Blev enke som 24-årig - nu vil hun lære at elske igen

Maria mødte sit livs kærlighed, Jonas, da hun var 18 år. Men fem år senere mistede hun ham for altid. Nu kæmper hun for at åbne sit hjerte for en ny.

Det var alle de små ting i hverdagen.­­­

Maria kan stadig se for sig, hvordan Jonas sad og grinede i sofaen, når hun uden en trevl på kroppen gik forbi stuen fra badeværelset til soveværelset. Med barnlig stemme sang han sin drille-remse: ”Putter hun er nøgen, Putter hun er nøgen”.

Hun husker også, hvordan han elskede at overraske hende med små gaver, hvordan han puttede hende godnat hver aften – uden undtagelse, og hvordan han kunne finde på at prikke til hende, når hun stod i køkkenet, så hun fik flødeskum på næsen.

Alle de ting savner hun stadig. Her tre et halvt år efter, at hun mistede ham for altid.

For da hun og Jonas var allermest lykkelige, fik han konstateret lungekræft i et fremskredent stadie. De nåede kun at være gift i en uge, inden han døde i marts 2014.

Lige siden har sorgen tynget som en kampesten og blokeret Marias følelsesliv, så hun ikke har kunnet åbne sit hjerte for en ny kærlighed.

For hvordan kan man elske igen, når man har mistet sin eneste ene?

Grinede og pjattede fra første øjeblik

Maria Samsø Larsen nærmede sig de 19 år, da hun i november 2008 for første gang mødte den jævnaldrende Jonas Ejgaard Hansen.

Maria og Jonas var uadskillelige allerede kort efter deres første møde. Her er de til et bryllup, hvor Maria er brudepige.
Maria og Jonas var uadskillelige allerede kort efter deres første møde. Her er de til et bryllup, hvor Maria er brudepige. Foto: Privatfoto

Hun var til 18 års fødselsdagsfest hos en veninde og blev placeret ved ”de unges bord”, hvor blandt andre venindens stedfætter Jonas sad. De to faldt helt naturligt i snak, og der gik ikke mange minutter, før de grinede og pjattede sammen.

– Jonas havde sådan et skønt smil og en fantastisk charme. Humormæssigt passede vi perfekt sammen, og han fik mig til at grine, så det gjorde ondt i maven, siger Maria Samsø Larsen.

I løbet af aftenen søgte de gang på gang hinandens selskab, og da Maria skulle hjem, tilbød Jonas hende, at hun kunne køre med ham og hans familie til stationen. Hun skulle til Frederiksberg ved København, og de skulle til Næstved.

– Dagen efter fik jeg en sms fra Jonas, der skrev, at han havde haft en hyggelig aften, og at han gerne snart ville ses igen. Vi begyndte at skrive sammen, og en uges tid efter mødtes vi igen, siger Maria.

I de efterfølgende uger så de hinanden tre-fire gange om ugen. Efter en måned var de kærester, og efter et halvt år flyttede de sammen. I en treværelses lejlighed i Næstved.

Gamer-fyren og karrierepigen

Hvor Jonas var en inkarneret gamer-fyr, der elskede at sidde hjemme i lejligheden og spille ’World of Warcraft’, ofte sammen med sin storebror, var Maria på mange måder stik modsat. Hun var karriere-typen.

Hver dag pendlede hun de 86 kilometer mellem Næstved og København for at passe sin skole. Først gymnasiet og siden Copenhagen Business School, hvor hun uddannede sig til revisor.

– Vores hverdag var præget af, at jeg gik meget i skole og havde fuldtidsjob som revisorelev. Alligevel var der altid plads til sjov, når vi var sammen. Jonas respekterede, at jeg var karrierekvinde, og jeg respekterede, at han spillede computer, bare han tog sin tørn af husholdningen, siger hun.

