16x9

- Da jeg lænede mig tilbage og lagde al min vægt i rebet skete det, der ikke måtte ske

TV 2-vært Morten Spiegelhauer arbejdede i et år på at mestre sin frygt med klippeklatring og meditation. Dette er hans personlige fortælling.

Rebet er bundet ind i to bolte, som i forvejen er boret fast i en klippeblok. Det kan umuligt gå løs, når jeg om lidt skal rapelle 40 meter ned ad den franske klippe.

Men da jeg læner mig tilbage og lægger al min vægt i rebet, sker det, som alle klatrere frygter.

Vil min krop eksplodere i smerte, når jeg rammer jorden? Eller vil jeg bare dø – uden at føle noget?

Morten Spiegelhauer

Rebet mellem mine hænder giver efter. Pludselig bliver det slapt, og jeg falder baglæns ud over klippekanten.

Jeg hører mit eget skrig, mens mine arme i refleks flakser ud efter noget at gribe fat i.

Først tre-fire meter nede ad klippen får jeg fat igen. Rebet er slapt, og jeg kan se, hvordan småstenene fortsætter 30 meter ned mod jorden under mig.

Men over mig er jord og større sten begyndt at skride og kommer rullende ud over kanten. Ned mod mig.

Den første sten rammer mig direkte på klatrehjelmen.

Vil jeg ramme klipperne 30 meter under mig?

Hvem er Morten Spiegelhauer?

Morten Spiegelhauer er egentlig lidt konfliktsky, men har alligevel konfronteret flere hundrede potentielt uforudsigelige situationer. Hver gang har han måttet mobilisere modet.

Siden 2004 har han været vært på det undersøgende dokumentarprogram 'Operation X' på TV 2. De seneste udsendelser kan ses på TV 2 PLAY.

Morten Spiegelhauer blev uddannet som journalist i 1997.

Jeg har elsket klippeklatring, siden jeg prøvede det første gang for 20 år siden. Jeg har haft klatreseler og reb med hver gang, jeg har været på ferie med familien de sidste mange år, og jeg har prøvet kræfter med klipperne mange forskellige steder i verden.

Men jeg har altid været forsigtig og aldrig klatret de svære ruter. Jeg har villet være sikker på ikke at falde.

Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvilke tanker der ville nå at gå igennem hovedet på mig, hvis jeg skulle risikere at falde.

Hvor lang tid vil det tage, før jeg rammer klipperne? Vil jeg kunne nå at sende en sidste tanke til dem, jeg elsker, eller vil hjernen være lammet? Stivnet i et sort, skrigende tomrum. Vil min krop eksplodere i smerte, når jeg rammer jorden? Eller vil jeg bare dø – uden at føle noget?

Det er lige præcis de tanker, der altid har været så ødelæggende for mine muligheder for at blive en bedre klatrer. Som hvis en eliteløber kun fokuserer på at snuble og tabe. Det var disse negative tanker, jeg var taget til Sydfrankrig for at lære at slippe.

Jeg har tænkt: Sådan er vilkårene, det er nødvendigt at bide tænderne sammen og lade være med at pive. Jeg har jo selv valgt det!

Morten Spiegelhauer

Men så sker dette. Og jeg kan konstatere, at jeg ikke tænker noget som helst, da rebet giver efter. En stor, mørk skygge fylder mit hoved.

Samtidig går der også en skygge for den sydfranske sol, da et klippestykke på størrelse med et køleskab kommer buldrende ned mod mig.

Et døgn tidligere

Dagen før episoden mødtes jeg med den franske klatreinstruktør Vincent Vilmer på en café i den sydfranske by Cassis. Gensynsglæden var stor.

Jeg holder meget af Vincent. De seneste syv år har jeg hyret ham som min guide, og gennem klatringen er vi blevet rigtig gode venner.

square to 16x9

Min fysiske fremtoning er et stykke fra Vincents. Han er skarp og kantet, som de klipper han klatrer på.

Vincent Vilmer.
Vincent Vilmer. Foto: Privatfoto

Men det var ikke min fysiske styrke, der var min største udfordring. Det var det mentale.

Og det var for at træne det sidste, at vi mødtes den dag.

Vincents gamle bordeaux-røde Peugeot Partner holdt parkeret foran cafeen i skyggen fra et gammelt oliventræ. Det var et meget klassisk, men ikke særlig kønt syn. Bilen var fyldt med klatreudstyr. Reb, seler, karabiner og ikke mindst den blå klatrehjelm, som jeg den følgende eftermiddag ufrivilligt skulle udsætte for en grundig test.

