? Jeg har jo ingen idé, om jeg falder fuldstændig sammen i kroppen, siger Michael Jodehl.

For 16 år siden blev han lammet fra brystet og ned i en gymnastikulykke. Men efter tusindvis af hårde træningstimer, har han med professionel hjælp og viljestyrke rejst sig og gået op igennem Rundetårn i TV 2-programmet 'Samme tid næste år'.

Siden optagelserne til programmet har den nu 40-årige Michael Jodehl sat et nyt mål:

Han vil flyve frit inde i en tårnhøj vindturbine - og det er det, den stejle ståltrappe fører op til. 

For almindelige mennesker lyder det måske ikke som noget særligt. For Michael Jodehl er det en stor bedrift.

Hans kropskontrol og muskler er aldrig blevet det samme efter ulykken tilbage i 2001. Derfor ved han ikke, om kroppen vil krølle sig sammen, når den møder den hårde vindmodstand i turbinen.

Michael Jodehl under optagelserne til sin næste udfordring.
Michael Jodehl under optagelserne til sin næste udfordring. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

Samme tid næste år

Kan man ændre sit liv på bare et år? Det har en række modige danskere besluttet sig for i programmet 'Samme tid næste år'.

For et år siden mødte Cecilie Frøkjær programmets medvirkende, inden de begyndte deres personlige projekt.

Nu - et år efter - møder hun dem igen og får svar på, om de er kommet i mål. 

For gæsterne er der altså gået et helt år, men seerne får forvandlingen at se med det samme.

'Samme tid næste år' har premiere på TV 2 mandag den 16. oktober kl. 20.00

Kan han svæve?

Hans fysioterapeut Mark Abildhauge er med den dag, hvor de sammen skal afprøve, om det er muligt.

Vinden er stærk i turbinen, da Michael Jodehl forsigtigt træder ind. Den skubber ham rundt, og selv den mindste bevægelse får ham til at skifte retning. 

Med instruktørens hjælp lykkes det for Michael Jodehl at nå sit mål.

- Det er en vild følelse at svæve vægtløs på den måde, og adrenalinen banker rundt i kroppen, siger Michael Jodehl, da han kommer ud.

Udover at han kan mærke, at hans mave og ryg i den grad har været på arbejde, kan han også mærke en anden forandring:

Det kunne lade sig gøre. Michael Jodehl fik tre flyveture inde i den kraftige vindturbine.
Det kunne lade sig gøre. Michael Jodehl fik tre flyveture inde i den kraftige vindturbine. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

- Min højre hånd har ikke fungeret siden ulykken. Den er helt knyttet sammen. Men da jeg fløj rundt derinde, følte jeg pludselig, at mine fingre begyndte at strække sig. Det var helt vildt at mærke, siger Michael Jodehl.

Se hvordan Michael Jodehl klarede udfordringen i vindturbinen i videoen øverst i artiklen.

Vejen frem til i dag

Når han i dag tænker tilbage på det forløb, han har været igennem siden 2001, er det svært for ham at finde ord.

Dengang lå han i en seng og kiggede op i loftet, mens han blev madet af sin familie. I dag kan han gå på trapper uden hjælp, og drømmen om at undvære kørestolen helt på et tidspunkt er ikke længere så fjern.

Efter ulykken var Michael Jodehl så dårlig, at hans storebror måtte give ham mad, fordi han ikke kunne bevæge sig.
Efter ulykken var Michael Jodehl så dårlig, at hans storebror måtte give ham mad, fordi han ikke kunne bevæge sig. Foto: Privatfoto

- Hvis ikke jeg havde sat mig nogle mål, havde jeg nok bare siddet i et hjørne og kigget. Ved at tage de her udfordringer op, føler jeg, at noget i kroppen vækkes til live. Derfor har jeg hele tiden nogle mål, jeg gerne vil nå, siger Michael Jodehl.

Det var med hjælp fra fysioterapeuten Mark Abildhauge, at Michael Jodehl to år efter ulykken kom op at gå første gang. Siden har han fulgt ham og hele tiden været med til at sætte nye mål.

- Det er Michaels standhaftighed og vilje til at træne selv og træne hver dag, der har gjort hele forskellen. Først handlede det op at komme op at stå, men da han så begyndte at gå, blev det rigtig interessant, siger Mark Abildhauge.

Han tror derfor ikke, at Michael Jodehl er færdig med at udvikle sig. 

Herunder fortæller Mark Abildhauge, hvor meget det har krævet af Michael Jodehl at nå hertil:

Det er ikke kun fysioterapeut Mark Abildhauge, der har været med til at forandre Michael Jodehl. På grund af sin viljestyrke og standhaftighed, har Michael Jodehl også udviklet Mark Abildhauge som fysioterapeut.

Næste mål er...

Michael Jodehl håber, at han kan være med til at vise andre i samme situation, at livet ikke slutter i en kørestol. Næste mål har han allerede sat: 

Han vil gå de 496 trappetrin ved Møns Klint, og så drømmer han om at komme ud at stå på vandski igen, som han gjorde før ulykken.

- Jeg vil gerne bevise over for mig selv og for andre, at det kan lade sig gøre. At man godt kan komme langt, selvom man sidder i en kørestol.