I perioder kom Maria først hjem fra studiejobbet ved 21-22-tiden, og så var der ikke meget fælles tid, før hun skulle i seng for at være frisk til næste dag.

Jonas respekterede, at jeg var karrierekvinde, og jeg respekterede, at han spillede computer

Maria Samsø Larsen

– Jeg gik altid i seng før ham, men der gik ikke én dag uden, at han kom ind og puttede mig, fortæller Maria.

En dag om ugen holdt parret hellig. Det var fredag, hvor Maria fik tidligt fri. Så hyggede de sig med at lave en tre-retters menu og se en god film i sofaen. Telefonerne var på lydløs, så familie og venner vidste, at de skulle ringe mere end en gang for at få fat i dem.

Hver fredag holdt Maria og Jonas
Hver fredag holdt Maria og Jonas "par-dag", hvor de enten gik på restaurant eller hyggede derhjemme i deres eget selskab. Her er de dog til familiefest. Foto: Privatfoto

Weekenderne brugte de ofte til familiekomsammen, blandt andet tog de på besøg hos Jonas’ tante og morbror i Roskilde, eller hans mor og stedfar i Præstø. En del gange i løbet af året tog de også på weekend-tur til Samsø, hvor Marias forældre bor.

–  Vi var gode til at holde ferie hjemme i Danmark. Jonas var på SU, og jeg var på elevløn, så der var ikke råd til så meget. Vi fik lov til at låne hans mors bil, så vi kunne komme rundt, og når bare vi var sammen, havde vi altid en fest, konstaterer Maria.

Sommerforkølelse gik ikke over

I sommeren 2012 var Maria og Jonas på ferie på Bornholm sammen med noget af hans familie. De var begge to forkølede, før de tog afsted. Maria kom sig helt før afrejsen, mens Jonas skrantede i længere tid.

Her er parret foreviget på en af deres ferier. De holdt begge to af at tage på bilture hjemme i Danmark og besøge deres respektive familier.
Her er parret foreviget på en af deres ferier. De holdt begge to af at tage på bilture hjemme i Danmark og besøge deres respektive familier. Foto: Privatfoto

–  Vi troede først, at det bare var en sommerforkølelse, men da han blev ved med at hoste, besluttede vi, at han skulle gå til lægen, da vi kom hjem.

En scanning viste, at der var en skygge på Jonas’ venstre lunge, og efter yderligere undersøgelser kunne lægen konstatere, at det var kræft. Endda i et fremskredent stadie.

Kræften havde bredt sig til flere steder i kroppen, og det var faktisk nemmere at nævne de organer, som endnu ikke var inficeret, end dem, hvor kræften allerede havde slået rod.

Lægerne kunne ikke forklare, hvorfor Jonas var blevet ramt af aggressiv lungekræft, han var bare en af de uheldige få, sagde de. Selv om Jonas havde mistet både sin far og mormor til cancer, var der ingen sammenhæng, da der var tale om andre kræfttyper.

–  Det var svært at forstå, at Jonas i så ung en alder var så alvorligt syg. For han så ikke syg ud, og han følte sig ikke syg. Han tabte sig ikke, og han følte sig ikke træt, siger Maria.

Responderede godt på medicinen

Efter et par ugers undersøgelser kom Jonas i kemobehandling. Han startede med traditionel kemokur i drop, og efter fem uger fik han behandlingen i pilleform, så han og Maria selv kunne styre det derhjemme. 

–  Jonas responderede utroligt godt på medicinen. Han var igennem flere forskellige typer af behandling, så canceren ikke nåede at blive resistent mod den, og alle behandlingsformer virkede på ham, fortæller Maria.

Efter 10 måneder var 80 procent af kræften bekæmpet. Lægerne sagde, at Jonas kunne leve alt imellem fem og 50 år med sygdommen. Så længe medicinen holdt den så effektivt nede.