Eksperimentet

square to 16x9
Morten Spiegelhauer Foto: TV 2

Min rejse til Frankrig var en del af et eksperiment. For jeg har besluttet mig for at dedikere et år af mit liv til at komme i så god fysisk og psykisk form, at jeg kan klatre på de klipper, jeg altid har drømt om.

Med teknikker fra elitesportens verden og med hjælp fra en række eksperter, vil jeg skubbe mine grænser for, hvad jeg kan præstere.

Jeg har nemlig et problem med frygt. Specifikt frygten for at falde.

Nogle klatrere er iskolde og kan klatre flere hundrede meter over jorden uden at skænke det en tanke. Og så er der dem, der skal kæmpe med frygten for at falde, hver gang det bliver bare en lille smule udfordrende.

Jeg hører desværre til den sidste kategori.

Men jeg har sat mig et mål: Jeg vil blive så god til at kontrollere mine frygtsomme tanker, at jeg tør klatre flere hundrede meter op ad klipperne i Yosemite-dalen i USA. Kun sikret med små kiler og friends, som forsigtigt og præcist skal placeres i klippens sprækker.

square to 16x9

Nervepirrende. For min sikkerhed vil afhænge af, om jeg kan holde hovedet koldt og få placeret kilerne præcist nok. Hvis jeg falder, skal de sidde godt nok til at holde min vægt.

I virkeligheden er der langt mere i mit eksperiment end bare klatring.

Ubehaget og nerverne fulgte mig på jobbet

Ét spørgsmål har jeg fået utallige gange gennem de snart 14 år, jeg har været vært på det undersøgende dokumentarprogram 'Operation X':

- Hvordan tør du?

Og det er et godt spørgsmål.

For arbejdet med programmerne har ført til trusler og ubehageligheder. Og de har nok ramt mig hårdere, end jeg har haft lyst til at indrømme.

square to 16x9

Jeg har tænkt: Sådan er vilkårene, det er nødvendigt at bide tænderne sammen og lade være med at pive. Jeg har jo selv valgt det!

Det pudsige er, at følelsen af nerver og ubehag på mit arbejde er præcis den samme, som når jeg er på vej ud og klatre.

Det er de samme klamme håndflader og samme let kvalmende fornemmelse: Den samme frygt for at fejle.

Derfor er det er jo nærliggende at spørge: “Hvis jeg slipper frygten for at falde på klippen, vil jeg så kunne overføre det til andre aspekter af mit liv?”

Kvalmen begynder at komme

square to 16x9

På køreturen til Verdon-kløften blev min nervøsitet mere og mere udtalt. Jeg vidste godt, hvad der ventede mig.

For nogle år siden lejede jeg en kano, og sammen med mine børn sejlede jeg en lille tur op ad floden i bunden i kløften. Herfra kunne vi se op til kanten mange hundrede meter oppe.

Men mens Vincent og jeg kørte igennem Provence, kunne jeg mærke, at drømmen om at klatre højt oppe på netop disse klipper var ved at blive til virkelighed. Og jeg ville helst være fri.

Jeg fik et chok

square to 16x9
Morten på vej hen mod udkigspost ved Verdon. Foto: TV 2

Sådan har det været hver gang. Først har jeg brugt en masse energi på at arrangere en klatretur, finde plads i kalenderen, ordne udstyr og sørge for transport, mad og overnatning, og derefter har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at slippe ud af det igen.

Jeg kunne få det fysisk dårligt, flere dage inden turen startede. Og det pudsige er, at jeg har kendt den fornemmelse alt for godt fra mit arbejde. Nerverne og den lette kvalme.

Hvor ville det være skønt, hvis jeg kunne slippe for det.

Hvis du kender Verdon, er det ok, men når det er første gang, man er her, så kan frygten blokere

Vincent Vilmer, klatreinstruktør

Vi parkerede Peugeoten kun 10 meter fra kløften og gik op til kanten for at tage et hurtigt kig.

Jeg fik et chok.

Udsigten fra klippen i Verdon er smuk, men også angstfremkaldende.
Udsigten fra klippen i Verdon er smuk, men også angstfremkaldende. Foto: TV 2

Ved at miste kontrollen

- Hvis du kender Verdon, er det ok, men når det er første gang, man er her, så kan frygten blokere, sagde Vincent til mig.

- Men du skal nok klare den. Du er stærk, tilføjede han med et grin.

