Det kan koste 2,1 millioner at vente 10 år med sin pension - og 700.000 at vælge den forkerte

I samarbejde med Nordea

Det kan være dyrt at gå med livrem og seler. Vi spurgte to kommende pensionister om, hvad de ville råde et ungt menneske til at gøre.

Hvad ville du råde et ungt menneske til?

Det spørgsmål stillede vi Birgit Hanni Jäneke Petersen og hendes mand Søren Bannow Petersen, der bor i Gladsaxe.

Det er samtidig et spørgsmål, som lønmodtagere ikke kan stille sig selv for tidligt. For der er potentielt flere millioner kroner at hente, når du skal vælge den rette pension.

Din pension handler groft sagt om to ting. Risiko og startdato. For lønmodtagere betaler det sig at sætte skub i pensionen i en ung alder. Dermed får renters rente flere år at løbe på, og afkastet bliver større.

Du kan også få et højere afkast, hvis du vælger en højere risiko. Og det er der ikke særligt mange danskere, der gør, mener Jørgen Svendsen, der er partner og uvildig rådgiver hos konsulentvirksomheden AFPR. Se med her:

Uvildig rådgiver hos AFPR Jørgen Svendsen forklarer, hvordan du får mest muligt ud af din pensionsopsparing. Video: Michael Leander Bech Særkjær

- Renters rente betyder alt for at få et godt afkast, og det får du kun, hvis du tør at tage en risiko, siger Jørgen Svendsen i videoen ovenover.

Birgit Hanni Jäneke Petersen, der er 57 år gammel og arbejder på en friskole, kan ikke huske, hvordan hendes risikoprofil så ud, da hun startede sin pension for snart 30 år siden. Men hun fastslår, at hvis hun var 25 år igen, så ville hun vælge en profil i midten – med lige dele aktier og obligationer.

PENGE I PRIVATEN

Dette er den ottende artikel i serien 'Penge I Privaten', der præsenteres i samarbejde med Nordea.

I denne serie fokuserer vi på danskernes økonomi og blandt andet svarer på, hvorfor singler får mindre i løn, hvor meget danskerne bruger på at hygge sig, hvorfor en opsparing mister værdi, og hvor let det er få den til at yngle via investering. 

For at besvare disse spørgsmål følger vi fire familier, som inviterer os ind i deres liv og vaner. De får råd og vejledning af eksperter til, hvordan de optimerer deres økonomiske potentiale, og hvordan de får overskud i 'Penge i Privaten'.

Hendes mand, den 62-årige salgskonsulent Søren Bannov Petersen, er enig – og han går i dag mere forsigtigt til værks. Han skal snart tage hul på sin pensionsopsparing. Og som han selv siger:

- Det vil være møgærgerligt at miste det hele.

Det er der fornuft i. Men der er også fornuft i for unge mennesker at påbegynde deres pension så tidligt som muligt og vælge en høj risiko. For der er potentielt mange millioner kroner at hente.

Jo længere tid der er til, at pensionen skal bruges, jo højere vægt af aktier kan du have

Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet

- Forskellen på, om du starter din pension som 30-årig eller 40-årig, er nemlig altafgørende for beløbets størrelse, siger administrerende direktør og rådgiver i Miranova Rune Wagenitz Sørensen, der giver uvildig rådgivning i formuepleje. Se med her:

Formuepleje-rådgiver Rune wagenitz Sørensen forklarer, hvordan lønmodtagere får mest muligt ud af deres pension. Video: Michael Leander Bech Særkjær

En gennemsnitlig pensionsopsparing med et årligt afkast på fem procent vil ende på 4,8 millioner kroner, hvis du begynder, når du er 30 år og slutter, når du er 67 år. Hvis du først påbegynder din pensionsopsparing, når du er 40 år, har du 2,1 millioner kroner, påpeger Rune Wagenitz Sørensen.

- En god tommelfingerregel er, at du som pensionist får udbetalt 60 procent af den løn, du havde, før du gik på pension, siger Rune Wagenitz Sørensen.

Pensionstyper

Offentlige og lovbestemte pensioner: Folkepension, efterløn, førtidspension, arbejdsmarkeds tillægspension, supplerende arbejdsmarkedspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. 

Arbejdsmarkedspensioner: Baseres på kollektiv overenskomst på et fagområde eller gennem aftaler på den enkelte arbejdsplads.

Individuelle pensioner: Supplement til andre pensionsordninger og af selvstændige erhvervsdrivende, der ikke er omfattet af andre pensioner.

Tjenestemandspension: Særlig type arbejdsmarkedspension for tjenestemænd, der er offentligt ansat. Regler og beløb er fastsat ved lov.