–  Jonas var begyndt på en uddannelse som pædagogisk assistent, og han klarede det uden problemer, med en enkelt sygedag en gang imellem som alle andre. Så vi troede faktisk, at han ville blive rask igen. Selv lægerne var optimistiske.

Det gik så godt, at Maria og Jonas begyndte at lægge fremtidsplaner om at købe hus, så Jonas kunne få en hund, som han længe havde drømt om. Børn var også med i overvejelserne, men på lidt længere sigt.

Maria og Jonas havde masser af fremtidsplaner, selv efter at han havde fået sin kræftdiagnose. Her sidder de i den bil, de købte for forsikringsudbetalingen for 'kritisk sygdom'.
Maria og Jonas havde masser af fremtidsplaner, selv efter at han havde fået sin kræftdiagnose. Her sidder de i den bil, de købte for forsikringsudbetalingen for 'kritisk sygdom'. Foto: Privatfoto

Til at begynde med købte parret en bil for den forsikringssum, Jonas fik udbetalt for ’kritisk sygdom’, og den gav dem en større frihed til at komme rundt til familie og venner.

Og et halvt år efter, at Jonas fik konstateret kræft, begyndte de at spare op til et bryllup. For Maria ville giftes ”rigtigt” og ikke bare på et rådhus.

Uventet tilbagefald

I september 2013 begyndte den nu 23-årige Jonas at få migræne- og epilepsianfald. Noget, som han aldrig tidligere havde haft. En scanning viste, at kræften havde bredt sig til hjernehinden. En alvorlig udvikling, som betød, at Jonas nu skulle have lokal strålebehandling på hovedet.

Jonas begyndte at tabe håret, og det var først dér, at folk kunne se, han faktisk var syg. 

Maria Samsø Larsen

–  Jonas begyndte at tabe håret, og det var først dér, at folk kunne se, han faktisk var syg. Han følte sig stadig frisk og kørte selv frem og tilbage til strålebehandlingen, siger Maria, og et lille smil lyser op i hendes ansigt.

– Selv om han efterhånden blev helt skaldet, var der ét lillebitte sted på baghovedet, hvor håret stadig voksede for fuld kraft. Det så ret sjovt ud, og han lavede selv grin med det, fortæller Maria.

Jonas blev scannet hver tredje måned, så lægerne kunne holde øje med cancerens udvikling. Og der gik altid en uge, før parret fik svar.

–  Ventetiden var hård. Når svaret på scanningen endelig kom, fik vi lige vendt vores liv én gang til. Men den konstante usikkerhed gjorde samtidig, at vi blev mere spontane og værdsatte dagligdagen endnu mere end før.

Først da Jonas tabte sit hår og blev - næsten - skaldet, kunne folk se, at han var syg. Han og Maria sørgede for at udnytte tiden sammen fuldt ud.
Først da Jonas tabte sit hår og blev - næsten - skaldet, kunne folk se, at han var syg. Han og Maria sørgede for at udnytte tiden sammen fuldt ud. Foto: Privatfoto

Blev indlagt sammen

I februar 2014 blev Jonas for alvor rigtig syg. Canceren havde nu spredt sig videre ned gennem spinalvæsken i ryggen, og han havde indimellem store smerter. Han fik nu også strålebehandlinger på den nedre del af ryggen.

I begyndelsen af marts måned blev han indlagt på Næstved Sygehus og var sengeliggende det meste af tiden. Maria fik lov til at flytte ind på enestuen sammen med Jonas, så hun hele tiden kunne være tæt på ham. Afdelingens personale gjorde, hvad de kunne, for at det unge par skulle have det så godt som muligt.

–  Alle var så søde mod os. De kom med mad til os, og de fik os til at føle os hjemme. Selv da Jonas havde det rigtig dårligt, bevarede han sit gode humør, og vi nød at være sammen.

