Anmeldelser af den nye iPhone X tikker ind - her er dommen

Fredag rammer Apples dyreste smartphone butikkerne. Her er plusserne og minusserne.

Udvalgte anmeldere har allerede nu fået fingrene i den både dyre og hypede iPhone X, der udtales iPhone ten. 

Tech- og gadgeteksperten David Guldager har fulgt med i skriverierne.

- De siger allesammen, at det her er fremtidens iPhone. Den ser længere frem, end andre modeller tidligere har gjort, siger han og nævner måden, man styrer telefonen på, siger han. 

De største forandringer fra ældre modeller til den nye iPhone X er, at den klassiske hjem-knap er væk, og en ansigtgenkendelse lukker mobilen op.

Anmelderen fra Mashable kalder det "begyndelsen til noget nyt". 

- Selv hvis du ikke vil have en iPhone X, så opfordrer jeg dig til at være opmærksom. For alt hvad iPhone X er, fungerer som en vejviser for fremtidige iPhones. 

Det er dog ikke alle, der er lige tilfredse med den manglende hjem-knap. 

CNN's anmelder skriver eksempelvis, at det ikke er særlig "tommelfingervenligt" at få kontrolcenteret frem på skærmen.

Ved en præsentation for pressen forsøgte en besøgene at bruge funktionen Face ID på den nye iPhone X.
Ved en præsentation for pressen forsøgte en besøgene at bruge funktionen Face ID på den nye iPhone X. Foto: THOMAS PETER / Scanpix Denmark

3D-emojis og Face-ID

Det er Apples dyreste smartphone hidtil med priser fra knap 9000 til over 10.000 kroner alt efter lagerkapacitet. 

- Plusserne ser ud til at være selve telefonens design. Det er en langt større skærm, og den skulle være skarp, flot og utrolig farverig. Nogle fremhæver 'animojis' som en sjov detalje, hvor man bruger 3D-kameraet til at lave emojis, siger David Guldager. 

Afstemning

Der, hvor telefonen kan skuffe, er eksempelvis med det såkaldte Face-ID, som i visse situationer fejler. Anmelderen fra The Verge havde problemer med funktionen i skarpt sollys, hvor han skulle finde skygge eller holde telefonen tættere på ansigtet for at få den til at virke. 

- Den gode nyhed er, at Face ID for det meste virker fint. Den dårlige er, at nogle gange gør den ikke, og du er helt sikkert nødt til at justere den måde, du bruger din telefon på, skriver anmelderen.

Hvad laver den der?

David Guldager fremhæver desuden en designdetalje på skærmen, som han gerne havde været foruden.

Det er en sort knap med scanneren, der bruges til ansigtsgenkendelse. Den danske Tech- og gadgetekspert tror ikke, at den meget designbevidste Apple-stifter Steve Jobs, der døde i 2011, ville have godkendt det i sin tid. Det kritikpunkt nævner flere anmeldere. 

- Det virker underligt, at man har en flot, stor skærm, og så sidder der en sort kant på toppen, som irriterer øjet, siger David Guldager.

Magasinet Wireds anmelder roser smartphonen, som han skriver har et fantastisk kamera, et dejligt design og en smuk skærm. Alligevel vil han ikke anbefale den til folk, der i forvejen har en nyere model: 

- Udover looket er der indtil videre ikke de vilde grunde til at opgradere fra en iPhone 8 eller selv en 7. Men jeg kan mærke potentialet, skriver tech-mediet. 

Det er denne sorte funktion, der skaber undren.
Det er denne sorte funktion, der skaber undren. Foto: JOSH EDELSON / Scanpix Denmark

Android-konkurrent har flere ligheder

En konkurrent til den nye mobil er den aktuelle Galaxy Note 8 fra Samsung, der med en pris på knap 8000 kroner har flere lignende funktioner. 

- Det er en hurtig telefon med et godt kamera og en fantastisk flot skærm. Skærmmæssigt og tanken med, at der ikke er nogen fysisk hjem-knap er den samme hos dem begge, siger David Guldager. 

Selvom den nyeste iPhone kommer i handlen på fredag, så skal man ikke føle sig sikker på at få den med hjem, hvis man ikke har planlagt købet. 

- Den har været så hårdt presset i produktionen, så hvis ikke man har forudbestilt en, så tror jeg ikke, at man skal regne med at kunne købe en på fredag, siger David Guldager.