Jeg syntes ikke, det var sjovt. I det øjeblik jeg kiggede ned, måtte jeg erkende, at det, der for nogle år siden begyndte som en drøm, snarere var et mareridt.

Opgaven foran mig var direkte angstprovokerende.

Men Vincent var fast besluttet på, at vi skulle klatre en rute, der begyndte cirka 40 meter under os. Det betød, at vi skulle rapelle ud over kanten, sikre os selv midt på den lodrette klippeside og trække rebet ned til os for derefter at klatre op igen.

Vi gik tilbage til bilen og hentede alt udstyret. Vi tog klatreseler og hjelme på med det samme.

Ingen vej tilbage

Mine ben sitrede, da jeg lænede mig tilbage og lagde vægten i rebet.

Mange hundrede meter nede kunne jeg se floden med det turkisblå vand, der skar sig igennem kløften.

Dernede hvor ungerne og jeg sejlede i kano for nogle år siden. Det var ikke det rigtige tidspunkt at tænke på familien, kunne jeg mærke. Jeg lod mig langsomt fire ud over kanten og ned mod Vincent.

Han hang alene, midt på klippen 40 meter længere nede. Da jeg nåede ned til ham, trak vi rebet ned til os. Nu skulle jeg klatre tilbage til toppen.

Men jeg kunne ikke.

Jeg hang 300 meter over bunden af kløften her. Kort efter gik det galt.

Mine ben rystede, og mine tanker blev ved med at vende tilbage til, hvad der ville ske, hvis jeg faldt.

Vincent kunne se, at jeg var ved at miste den smule selvkontrol, jeg havde tilbage.

- Hold fokus på klippen foran dig, kommanderede han og tilføjede:

- Slap af. Vi er sammen, og vi ved, hvad vi gør. Jeg vil have, at du koncentrerer dig om klatringen.

Rent teknisk var ruten inden for det, jeg burde kunne klatre. Og min træning havde givet mig rigeligt med styrke.

Jeg havde svært ved at holde hovedet koldt og styre mine tanker. Jeg var måske forberedt fysisk, men mentalt var jeg overhovedet ikke klar

Morten Spiegelhauer

Jeg havde brugt timevis på den indendørs klatrevæg derhjemme, og jeg havde taget tusindvis af armhævninger. 13.783 pull ups for at være helt præcis. Det kan jeg se på den app på min telefon, som jeg bruger, hver gang jeg træner mine fingre og underarme.

De tusindvis af armhævninger var en del af et træningsprogram, jeg havde fået af den amerikanske klatre-coach Eric Hörst. Han er en af verdens førende eksperter, når det kommer til fysisk og mental klatretræning.

Mentaltræningen er ifølge ham mindst lige så vigtigt som at træne musklerne. Og han havde lovet mig, at den rent fysisk ville ændre min hjerne.

Og det ville jeg have brug for, hvis jeg skulle stoppe de endeløse bekymringer, om hvad der ville ske hvis jeg faldt ned.

Men jeg havde sprunget mentaltræningen over, og det kunne jeg mærke, mens jeg hang på den lodrette, franske klippeside flere hundrede meter over bunden af kløften.

Jeg havde svært ved at holde hovedet koldt og styre mine tanker. Jeg var måske forberedt fysisk, men mentalt var jeg overhovedet ikke klar.

Klemte for hårdt

Mine bevægelser blev stive og uhensigtsmæssige.

Jeg klemte alt for hårdt om de greb, jeg kunne få fat i, så kræfterne forsvandt for hurtigt.

Det er naturligt at bruge for mange kræfter på grebene, hvis man er nervøs.
Det er naturligt at bruge for mange kræfter på grebene, hvis man er nervøs. Foto: TV 2

Over-gripping hedder det. Holder man for godt fast og klemmer for hårdt, bruger man for mange kræfter og mister grebet for hurtigt. Man skal kun lige akkurat holde så fast, at fingrene ikke glider.

Jeg er sikker på, at den regel gælder for alle livets forhold.

Da jeg alligevel kom op til kanten af klippen, var jeg skuffet over min egen præstation.

- Jeg har brug for en krammer, sagde jeg.

- Første gang i Verdon, svarede Vincent og forsøgte at trøste mig lidt:

- Du gjorde et godt forsøg, men du har brug for at blive stærkere mentalt.

***

Enhver fars værste mareridt

Jeg ser min søn på tre stå på kanten af klippen i sine blå shorts og den grønne t-shirt. Solen stråler i hans kridhvide hår.