Et par dage efter indlæggelsen gik det tilsyneladende lidt fremad med Jonas' helbred. Fra den ene dag til den anden kunne han pludselig gå igen. Maria tænkte derfor, at hun roligt kunne forlade hospitalet en kort stund for at tage til sølvbryllup med sine forældre dagen efter. 

Om formiddagen den 8. marts 2014 var Maria hjemme i lejligheden for at klæde om til sølbrylluppet. Mens hun stod og studerede udvalget i garderobeskabet, ringede telefonen.

Min svigermor ringede fra hospitalet. Hun sagde, at Jonas’ tilstand var så kritisk nu, at jeg måtte komme med det samme.

Maria Samsø Larsen

–  Min svigermor ringede fra hospitalet. Hun sagde, at Jonas’ tilstand var så kritisk nu, at jeg måtte komme med det samme. Hun sagde også, at hvis vi skulle giftes, skulle det være nu, siger Maria.

Chokket fik Maria til at knække helt sammen, men hun fik hurtigt samlet sig og gav besked til sine forældre og søster om, at hun ville tage ind til sygehuset med det samme, og at de også skulle komme.

Viet på hospitalet

Halvanden time efter at Maria havde fået opkaldet fra sin svigermor, stod der en præst inde på Jonas’ stue, og både hans og Marias nærmeste familie var samlet omkring hospitalssengen. Afdelingens personale havde sørget for champagne og kage.

Jonas måtte ikke få smertestillende medicin, mens vielsen stod på, fordi han skulle være helt klar mentalt, når han gav sit ”ja”.

Her er parret netop blevet viet på hospitalsstuen på Næstved Sygehus med den nærmeste familie som vidner
Her er parret netop blevet viet på hospitalsstuen på Næstved Sygehus med den nærmeste familie som vidner Foto: Privatfoto

Maria var klar over, at Jonas var i store smerter, så hun var lettet over, at selve ceremonien var overstået ret hurtigt. Men det gjorde ikke oplevelsen mindre.

– Det var så smukt, og det betød meget for os begge, at vi nåede at blive gift. For han skulle være min mand, og jeg skulle være hans kone. Sådan skulle det være, siger Maria med bevæget stemme.

Fordi brylluppet fandt sted så pludseligt, en lørdag eftermiddag, havde der ikke været tid til at købe vielsesringe. Så om søndagen aftalte Maria med Jonas, at hun skulle gå ned til en smykkebutik dagen efter og kigge på ringe.

– Heldigvis kendte jeg én, der arbejdede i butikken, så jeg fik lov til at tage to forskellige sæt ringe med op på hospitalet og vise dem til Jonas. Da jeg tog den første på, sagde Jonas: ”Adr, hvor har du tykke fingre, Putter!” Så dén ring skulle det i hvert fald ikke være, siger Maria med et grin og fortsætter.

– Da jeg spurgte ham, hvad han syntes, der skulle stå i ringene, sagde han med sin sædvanlige sorte humor: ”Påtvunget ægteskab”. Men vi blev til sidst enige om, at der skulle stå ”Putter” i begge ringe, fordi det var vores fælles kælenavn til hinanden.

Fredagen efter vielsen kunne Maria gå ned i butikken og hente de indgraverede ringe, så hun og Jonas kunne sætte dem på hinandens ringfingre.

Dagen efter, lørdag den 15. marts 2014, døde han. Ægteskabet varede i præcist en uge.

Mandagen efter vielsen på hospitalet fik Maria bestilt et par vielsesringe med inskriptionen
Mandagen efter vielsen på hospitalet fik Maria bestilt et par vielsesringe med inskriptionen "Putter", et evighedstegn og datoen den 08.03.14. Foto: Privatfoto

– Jeg er glad for, at vi nåede at være gift så længe, for jeg troede helt ærligt ikke, at han ville overleve et helt døgn efter vielsen. Men det endte altså med, at han havde et mærke efter en vielsesring på fingeren efter sin død.

