Regler og røgalarmer - her er fem gode råd til en brandsikker jul for børnene

16x9
Adventskransen er en af de brandfarer, der venter ved juletid. Foto: Børneulykkesfonden

Julen er højsæson for hygge og levende lys – men også for udrykninger hos brandvæsnet.

Snart danser flammen lystigt på kalenderlyset og spreder duft af julehygge, mens familien finder sammen.

Men med juledekorationer, levende lys og brunkager i ovnen er der også fare for røg, ildebrand og et besøg af brandvæsnet. Særligt med små børn i huset.

Tre ud af fem forældre til børn på tre til fem år stiller nemlig ofte julepynt med levende lys inden for de smås rækkevidde. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden.

Samtidig har færre end hver fjerde forælder med børn i samme målgruppe aldrig snakket om, hvad man gør i tilfælde af brand i hjemmet.

Men det er vigtigt at have klare aftaler om, hvordan man omgås levende lys, mener Børneulykkesfondens generalsekretær, Henriette Madsen.

- Mange børn har en naturlig fascination af ild – det ser flot ud, og så føles det lidt spændende, siger hun.

Huskeregler og alarmlyde

Hun anbefaler, at man for eksempel lærer sit barn, at ’den der tænder, slukker’, så kalender- og adventslys ikke bliver glemt, når familien skal ud af døren.

Samtidig anbefaler hun forældrene at lære deres børn om røgalarmer. Undersøgelsen fra Epinion viser nemlig også, at kun omtrent hver tredje forælder til børn mellem tre til fem år, som har vist de små, hvor alarmen sidder, og hvordan den lyder.

- Voksne tænker ikke altid over, at børn ikke nødvendigvis ved, hvad hyletonen fra røgalarmen betyder – det er noget, de skal lære, ligesom så meget andet, siger Henriette Madsen.

Afstemning

Ifølge undersøgelsen fra Epinion har knap fire ud af fem børnefamilier en røgalarm installeret, men kun lidt over hver fjerde af dem tjekker batterierne en gang om måneden eller oftere.

Men det er vigtigt både at have en røgalarm og jævnligt kontrollere, at den virker, fortæller Marcello Francati, forebyggelseschef og brandinspektør i Hovedstadens Beredskab:

- Vi anbefaler derfor, at man gør det til en rutine at tjekke sin røgalarm, for eksempel hver gang man har været på ferie eller en fast dag om måneden. Så husker man at få det gjort, og hele familien kan sove roligere om natten.

Fem råd til en brandsikker jul for de små

Hold altid opsyn med børn og levende lys.

Lav en aftale om, at den, der tænder lysene, også slukker dem igen.

Tal med børn om brug af levende lys, og hvad I gør i tilfælde af brand.

Hav altid vand i nærheden, for eksempel i vandkande, spand eller blomsterforstøver. Tæpper og tøj kan også bruges til brandslukning.

Tjek røgalarmen. Gør det jævnligt og sammen med børnene, så alle kender lyden.