Overrasket på landsdækkende tv efter operation i hjernen

I Carina Fagerlunds nye have er der også tænkt på hendes afdøde mor, som døde efter et langt kræftforløb.

Carina Fagerlund har bind for øjnene. Det har hun fået af sine kæreste Jan Rasmussen.

Han har ført hende ind i parrets have på Als. Under fødderne kan hun mærke de hårde sten, der grænser op til græstæppet.

Jan Ramussen begynder at tage bindet fra Carina Fagerlunds øjne. Hendes minde om en åben have med et enkelt træ, et gyngestativ, et legehus og en udsigt direkte over til naboen bliver med ét visket ud.

- Hvor er det vildt, siger en tydeligt berørt Carina Fagerlund.

Foran hende er haven forvandlet til en eventyrhave med et orangeri, to små bakker og en plantet hæk, der giver parret og deres to børn et privatliv i den nye have.

Indtil nu har haven ellers stået uberørt. Carina Fagerlund har nemlig været igennem et langt sygdomsforløb.

Hjernen nulstilles

Det startede i begyndelsen af 2017. Carina Fagerlund begyndte at døje med en voldsom hovedpine, som betød, at hun ikke kunne holde ud at være nogen steder. Hun gik til lægen, som sendte hende direkte videre til sygehuset. Herfra gik det stærkt.

På sygehuset fandt man en tumor i Carina Fagerlunds hjerne. Beskeden var alvorlig og kritisk. Derfor blev tumoren hurtigt efter opereret væk. Men selv om tumoren var væk, har bivirkningerne været hårde for Carina Fagerlund og hendes familie.

Efter have levet af suppe i tre uger efter operationen bestilte Carina Fagerlund mad fra McDonald's.
Efter have levet af suppe i tre uger efter operationen bestilte Carina Fagerlund mad fra McDonald's. Foto: TV 2

- Bare fordi de har fjernet tumoren, betyder det ikke, at hjernen begynder at fungere igen. Der var et halvt år efter operationen, hvor jeg havde så mange smerter, at det ikke var til at forestille sig, fortæller hun til TV 2 i februar 2018.

Carina Fagerlunds hjerne blev ”fuldstændigt nulstillet”, som hun selv udtaler det. Alle hendes sanseindtryk blev begrænsede.

Hun havde svært ved at være i dagslys, da det gjorde ondt i hendes øjne, og hendes øre var også meget påvirket efter operationen.

- Det filter man har, hvor man lukker andre lyde ude, har jeg ikke haft. Jeg har længe måttet mure mig inde med ørepropper, fordi jeg kunne ikke holde andet ud, siger Carina Fagerlund.

Endnu en tragedie

Ikke nok med at Carina Fagerlund var i gang med at kæmpe sin egen kamp for at komme tilbage til en normal hverdag. I juli 2017 døde et meget betydningsfuldt menneske i hendes liv. Carina Fagerlunds mor tabte kampen til kræften efter at have været igennem et langt kræftforløb.

- Det var den mest forfærdelige dag i mit liv. Hun var der altid, og det var virkelig hårdt selv at være syg og ikke kunne være der for hende, lige inden hun døde, siger hun.

Moderens død fylder stadig meget i Carina Fagerlunds liv, især mens hun kæmper med at blive rask.

Carina Fagerlund med sin nu afdøde mor.
Carina Fagerlund med sin nu afdøde mor. Foto: TV 2

I kølvandet på den svære tid Carina Fagerlund gik igennem, besluttede hendes kæreste sig for gøre noget godt for hende. Han ville overraske hende, så hun kunne få et ekstra skud lykke i sin hårde kamp for at komme tilbage til en normal hverdag.

- Det har været et hårdt og mørkt år, og nu fortjener Carina noget lys og opmuntring, fortæller han.

I to dage hjalp venner og familie holdet fra TV 2 FRI med at bryde græstæppet i Carina Fagerlunds have op og omdanne en åben og simpel have til en privat og hyggelig eventyrhave. Det er det arbejde, som ender med, at Carina blev ført ind i haven med bind for øjnene.

Moderen bliver en del af haven

Den nye have er efterfølgende blevet et symbol på den hårde tid, familien har gået igennem og samtidig en tiltrængt opmuntring for Carina Fagerlund.

- Den har givet enormt meget energi. Vi har gået og drømt om at få lavet den her have i mange år, men vi har bare ikke haft overskud til det, siger hun.

Under ombygningen af haven på Als fik Carina Fagerlunds mor også en plads i den nye have. TV 2 FRI-holdet besluttede i samarbejde med Carina Fagerlunds kæreste og far at plante et paradisæbletræ.

Da moderen blev begravet, valgte familien at plante samme træ i en mindre udgave på hendes gravsted, og derfor har æbletræet i Carina Fagerlunds have en helt speciel betydning.

- Det betyder alt. Det er bare vigtigt, at min mor er med, fortæller Carina Fagerlund.

Æbletræet er et symbol på Carinas mor, som døde af kræft.Video: Sebastian Myrup Hansen

Glæder sig til foråret

Efter parrets medvirken i programmet kom efteråret, og Carina Fagerlund har endnu ikke haft mulighed for at nyde haven til fulde.

- Det har været trist at gå hele vinteren og bare kigge på haven uden at bruge den.

Men parret glæder sig til foråret, hvor haven kan begynde at få liv, og man kan færdes i den.

- Vi siger det næsten hver dag til hinanden, hvor meget vi glæder os til foråret og se det hele blomstre, fortæller en glad Carina Fagerlund.

Om hun er rask til den tid, tør hun dog ikke spå om.

- Jeg er stoppet med at sætte tidshorisont på det. Jeg må tage en dag ad gangen. Bare det at være udenfor i tre timer er stort, lyder det fra hende.

Indtil videre er Carina Fagerlund stadig sygemeldt fra sit arbejde som specialpædagog. Hun går til kurser for at holde sin hjerne i gang, så hun på et tidspunkt kan vende tilbage til sit arbejde.

'En have i gave' bliver sendt på TV 2 FRI tirsdag klokken 21.00. Du kan også se det, når du vil, på TV 2 PLAY.