Da portørerne kom op på stuen for at køre den afdøde Jonas ned til ligrummet, stod hele afdelingens personale inklusiv lægerne på rad og række på gangen og vinkede efter ham. Der var ikke én af dem, der havde tørre øjne, fortæller Maria.

Om torsdagen i den efterfølgende uge blev Jonas bisat på en kirkegård i Fakse Ladeplads. Maria stod nogle få minutter ved gravstedet, før hun måtte skynde sig væk derfra. Det var for hårdt.

Der skulle gå tre år, før hun satte sine ben der igen.

En ulykke kommer sjældent alene

I tiden efter Jonas’ død var Maria dybt ulykkelig, og i de første dage efter bisættelsen boede hun hos sin mor på Samsø. I det halvandet år, hvor Jonas havde været syg, var det Maria, der havde haft rollen som den stærke. Nu kunne hun endelig vise sig fra sin svage side og græde ud.

– Min mor sagde til mig, at jeg roligt kunne lægge min telefon fra mig nu. For der var ikke længere nogen fare for, at der kom et alarmopkald. Og det var lidt en lettelse.

Efter to ugers sygemelding og nogle sessioner hos en psykolog vendte Maria tilbage på sit arbejde på nedsat tid. Hun havde brug for at have noget konkret at forholde sig til i hverdagen, hvor hun fortsat boede i sin og Jonas’ lejlighed i Næstved.

.Maria og Jonas var udadskillige fra første øjeblik, de mødte hinanden. Men de havde ikke forudset, at alvorlig sygdom kunne spolere deres lykke totalt. Video: Susanne Nielsen

Men bare halvanden måned efter Jonas’ død kom endnu en ulykke ind i Marias liv. Hendes mor faldt ned af en trappe og fik kraniebrud. Det var så alvorligt, at hun blev lagt i koma.

Endnu engang gik Maria helt i sort og måtte sygemeldes fra sit arbejde.

– Jeg kunne slet ikke håndtere min mors ulykke. Så jeg ringede til min far og sagde, at jeg var midt i en sorgproces, og at han måtte tage sig af min mor.

– Jeg tror faktisk, at ulykken fik mig til at indse, at jeg skulle fokusere udelukkende på mig selv. Og det førte til, at jeg et par måneder efter rejste til Canada for nogle af de penge, jeg havde arvet efter Jonas, uden returbillet eller en fast hjemrejsedato.

Turen til Canada

Som udgangspunkt ville Maria tilbringe et halvt års tid i skiresortet Panorama i Rocky Mountains, hvor hun blandt andet skulle arbejde som tjener. Planen var, at hun ved samme lejlighed skulle lære at stå på ski.

Men efter at have tilbragt vinterhalvåret her, fik hun lyst til også at opleve en sommer i Canada. Så hun rejste lidt rundt og boede så et halvt år i Vancouver, hvor hun tog forskellige vikarjob.

Efter at have været et par måneder hjemme i Danmark, hvor hendes mor heldigvis var ved at komme til hægterne, rejste hun tilbage til Canada igen.

For at få sorgen over Jonas - og sin mors faldulykke - på afstand tog Maria til Canada, hvor hun blandt andet arbejdede på et skiresort.
For at få sorgen over Jonas - og sin mors faldulykke - på afstand tog Maria til Canada, hvor hun blandt andet arbejdede på et skiresort. Foto: Privatfoto

I anden omgang af sit Canada-eventyr vendte Maria tilbage til Rocky Mountains, men denne gang til et andet skiresort i den nordligere beliggende nationalpark Jasper.

Selv om hun nu ikke længere havde Jonas’ vielsesring hængende i en kæde om halsen, fyldte han stadig meget i hendes hverdag. Så da hun mødte en sød fyr på skiresortet, var hun endnu ikke parat til at give slip på kærligheden til sin afdøde mand.

