Studsede du også over denne detalje i 'Årgang 0'? Her er forklaringen

'Årgang 0'-Rachels mor, Theresia Treschow-Kühl, gav sin datter en Skype-rundvisning i den sydslesvigske præstebolig - og talte om ugler i baghaven.

I tirsdagens sæsonpremiere på 'Årgang 0' viste Theresia Treschow-Kühl rundt i sin nye præstebolig ved Tarp Kirke i Sydslesvig.

Rundvisningen var til ære for både hendes datter, Rachel, i Argentina og for seerne hjemme i stuerne. Men en enkelt sidebemærkning har nok vakt undren hos nogle:

- Kan du se det bur der bagerst i haven? Det er dér, mine ugler bor, sagde Theresia Treschow-Kühl, mens hun holdt computerens kamera rettet mod en større trækonstruktion i baghaven.

Der fulgte imidlertid ingen forklaring på, hvilke ugler der var tale om, og hvorfor de overhovedet var der.

Ugler overalt

Forklaringen er dog ganske enkel. For hele sognet, som Tarps danske kirke ligger i, kaldes Ugle Herred, og byvåbnet i Tarp Kommune har en ugle som symbol. Grunden er, at der fra gammel tid har været masser af hornugler i området.

Rundt omkring præsteboligen, som Theresia Treschow-Kühl nu har indtaget som sognepræst, går der en ugle-vandresti, som er anlagt for naturturisternes skyld.

Området omkring Tarp danske kirke i Sydslesvig har fra gammel tid vrimlet med hornugler. Så naturligvis bor der et hornugle-par i et bur ved præsteboligen.
Området omkring Tarp danske kirke i Sydslesvig har fra gammel tid vrimlet med hornugler. Så naturligvis bor der et hornugle-par i et bur ved præsteboligen. Foto: Polfoto

- Der er et stort naturområde heromkring. Men jeg ved ikke, om der stadig er mange ugler. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg hverken har set eller hørt noget til dem. Det er jo natdyr, og jeg bor her jo ikke, siger Theresia Treschow-Kühl til TV 2.

Hun har dog jævnligt været nede og kigge til det hornuglepar, som bor i buret bagerst i præsteboligens have. Det er ikke hendes opgave at passe dem. For det er der folk fra kommunen, der tager sig af.

- Lige nu står haven nærmest under vand – det har regnet og regnet. Og den flod, der løber forbi præstegården, står en meter over daglig vande. Så det er et stykke tid siden, jeg har været nede og kigge til uglerne. De er også rigtig svære at se, for de gemmer sig inde i mørket, forklarer hun.

Theresia Threschow-Kühl er her i gang med at lave en rundvisning i præsteboligen, så hendes datter, Rachel, kan følge med via en Skype-forbindelse fra Argentina. Bagerst i haven ses ugleburet (markeret med rød cirkel).
Theresia Threschow-Kühl er her i gang med at lave en rundvisning i præsteboligen, så hendes datter, Rachel, kan følge med via en Skype-forbindelse fra Argentina. Bagerst i haven ses ugleburet (markeret med rød cirkel). Foto: TV 2-screendump

Ugler har særlig betydning for familien

Men selv om ugleparret ved præsteboligen ikke er Theresia Treschow-Kühls egne husdyr, er det lidt et skæbnetræf, at hun nu er blevet præst i Ugle Herred. For den karakteristiske fugl med de store øjne har altid haft en særlig betydning for hendes familie.

- Vi kaldte altid min stedfar for en gammel ugle. Fordi han lignede en ugle og var lige så klog og vis, som man forbinder en ugle med at være. Jeg har også altid samlet på uglefigurer. Blandt andet fandt min mor en gammel keramikugle på et kirkeloft, som jeg har døbt Sofus Kirkeugle, og som jeg i dag bruger til undervisning ved børnegudstjenester, siger hun.

Et andet pudsigt sammentræf med det store fugledyr er, at Theresia og hendes mand, Lars Ellebye, har et vennepar i Tyskland, som hedder Euler til efternavn. "Eule" er det tyske ord for ugle.

Sådan ser den danske kirke i Tarp ud. Der er ikke noget, der hedder kirkeskat i Tyskland, men 200 betalende sognemedlemmer blandt det danske mindretal i Sydslesvig er med til at finansiere kirken. Til højre ses kommunens byvåben.
Sådan ser den danske kirke i Tarp ud. Der er ikke noget, der hedder kirkeskat i Tyskland, men 200 betalende sognemedlemmer blandt det danske mindretal i Sydslesvig er med til at finansiere kirken. Til højre ses kommunens byvåben. Foto: Tarp kommune

Pendler mellem Tarp og Aabenraa

På trods af at der er rigeligt med plads i præsteboligen ved den danske kirke i Tarp, har Theresia Treschow-Kühl endnu ikke overnattet dernede. Det skyldes først og fremmest, at hun foretrækker at komme hjem til apotekervillaen i Aabenraa.

- Det tager mig kun en halv time at køre hjem. Tarp ligger jo kun 20 kilometer syd for grænsen og er tættere på Aabenraa end Kolding, hvor vi tit går i biografen. Så det er ikke noget problem at pendle frem og tilbage. Men det er sjovt, at mange tror, der er så stor afstand. Det skyldes nok, at grænsen står enormt stærkt i vores bevidsthed, lyder det fra den 51-årige 'Årgang 0'-mor.

En anden grund til, at Theresia Treschow-Kühl ikke har overnattet i præsteboligen, er, at faciliteterne ikke er i orden.

- Der er ikke noget baderum, der fungerer. Så det er uegnet til beboelse, konstaterer hun.

Udover kirken i Tarp holder Theresia Treschow-Kühl også jævnligt gudstjenester i to andre kirker i Ugle Herreds pastorat. De ligger begge tæt ved motorvejen, så det er nemt for hende at komme rundt i bil.

Se andet afsnit af 'Årgang 0' mandag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.