I to ud af fem hjem kan børn få fingre i farlig kemi - sådan sikrer du dem

Ny undersøgelse afslører, at mange af os har rengøringsmidler, medicin og kemikalier lige i børnehøjde.

For små børn er hjemmet fuld af eventyr og opdagelse. Men der lurer også farer rundt omkring i landets boliger.

Med rengøringsmidler, opvasketabs, håndkøbsmedicin og lignende er flere boliger fulde af ting, der kan både syre og ætse.

For eksempel kender sygeplejerske Camilla Gaardbo Christensen en familie, hvis søn spiste opvasketabs, som ætsede svælget og næsten gav ham hjertestop.

Sønnen er i dag uden for livsfare, men har modtaget over hundrede operationer i halsen.

To ud af fem familier

Netop den slags historier er en af grundene til, at Camilla Gaardbo Christensen anbefaler alle voksne at komme ned i børnehøjde og kravle huset kritisk igennem efter farlige ting, børn kan proppe i munden og i maven.

En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser nemlig, at to ud af fem børnefamilier stiller rengøringsmidler og farlige kemikalier i skabe og skuffer, hvor børn nemt kan få fat på dem.

- Man har jo så meget at tænke over som småbarnsfamilie. Vi ved jo godt, de er farlige, men vi når ikke at gøre noget ved det, før lillemanden sidder med afløbsrensen i flaben, siger Camilla Gaardbo Christensen.

Sådan børnesikrer du dit hjem mod kemi

Køkken- og rengøringsskabet

Foto: Katrine Damkjær / Scanpix Danmark
Alle ting skal over børnehøjde. For eksempel alt det, vi har under køkkenvasken: Opvasketabletter, afspændingsmidler, rengøringsmidler, afløbsrens og så videre.
Anse for en sikkerheds skyld samtlige produkter som skadelige for de små.

Badeværelset

Foto: Scanpix
Sørg for at wc-rensen ikke står ved siden af toilettet, og at børnene ikke drikker af opsamlingsskålen under toiletbørsten.
Også toiletblokken på indersiden af wc-kummen bør man holde øje med. Den ofte farverige genstand er spændende for mange børn.

Håndtasken

Foto: Andreas Beck / B.T/BM/Scanpix
Mange glemmer at sikre håndtasken, som ofte bliver smidt halvåben på en stol efter en lang arbejdsdag.
Her bør man især fjerne håndkøbsmedicin, såsom hovedpinepiller eller hjertemagnyler, der ofte er formet som små hjerter, og derfor ikke ser farlige ud for børn.

Foruden at være sygeplejerske ejer hun førstehjælpsfirmaet Små Liv, som er rettet mod børn. Og hun anbefaler, at man først og fremmest flytter de farlige kemikalier over børnehøjde.

Derudover kan man med fordel sætte børnesikringer på låger og skuffer. Og vil man indendørskemien helt til livs, anbefaler sygeplejersken også jævnligt at lufte godt ud i stuerne.

Når skaden er sket

Skulle uheldet være ude med de mere kradse kemikalier, såsom rengøringsmidler, opvasketabs og medicin, anbefaler sygeplejerske Camilla Gaardbo Christensen, at man som forælder forsøger at bevare roen:

- Det er jo tit det svære, men sæt dig ned og hold dit barn roligt. Få det trøstet stille og roligt, hold øje med bevidsthedstilstanden og få ringet efter noget hjælp.

Hjælpen kan nås ved at ringe til 112 eller Giftlinjen på 82121212.

Afstemning

Indtil da bør man med sin lillefinger fjerne eventuelle rester i børnenes mund og som udgangspunkt give dem et glas vand til at fortynde kemikalierne, til hjælpen når frem.

Man bør hverken vende børnene på hovedet eller give dem for meget at drikke, for hvis de kaster op, risikerer man, at eventuelt ætsende væsker ryger igennem svælget endnu engang.

Ulykken tager tid

Desuden fremhæver Camilla Gaardbo Christensen, at der for mange kemikalier går noget tid efter indtagelse, inden symptomerne viser sig.

- Så vi har en forfærdelig tid, hvor de kan komme kravlende ind igen. Man kan sidde og give dem leverpostejmadder eller i værste fald putte dem til at sove – og lige pludselig bliver de voldsomt dårlige eller besvimer, siger hun.

- Man tænker: ”Hvad er det, der sker”, og først når man ringer 112, bevæger sig ud i gangen og finder håndtasken, opdager man, hvad der er sket.

Læs mere om kemi i børnehøjde på Miljøstyrelsens hjemmeside.