Han taber sin plastic-figur og bukker sig ned. Men hans små fødder mister fodfæstet. Hans hvide løbesko med små dyr i forskellige farver skrider i småstenene.

Som i slowmotion ser jeg hans arme i et sæt søge ud til siderne, mens han forsvinder ud over kanten.

Nu ligger han 20 meter nede. Ubevægelig. På siden.

Jeg får en kuldegysning og mærker døden, der med sin stille flimren ser mig an.

Foto: TV 2

Det var der, jeg vågnede med en fornemmelse af at blive kvalt. Jeg havde drømt. Min hvide bomuldsundertrøje var våd af sved.

Jeg tog en dyb indånding og rystede mareridtet af mig.

Det var ikke første gang, jeg drømte om at falde. Det var sket flere gange, men det var første gang, min søn var med i drømmen.

Jeg tændte lyset på mit sydfranske hotelværelse og kunne konstatere, at den gule pære ikke gjorde noget godt for farven på væggen. Det var ellers ganske charmerende i dagslys. Nu var klokken fem om morgenen, og mørket udenfor var tæt og tungt.

Skyggerne kæmpede med en enlig gadelygte på byens lille torv. Og jeg følte også skyggerne inde på hotelværelset. Jeg gik ud på badeværelset og drak af hanen. Det smagte lidt af klor.

Jeg vidste, at jeg måtte stoppe de tanker, der fører til den slags drømme. For jeg var klar over, hvad de gjorde ved mig. Jeg forbandede mig selv for, at jeg endnu ikke var startet på mentaltræningen. Hvorfor var det så svært at skabe forandring?

Dagen efter var mareridtet om at falde tæt på at blive virkelighed.

***

 

square to 16x9

Dagen efter kvaser bjergbuskadsets tørre kviste, da vi træder på dem. De kradser mine ben og efterlader røde mærker og en duft af timian og rosmarin.

Jeg kan skimte det blå Middelhav mellem de kridhvide klipper. Vincent og jeg har en halv times gang fra parkeringspladsen ved vandet i nationalparken Les Calanques.

- Vær forsigtig, siger Vincent.

Det har regnet. Så risikoen for, at sten og klippestykker går løs og falder ned, er vokset.

Vincent plejer at skulle stoppe og vente på mig, når vi hvert år vandrer afsted fra bilen til klipperne. Men i år har jeg ikke svært ved at følge med.

Er du ok, er du kommet til skade?

Vincent Vilmer, klatreinstruktør

Ud over klatretræningen, som har styrket mine fingre og arme, har jeg gennem de seneste mange måneder løbetrænet. Det betyder, at jeg har skullet finde plads til ikke mindre end ni træningspas om ugen. Noget af en udfordring, når man som jeg er familiefar og skal passe sit arbejde.

Men selvom det er ulideligt at skulle stå op en time, før jeg plejer, for at løbetræne i mørket, i regnvejr, så kan jeg mærke, hvordan min krop har taget imod træningen med kyshånd.

Jeg er blevet hurtigere, stærkere og lettere.

Ni træningspas om ugen i sne, slud og regn.
Ni træningspas om ugen i sne, slud og regn. Foto: TV 2

For at spare tid træner jeg efter 10-20-30-metoden. Verdens bedste og nemmeste løbetræning, som idrætsprofessor Jens Bangsbo kalder den. Og han har belæg for sine ord.

Med intervaltræningen har hans forsøgspersoner opnået bedre resultater med kun halvt så meget træning som normalt.

Hvad er 10-20-30-træning?

Træningen er gavnlig for alle, fra begyndere til supermotionister. 10-20-30-træning er en træningsform, hvor der ofte skiftes løbehastighed:

  • 30 sekunders løb ved lav hastighed.
  • 20 sekunders løb ved moderat hastighed.
  • 10 sekunders sprint/hurtig løb.
  • Ovenstående tager et minut og gentages fem gange.
  • Derefter to minutters pause.
  • Gentag op til fire gange per session.

Metoden er udviklet af professor Jens Bangsbo og Thomas P. Gunnarsson på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Deres metode er testet på flere end 100 personer.

Jeg kan tydeligt mærke træningens positive effekt, mens vi går op mod klipperne, som vi skal klatre på i dag.

Vincent binder rebet fast i to bolte af stål, som i forvejen er boret ind i en stor klippeblok. Derefter fastgør han sin rebbremse og begynder langsomt at bevæge sig baglæns ned ad rebet, ned til kanten og videre ud af mit synsfelt.