Kilde: forsikringogpension.dk

Flere unge har dog fattet et vink med en vognstang. Indbetalinger blandt pensionskunder i 30'erne er siden 2010 steget med 16 procent hos Nordea Liv og Pension. Går målingen tilbage til 2005, så er der sket en stigning på 42 procent.

Det kommer i kølvandet på en undersøgelse, som Epinion har foretaget for PFA Pension, der viser, at tre ud af fem 25-50-årige ikke regner med, at folkepensionen eksisterer, når de skal modtage udbetalingerne – og derfor lægger ekstra til side andetsteds.

Det er kun hver 10. pensionskunde i alderen 25-44 år, der vælger den højeste risikoprofil hos PFA Pension. 6 ud af 10 får en 'middelprofil' tildelt gennem deres arbejdsplads.

Mange får aldrig skiftet, og derfor risikerer de at gå glip af en formue.

En gennemsnitlig pensionsprofil med højeste risiko vil over en livstid have 700.000 kroner mere end en pensionsprofil med laveste risiko, viser en prognoseberegning fra PFA Pension.

Rune Wagenitz Sørensen fortæller, at når lønmodtagere vil investere med deres pensionsopsparinger, så er de deres egen største modstandere. 

Han fremhæver også, at de, der vil investere, skal tage en beslutning og have is i maven, selv når bølgerne på aktiemarkedet går højt. For set over en historisk periode, så går værdien af aktierne statistisk set kun én vej. Op.

Når du skifter risikoprofil og forvaltere ofte, så koster det penge hver gang, og det går udover dit årlige afkast. Det er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet Louise Skjødsholm enig i, men...

Aktier og obligationer

  • Aktier er ejerandele af virksomheder. Der skelnes mellem A- og B-aktier, der giver forskellige rettigheder. Når det går godt i en virksomhed, får du et positivt udbytte for din ejerandel. Og omvent. Derfor forbindes aktier ofte med at have en høj investeringsrisiko.
  • Obligationer er derimod værdipapirer, der kan være udstedt af staten, erhvervsselskaber eller realkreditinstituter. Det er udstederen, der er garant for obligationen. Derfor er de mere sikre end aktier. Risikoen er lav. Det er udbyttet som oftest også.

- Den risiko, du vælger, indbefatter også en masse andet, som hvordan din øvrige økonomi ser ud, og om du rent mentalt er villig til at investere, hvor du både kan vinde og miste, siger hun og tilføjer:

- Ligger du søvnløs om natten, fordi du tænker på, at det går op og ned, skal du måske spille mere sikkert.

Hun pointerer, at ’risiko’ i grove træk kan inddeles i tre grupper. Hun anbefaler, at 25-49-årige bør tage en risikoprofil hos deres pensionsselskab, som er høj – altså, som har mange aktier. De 49-59-årige bør drosle ned på aktierne og finde et leje i midten. Endelig bør de 59-69-årige spille mere sikkert og have en lav risikoprofil.

Sådan lyder rådene fra eksperterne - Louise Skjødsholm, Rune Wagenitz Sørensen og Jørgen Svendsen. Men hvad ville du selv råde et ungt menneske til?

Det fik vi Birgit Hanni Jäneke Petersen og hendes mand Søren Bannow Petersen, som snart skal nyde deres otium, til at svare på.

Derfor: Kære unge menneske...

square to 16x9
Søren giver råd nummer et. Foto: Mads Dissing / Sjort

- Jeg vil anbefale, at du ikke tager en kassekredit, fordi den kan løbe løbsk. Det kan blive meget dyrt i den sidste ende på grund af renterne, siger Søren Bannov Petersen.

square to 16x9
Birgit giver råd nummer to. Foto: Mads Dissing / Sjort

- Jeg synes, du skal investere i et sommerhus, hvor du kan tilbringe ferierne med familien. Det har givet os rigtig meget sammenhold i familien og mulighed for at være sammen på en anden måde, siger Birgit Hanni Jäneke Petersen.

square to 16x9
Søren giver råd nummer tre. Foto: Mads Dissing / Sjort

- Få fat i en god pensionsopsparing. Jeg tror ikke på, at man kan leve af folkepensionen, så jeg er overbevist om, at det er vigtigt at lægge en del til side, mens man arbejder, fastslår Søren Bannov Petersen.

square to 16x9
Birgit giver råd nummer fire. Foto: Mads Dissing / Sjort

- Vi lavede i sin tid en børneopsparing til vores piger, og det har vi alle været rigtig glade for. Jeg synes, at en børneopsparing er en god idé – til både børn og børnebørn, pointerer Birgit Hanni Jäneke Petersen.

Opdateret den 27-11-2017: Præcisering af tal og nyt forsidebillede.