– Jeg talte om Jonas cirka 25 gange om dagen, og det var selvfølgelig ikke acceptabelt, når jeg havde mødt en ny mand. Da vi havde været sammen i omkring syv måneder, sagde han ligeud, at han følte sig sat på en andenplads, og at han ikke ville fortsætte med at være kærester med mig, siger Maria Samsø og tilføjer.

– Heldigvis holdt vi kontakten, og i dag er han en af mine bedste venner. Han er nok den, der kender mig allerbedst.

Vil lære at elske igen

I maj 2016 rejste Maria hjem til Danmark efter halvandet år i Canada. Hun var fast besluttet på, at der nu skulle ske en ændring i hendes liv, og at hun ville lære at elske igen.

Ved at deltage i tv-programmet ’Samme tid næste år’ satte hun sig selv en deadline på ét år til at føre sin målsætning ud i livet, og samtidig havde hun publikum og seerne som vidner på, om det lykkedes.

Maria Samsø Larsen (t.h.) sidder i studiet til optagelserne af 'Samme tid næste år' og taler med vært Cecilie Frøkjær om sit mål: At kunne elske igen.
Maria Samsø Larsen (t.h.) sidder i studiet til optagelserne af 'Samme tid næste år' og taler med vært Cecilie Frøkjær om sit mål: At kunne elske igen. Foto: Per Arnesen / TV 2

Men det skulle ikke blive helt så nemt, som hun håbede.

For bare det at være hjemme i Danmark igen bragte minderne om Jonas tilbage for fuld kraft. Når hun sad på sit kollegieværelse og kiggede på den silende regn gennem ruden, kom hun til at tænke på alle de regnvejrsdage, hvor hun og Jonas hyggede sig indendøre med masser af varm té.

Og selv når hun lå og sov, lurede han i underbevidstheden. En efterårsmorgen vågnede hun op efter et særligt slemt mareridt: Hun drømte, at Jonas døde i hendes arme.

Trods Maria Samsøs bestræbelser på at komme videre med sit liv efter Jonas' død bliver hun bremset af triste tanker og mareridt. Video: Susanne Nielsen

Tre gode ting

Alligevel var det minderne om hendes afdøde elskede, der hjalp hende med at bevare et positivt syn på trods af de forhindringer, hun stødte på i hverdagen. For hun og Jonas havde i de sidste par år, de levede sammen, udviklet en helt speciel ting, som de insisterede på at gøre hver eneste aften.

– Hver aften når vi sad i sofaen eller lå i sengen, skulle vi hver især nævne tre gode ting, som vi havde oplevet i løbet af dagen. Uanset hvor dårlig en dag, vi havde haft, skulle vi finde noget godt. Det gjorde, at vi generelt fik fokus på det positive i stedet for det negative.

Selv de dage, hvor Jonas havde været allermest dårlig, lykkedes det ham at finde tre lyspunkter.

– Jeg kan huske en aften, hvor han havde været til kemobehandling på Rigshospitalet og var meget træt, fordi han havde siddet i kø på vejen hjem. Der nævnte han som de tre gode ting, at han havde fået en Filur-is af personalet efter behandlingen, at han og jeg netop havde set hans yndlingsafsnit af ’Friends’, og at det allerbedste var, at jeg lå i sengen ved siden af ham, siger Maria, som siden Jonas’ død har bevaret tankegangen med at finde de positive sider af selv de mest negative oplevelser.

På date med en sød fyr

I december 2016 lykkedes det for første gang den nu 27-årige Maria at komme på date med en sød fyr, Anders, som hun mødte på en tur med nogle venner på Oslo-båden.

På samme måde som ved det allerførste møde med Jonas, faldt hun hurtigt og naturligt i snak med Anders, som hun umiddelbart følte sig tiltrukket af. Og allerede den første aften følte hun, at en snigende forelskelse var på vej.