Planen er, at vi skal klatre en forholdsvis svær rute, og ligesom dagen før i Verdon skal vi rapelle ned, før vi kan komme i gang.

Kort efter at Vincent er bakket ud over kanten, er det min tur. Jeg følger baglæns efter Vincent ned til kanten, men så går det galt.

Rebet giver pludselig efter, og jeg falder ud over klippekanten.

Jeg hører mit eget skrig, mens jeg instinktivt slipper rebet med begge hænder. I en refleks rækker mine arme ud efter noget at gribe fat i.

Efter tre-fire meter får jeg igen fodfæste, men rebet føles slapt over mig. Og så begynder stenene af komme ned mod mig.

Jeg bliver først ramt af en sten på hjelmen. Derefter på skulderen. Jeg får småsten og jord i hovedet. En endnu større sten hænger i luften over mig.

Og så vælter et helt klippestykke ud over kanten og ned mod mig. Det er lige så stort som et køleskab.

Jeg trykker mig instinktivt ind mod klippen. I en tiendedel af et sekund bliver det mørkt omkring mig, da klippestykket passerer bag mig og skygger for solen.

Ubevidst analyserer jeg hurtigt situationen. Jeg er ikke blevet ramt alvorligt af stenene. Men rebet over mig er på en eller anden måde løsnet, og jeg står cirka 30 meter over jorden.

- I skal komme op og sikre mig!, råber jeg.

- Er du ok, er du kommet til skade? råber Vincent under mig.

- Jeg tror det ikke, men jeg er ikke sikret!

Klippeskred i Calanques. Video: Lasse Kalhauge

Jeg registrerer, at jeg nok vil kunne stå en halv time på denne måde, før jeg falder ned.

Imens arbejder Vincent sig langsomt op til mig. Han tjekker som det første rebet. Det er stadig fastgjort i de to stålbolte på toppen.

Det må have ligget rundt om klippeblokken, som er gået løs og er faldet ned forbi os.

På den måde har jeg kunnet falde de omkring tre meter ned. Men der har på intet tidspunkt været risiko for, at jeg ville falde hele vejen ned og ramme jorden.

Vincent og jeg kigger på hinanden. Ingen af os har tidligere været så tæt på en klatreulykke. Vi behøver ikke at sætte ord på, hvad der ville være sket, hvis klippeblokken havde ramt en af os.

- Jeg tror, det bliver et vendepunkt for mig, siger jeg til ham på vej tilbage til bilen.

Hjerneforskeren

square to 16x9
Meditation bliver en vigtig del af min træning. Foto: TV 2

Da jeg kommer hjem, fortæller jeg ikke noget til nogen. Denne artikel, som du læser lige nu, er faktisk første gang, at jeg offentligt fortæller om ulykken, der, hvis vi havde været lidt mindre heldige, kunne have kostet mig eller Vincent livet.

Af en eller anden grund holder jeg det hemmeligt.

Når jeg tænker på det, bliver jeg sørgmodig, og det skygger for glæden ved at klatre.

Men i det mindste er jeg nu fast besluttet på at komme i gang med mentaltræningen.

Så jeg mødes med hjerneforsker Ulrich Kirk fra Syddansk Universitet. Han har længe forsket i den konkrete og målbare effekt af mentaltræning og meditation.

En række tests vil give et præcist billede af min arbejdshukommelse og min koncentrationsevne. Begge dele vil jeg på seks uger forsøge at forbedre ved hjælp af Ulrich Kirks medicin. Dosis er to gange 10 minutters meditation om dagen.

Jeg har holdt de ubehagelige oplevelser fra Frankrig for mig selv, fordi jeg har været bange for, at folk skal synes, at jeg er en idiot

Morten Spiegelhauer

Ulrich Kirk har for nyligt gennemført et større forsøg med U18-drengelandsholdet i håndbold. De trænede efter samme program som mig. Men dem, der kombinerede den fysiske træning med meditation, endte med at klare sig bedre end de andre i både konditions- og reaktionstesten.

Det vil sige, at de rent faktisk forbedrede deres fysiske formåen ved at sidde hjemme i sofaen og meditere.

Der sker også noget med mig, allerede første gang jeg tager høretelefonerne på og starter app’en Headspace på min telefon.

Jeg bliver fascineret af den ro og ubekymrethed, meditationen giver mig.

