Har du set dette håndtegn? Her er forklaringen

Et håndtegn spreder sig lige nu på de sociale medier. I virkeligheden er det næsten 40 år gammelt.

Olfert, sherifstjerne, mønt og et slag, hvis man ser en gul bil eller en 3x34.

Der findes et hav af dem. Lege, hvor formålet er at påføre hinanden smerte, og nu er en gammel en af slagsen pludselig tilbage for fuld styrke.

Legen kaldes The Circle Game eller ballgazing. Kort fortalt gælder det om at forme en cirkel med sin pege- og tommelfinger, og hvis man kan få sine venner til at kigge på den, må man give dem 'en lammer' - et udtryk for et hårdt, men venskabeligt, slag.

Denne tendens er dog rykket ud af klasselokalerne og ses nu overalt på de sociale medier og også på tv-skærmene.

Reglerne i The Circle Game

Den, der starter legen, samler tommel- og pegefinger og placerer dem et sted under hoftehøjde. 

Hvis nogen kigger på tegnet, må starteren give ham en lammer. 

Hvis man vil undgå at blive slået, kan man enten tilkendegive, at man har opdaget tegnet, men at man ikke vil kigge på det, eller – uden at kigge – stikke sin pegefinger ind i cirklen. Lykkes det, må man give starteren en lammer. 

Når starteren at gribe fat om pegefingeren, er det dog stadig ham, der har slåretten. 

Men hvad betyder tegnet, og hvor stammer det egentligt fra? Det kan du blive klogere på her.

Opstået i 80’erne

Selvom legens popularitet for alvor har taget fart de sidste par måneder, er det bestemt ikke en ny opfindelse.

I Danmark har den floreret ad flere omgange i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne, men det tyder på, at den er opstået i USA i begyndelsen af 80’erne.

Det amerikanske ungdomsmedie Vice har talt med manden, der påstår at stå bag fænomenet. Her fortæller han, at det var en leg, der opstod mellem ham og hans brødre, da de var børn i New Bremen i Ohio.

Også på TV 2 NEWS

Siden dengang har legen spredt sig til både Australien og Europa, og den har sågar været med i tv-serien ’Malcolm i midten’ i begyndelsen af 00’erne.

Og nu er den så blomstret op igen, men i denne omgang også på de sociale medier. Det kommer blandt andet til udtryk i flere tusinde Instagram-opslag.

Så sent som mandag ramte tegnet også skærmen på TV 2 NEWS, da en skoleklasse gik forbi i baggrunden, mens Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard, blev interviewet.

Hele tre elever laver tegnet til kameramanden – se situationen i videoen øverst.