Efter at have mødt en sød fyr på Oslobåden bliver Maria Samsø inviteret på date hjemme i København. Hun er allerede lidt forelsket. Video: Susanne Nielsen

Snart efter fulgte et par indledende dates hjemme i København, først på restauranten MASH og derefter i Tivoli.

– Det er gået rigtig godt. Jeg er blevet meget glad for Anders, sagde en strålende Maria i en video, som hun selv optog til ’Samme tid næste år’.

De første dates udviklede sig da også til et egentligt forhold, og Maria var parat til at engagere sig fuldt og helt i det. Også selv om hun havde planlagt at rejse til Australien 1. juli 2017 for at tage et semester af sin kandidatuddannelse der.

Til gengæld var Anders ikke parat til at satse på et fast forhold. Ifølge Maria mente han, at det hele var gået for hurtigt.

Et endeligt farvel

Den 15. marts 2017 – præcist tre år efter Jonas’ død – tog Maria Samsø Larsen for første gang efter bisættelsen hen til kirkegården i Fakse Ladeplads.

Bevæbnet med en af sine veninder sneglede hun sig med anspændte skridt og urolig mave hen ad de knasende stier på kirkegården. Indtil hun pludselig stod foran den lave, rektangulære buksbomhæk, der indrammede gravstenen for Jonas og hans far.

Bogstaverne på den store natursten slog sandheden fast med syvtommersøm, og synet fik straks følelserne til at vælde op i Maria. Tårerne trillede helt af sig selv ned ad hendes kinder.

– Det er ikke fordi, jeg er ked af det, at der kommer tårer. Det er bare fint, sagde hun til veninden, mens hun skiftevis tørrede det ene og det andet øje.

– Nu må jeg se at komme videre med mit liv, konkluderede hun, mest henvendt til sig selv.

Befriet for, hvad der føltes som ”tusindvis af kilo” fra sine skuldre, forlod Maria kirkegården igen. Det var det endelige farvel.

Ved synet af gravstenen for Jonas og hans far, som også døde ung, erkender Maria endelig - tre år efter Jonas' død - at hun må lægge sorgen bag sig og komme videre.
Ved synet af gravstenen for Jonas og hans far, som også døde ung, erkender Maria endelig - tre år efter Jonas' død - at hun må lægge sorgen bag sig og komme videre. Foto: TV 2-screendump

Sorgen er blevet til et savn

I dag sidder Maria Samsø Larsen på et kollegieværelse i Sydney, Australien, hvor hun som planlagt har opholdt sig siden 1. juli.

Hun har endnu ikke mødt kærligheden, men til gengæld har hun gennemgået en stor udvikling i det forløbne år.

Minderne om sin elskede, afdøde mand, Jonas, har længe afholdt Maria fra at kaste sig helhjertet ud i en ny kærlighed.
Minderne om sin elskede, afdøde mand, Jonas, har længe afholdt Maria fra at kaste sig helhjertet ud i en ny kærlighed. Foto: Privatfoto

– Jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Og jeg er ærlig over for andre omkring det. Jeg kaster mig ikke ud i forhold, som jeg ikke kan se en fremtid i, siger hun.

Sorgen over Jonas er efterhånden også kommet på afstand.

– Jeg bliver ikke trist på samme måde mere. Selvfølgelig mindes jeg ofte Jonas i mange situationer, men jeg har også fundet ud af, at han altid vil være hos mig, og at jeg ikke kan blive ved med at være ked af det.

Hvad angår de nærmeste fremtidsplaner, så gælder det for Maria om, at hun om nogle måneder skal hjem til Danmark igen og skrive speciale på sin kandidatgrad i revision. Og denne gang har hun en returbillet.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Danmark og indrette et hjem med mine egne ting og møbler. For jeg har jo levet i en kuffert i de seneste tre år. Så nu trænger jeg til en fast base.

Mød Maria Samsø Larsen og en række andre modige danskere i 'Samme tid næste år' mandag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.