'Samme tid næste år' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Michael Jodehls kamp
2001
12. marts
Ulykken i gymnastikhallen
Michael Jodehl, 24 år gammel Privatfoto
24-årige Michael Jodehl havde denne dag lejet en hal på en efterskole sammen med sit gymnastikhold. Kort før klokken 19.00 råbte han til de andre, at det var tid til at pakke sammen, og at han lige ville springe et allersidste spring: En forlæns saltomortale. Men da han satte af på måtten, fik han blackout i luften.
Det næste øjeblik lå han på ryggen og kunne ikke bevæge sig.
Scanningen viste fatale skader
Efter ulykken var Michael Jodehl så dårlig, at hans storebror måtte give ham mad, fordi han ikke kunne bevæge sig. Privatfoto
Først blev Michael Jodehl transporteret til Faxe Sygehus, der sendte ham videre til Rigshospitalet. Her viste en scanning, at femte nakkehvirvel var smuldret helt. Han kom derfor på operationsbordet, hvor han fik sat en titaniumplade ind samt skruer i fjerde, den nye femte, og sjette nakkehvirvel.
Følelsen i arme og ben var på det tidspunkt stadig væk, og hans storebror og forældre måtte give ham mad.
April
Første genoptræning
Når han ikke trænede med fysioterapeuterne, forsøgte Michael Jodehl selv at styrke overkroppen fra sengen. Her i en maskine, der træner blodcirkulationen i hele kroppen. Privatfoto
Efter fire uger på Rigshospitalet kom Michael Jodehl på et genoptræningscenter i Hornbæk i 14 måneder. Han havde på det tidspunkt ingen følelse fra brystet og ned, men kunne godt bevæge sine arme.
September
Mødet med specialisterne
Michael Jodehl bundet til en kørestol tilbage i 2001. Privatfoto
Et halvt år efter ulykken blev Michael Jodehl indkaldt til et møde med ergoterapeuter, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og sin mor og far. Her fortalte overlægen ham, at han ”nok skulle regne med at sidde i kørestol resten af sit liv og muligvis have en hjælper på”. Det ville Michael Jodehl dog ikke tro på – og håbet om at komme til at gå igen kom tilbage, da hans fod pludselig bevægede sig en smule.
2002
Ti minutter på egne ben
24-årige Michael Jodehl i gang med genoptræningen efter ulykken i 2001. Privatfoto
Michael Jodehl fik efter mødet lagt et træningsprogram sammen med sin fysioterapeut, men i en lang periode følte han, at det ikke rykkede. 25 år gammel fik han et tilbud fra kommunen om at komme på plejehjem, men afslog. Kun få gange mærkede han reelle fremskridt – blandt andet da han en dag kortvarigt var oppe at stå på egne ben i ti minutter.
2003
Ny fysioterapeut - og nye mål
Michael Jodehl på et løbebånd, der kan holde ham oprejst. Privatfoto
Nu skulle der ske noget, og derfor opsøgte Michael Jodehl fysioterapeuten Mark Abildhauge og hans træningscenter A-Fys. Han fik på det tidspunkt samtidig sin første servicehund - og med professionel støtte begyndte Michael Jodehl at træne fire-fem gange om ugen på løbebånd og andre træningsmaskiner.
Det resulterede et halvt år senere i, at Michael Jodehl kom op at gå på egne ben med støtte fra to fysioterapeuter.
2004
Små mirakler
Michael Jodehl har brugt både styrketræning, men også andre former for træning som eksempelvis ridning, til at styrke sine muskler. TV 2
Michael Jodehls træning blev derfra fokuseret mod at komme op at gå uden at holde i noget. I starten gik det langsomt, men med en kombination af stædighed og styrketræning begyndte der at ske små mirakler – først på fladt terræn og senere på trapper. Han begyndte samtidig at gå til ridning for at styrke sin muskulatur. 
Siden da har Michael Jodehl trænet tusindvis af timer for at nå sine mål, og det har bragt ham fremad.
Under træningen hos A-fys har han også mødt sin nuværende kæreste, som han i dag bor sammen med og har to børn med.
2015
14. juni
Stevns Klint
Michael Jodehl i den røde t-shirt på vej op af trapperne ved Stevns Klint i 2015. Privatfoto
Efter adskillige år med intensiv træning nåede Michael Jodehl i 2015 en milepæl, som mange på forhånd ville have sagt var helt urealistisk. Han satte et mål om at gå ned til Stevns Klint, hvor han som barn havde leget – og det lykkedes ham.
2016
’Samme tid – næste år’
Michael Jodehl i studiet med Cecilie Frøkjær i TV 2-programmet 'Samme tid - næste år'. TV 2
Et år senere satte Michael Jodehl sig et nyt mål. Han ville gå op igennem Rundetårn – uden hjælp. Derfor tilmeldte han sig TV 2-programmet ’Samme tid – næste år’, hvor man følger en gruppe danskeres kamp for at nå deres individuelle mål på et år.
2017
12. maj
Ny milepæl
Michael Jodehl TV 2/United
Efter 34,8 meter i udelukkende opadgående stigning nåede Michael Jodehl 12. maj 2017 toppen af Rundetårn, hvor han kunne se ud over København, og hvor familie og venner jublede og flagede. Hvad, man ikke ser i tv-programmet, er, at han også gik hele vejen ned igen.
Næste mål har Michael Jodehl i dag ikke sat endnu. Men han drømmer blandt andet om at gå ned til Møns Klint eller gennemføre en ironman.