Der er mange penge at tjene, når du dropper frygten for aktier - sådan gør du

I samarbejde med Nordea

Danskerne går glip af flere milliarder kroner, fordi de ikke forstår sig på aktier.

- Da vi var yngre, meget yngre, var de såkaldte skibsaktier meget populære. Vi kendte nogen, som kom meget galt af sted med dem, og det har sat en stor skræk i vores liv, siger Søren Bannov Petersen, der bor i Gladsaxe med sin kone Birgit Hanni Jäneke Petersen.

Ægteparret er blandt de mange danskere, som ikke køber aktier. 

Faktisk er det kun hver syvende dansker, der ejer aktier som privat investor. Det fremgår af en markedsstatistik fra 2016 af Investeringsfondsbranchen, IFB.

Men de danske aktiehandlere - ligesom Gladsaxe-ægteparrets bekendte - griber det forkert an. 

Den gennemsnitlige danske aktieejer har kun to aktier. Det er alt for lidt, påpeger en rapport af CBS-professoren Jesper Rangvid, der også pointerer, at man som tommelfingerregel bør have omkring 30 spredte aktier i forskellige sektorer og brancher.

Men den tommelfingerregel følger de færreste danskere, og derfor går de glip af mange penge. 

- Vores undersøgelse viser, at danskerne kunne øge deres afkast med mere end to milliarder kroner om året, siger han til TV 2 Business i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

Det er jo et lotteri. Enten vinder du, ellers gør du ikke

Søren Petersen

Men Birgit Hanni Jäneke Petersen og Søren Bannow Petersen, der har været gift i 36 år, er stadig mistænkelige ved aktier.

Danskerne kunne øge deres afkast med to milliarder kroner om året

PENGE I PRIVATEN

Dette er den tiende artikel i serien 'Penge I Privaten', der præsenteres i samarbejde med Nordea.

I denne serie fokuserer vi på danskernes økonomi og svarer blandt andet på, hvorfor singler får mindre i løn, hvor meget danskerne bruger på at hygge sig, hvorfor en opsparing mister værdi, og hvor let det er få den til at yngle via investering. 

For at besvare disse spørgsmål følger vi fire familier, som inviterer os ind i deres liv og vaner. De får råd og vejledning af eksperter til, hvordan de optimerer deres økonomiske potentiale, og hvordan de får overskud i 'Penge i Privaten'.

- Det er et lotteri. Enten vinder du, ellers gør du ikke, siger Søren Petersen. Hans kone understreger også, at aktier aldrig har været vejen frem for dem.

- Jeg synes, det har været kompliceret. Så kompliceret, at vi ikke turde gøre noget.

Der er altid en risiko forbundet med køb og salg af aktier. Men de seneste 10 år viser, at afkastet på aktier i gennemsnit har været 7,3 procent. Det fremgår af tal fra IFB.

Ingen banker i Danmark kan prale af at have så høje afkast på normale konti, hvor renten er mellem 0 og 0,7 procent.

Administerende direktør og rådgiver hos Miranova Rune Wagenitz Sørensen, der tilbyder uvildig formuepleje, forklarer, hvorfor aktier ikke er så farlige, som de ofte mistænkes for at være:

- Nogle tror, at de kan tabe det hele på gulvet, men det er svært at forestille sig, at en bred portefølje vil gå i nul. Det vil jo svare til, at alle verdens værdier vil gå i nul.

Uvildig rådgiver i formuepleje Rune Wagenitz forklarer, hvordan 'risiko' kan opfattes. Video: Michael Leander Bech Særkjær

Hvis du havde investeret 10.000 kroner for 10 år siden, ville du i år have haft 20.225 kroner. Og havde du brugt én million kroner på aktier, havde du i dag haft 2.022.500 kroner.

Uanset beløbet vil der over en 10-årig periode være sket en fordobling.

Hvis du vil være smart og score mange penge på aktier, så find en anden hobby

Økonomibogforfatter og CBS-professor Michael Møller

Det kan bogstavelig talt betale sig at vide, hvordan du skal gå til aktiemarkedet.

Nedenfor forklarer rådgiver i konsulentvirksomheden AFPR Jørgen Svendsen, hvordan du kan forholde dig til at købe og sælge aktier:

Rådgiver hos konsulentvirksomheden AFPR Jørgen Svendsen forklarer, hvordan aktiemarkedet fungerer. Video: Michael Leander Bech Særkjær

AKTIV ELLER PASSIV?

Der findes både 'passive' og 'aktive' investeringsforeninger.

  • Aktive investeringsforeninger tror på, at de kan få et bedre afkast ved at handle aktivt med aktierne. Her er folk ansat til at analysere markedet og reagere herpå. De vil som oftest tage et gebyr for at handle med dine aktier. 
  • Passive investeringsforeninger har mange hundrede aktier, som de følger med digitale analyseprogrammer. Derfor 'passiv'. Disse er som oftest billigere at investere igennem end de aktive.  

Som Jørgen Svendsen påpeger i videoen, er der to måder at gå til aktier på.

Den første er den passive investeringsforening, som kan være ganske billig - men som også giver et mindre afkast.

Den anden er at investere i en smal vifte af danske, solide aktier, som du selv følger, køber og sælger - denne metode er dog mest risikofyldt.

I begge henseender er der nogle grundlæggende principper, som du bør overholde, siger Michael Møller, CBS-professor med private finanser som hovedområde:

- Bliv i den bank, hvor du er nu. Køb og behold din aktier, og vær herefter passiv i mange år. Aktier er en langsigtet investering. Hvis du vil være smart og score mange penge på aktier, så find en anden hobby.

Nedenfor har vi samlet fire råd, som klæder dig sikkert på til dine første investeringer - og hvad du skal være særligt opmærksom på som aktie-amatør:

Aktier - der er fire ord, som skal sidde på rygraden

Ydmyghed

Når du handler aktier med frie midler, skal du købe for at beholde. Det nytter ikke noget at købe og sælge fra dag til dag, da transaktionerne har en række omkostninger. Du skal forholde dig ydmyg, træffe en beslutning – og så skal du ikke skænke den en tanke de næste mange år.

Omkostninger

Du kan holde omkostningerne nede ved at investere i en global lowcost-forening. Du finder de billigste ved at kigge på Investeringsfondsbranchens hjemmeside. Her skal du lede efter de foreninger, der har omkostninger for under en halv procent – og så skal du forholde dig passivt. 
 
Du kan også vælge at investere direkte i danske aktier - eksempelvis 20-30 forskellige større selskaber. Det er billigere end at eje aktier gennem en investeringsforening, fordi omkostningerne ved at have danske aktier i depot er tæt på nul, men du får ikke så stor risikospredning. Og hvis du vælger at investere direkte i danske aktier, skal du føre en passiv politik - altså købe for at beholde aktierne.
 

Skat

Når du ligger passivt, undgår du den fremskyndelse af skat, der kommer ved en aktiv investeringspolitik, og du mindsker risikoen for, at du ved slutningen af din aktionærkarriere står tilbage med et skattemæssigt underskud, du ikke kan bruge til noget.

Risiko

I en passiv investeringsforening får du mere end 100 globale aktier. Det gør, at dine risici er forholdsvis lave. Fletter du en buket af 20-30 danske aktier selv, så er der større mulighed for at miste penge – og vinde penge. Her er risikoen altså højere.