Øvelserne styrker fokus og motivation og handler langt hen ad vejen om at finde tilstedeværelse i det, man foretager sig.

Test din arbejdshukommelse

Herunder er en forsimplet udgave af den test, som Morten blev udsat for.

Efter hvert regnestykke får du et bogstav. For at vinde skal du huske så mange bogstaver som muligt i den rigtige rækkefølge.

Indtast bogstaverne i den rækkefølge, de blev vist i:
Svar

Som ugerne går, kan jeg mærke, at øvelserne gør mig nysgerrig, afslappet og glad.

Og for hver gang jeg putter høretelefonerne i ørerne, bliver det klarere for mig, at jeg er nødt til at tage et lille, men ubehageligt skridt.

Andres mening begynder at betyde mindre

Jeg har holdt de ubehagelige oplevelser fra Frankrig for mig selv, fordi jeg har været bange for, at folk skal synes, at jeg er en idiot. At jeg er uansvarlig. At jeg skal stoppe med at klatre. Men det betyder pludselig ikke længere så meget for mig, hvad andre synes.

Eventyret i klatringen har så stor værdi for mig, at jeg er klar til at acceptere risikoen. Det giver pludselig mening for mig, at jeg aldrig ville kunne kontrollere min irrationelle frygt, hvis jeg ikke samtidig er klar til at acceptere risikoen for, at der pludselig kan ske en ulykke.

Der er en vis mængde bekymring, der er konstruktiv. Og så er der alle de nytteløse grublerier, der bare gør os ulykkelige

Morten Spiegelhauer

Så jeg fortæller min familie og mine venner om klippeblokken i Sydfrankrig. Det er en lettelse at få talt om. Nu kan jeg se, at det var helt idiotisk at holde det hemmeligt.

De seneste uger har jeg lagt mærke til, at træningen har gjort mig bedre til at kontrollere mine tanker og mine nerver. Både på klipperne og på arbejdet. Da jeg efter seks ugers meditation igen bliver testet af Ulrich Kirk, bekræfter hans tal min oplevelse.

Jeg har forbedret min arbejdshukommelse med ikke mindre end 50 procent. Men endnu vigtigere er min koncentrationsevne også forbedret med 50 procent.

Det, som Ulrich Kirk har målt, er min mind-wandering. Øjeblikket, når koncentrationen forsvinder, og tankerne selv overtager styringen. Det er her, at alle bekymringerne dukker op. Det er her, frygten befinder sig.

Frygten for at falde og for at falde igennem.

square to 16x9

Samtidig viser de fysiske tests, at min fedtprocent er faldet fra 19,1 til 12,9 procent. Jeg er gået fra 74 kilo til 66,5.

Jeg er klar til afslutningen på min et år lange mission.

Konfrontationen med flere hundrede meter lodret granit.

Kaptajnen i USA

square to 16x9
Yosemite National Park Foto: TV 2

Få uger senere sidder jeg med fødderne dinglende ud over kanten på en portaledge, 350 meter over jorden, en tredjedel oppe ad El Capitan, Yosemite-dalen i USA's lodrette vartegn.

Tidligere ville højden have taget pippet fra mig. Men nu sidder jeg, helt afslappet, og spiser kold nuddelsuppe direkte fra dåsen. Og det smager fantastisk.

Jeg har ikke spekuleret et sekund på, om jeg skulle falde. Jeg nyder øjeblikket og tænker tilbage på det forløb, der har varet et år, og som slutter her. Et forløb, der har ændret den måde, jeg tænker på.

Det er ikke fordi, jeg nu er 100 procent bevidst hele tiden. Jeg gør stadig utrolig mange dumme ting. Og jeg bekymrer mig stadig en del. Men ofte er jeg mere betænksom, fokuseret og lykkeligere, end jeg var før.

Og selv om jeg har nye store projekter foran mig, der godt kan virke skræmmende, så er det ikke noget, der gør mig bange.

Om jeg er blevet en bedre tv-vært, kollega og familiefar, må andre svare på, men jeg har i hvert fald lært én ting: Der er en vis mængde bekymring, der er konstruktiv. Og så er der alle de nytteløse grublerier, der bare gør os ulykkelige.

Dem kan vi lige så godt slippe.

Få hele historien i serien 'Spiegelhauers kamp mod frygten'. Andet afsnit sendes onsdag aften kl. 21.20 på TV 2, men kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.

Grafik, opsætning og redigering: Said Nuh, Lasse Kalhauge, Anders Bergmann og Magnus Bjerg