Glubsk hund gik i kødet på Thomas Rathsack

Inden deltagerne skal igennem øvelserne i 'Korpset', testes de af chefinstruktør Rathsack.

Tre gøende schæferhunde står klar i skovens lysning. De er klar til at blive sluppet fri og jagte deltagerne til deres kæbeparti omslutter aspiranternes legemsdele.

I denne uges afsnit af 'Korpset - gjort af det rette stof' skal deltagerne se deres frygt i øjnene. De skal angribes af schæferhunde, i boksekamp til blodet sprøjter og - sidst, men ikke mindst - skal de stive som et bræt lade sig falde forlæns fem meter ned i et koldt havnebassin. Som jægersoldat er det nemlig vigtigt at kunne håndtere sig frygt.

- Frygt er en underlig gråzone i vores bevidsthed, der gør, at vi ikke ved, hvad fanden der er op og ned, fortæller chefinstruktør Thomas Rathsack, der ofte har stået ansigt til ansigt med sin frygt.

Det har han gjort i sin tid som jægersoldat, hvor han har været udsendt til Irak og Afghanistan og stået i flere livstruende situationer, hvor det gælder om at holde hovedet koldt.

1200 kilo kæbeparti

Inden 'Korpset'-deltagerne skal afprøve deres evne til at håndtere frygt, skal chefinstruktøren selv igennem øvelserne, hvilket man ikke ser i selve programmet.

KORPSET 2

  • Fire tidligere jægersoldater forsøger i programmet 'Korpset' at vise, hvad der skal til for at blive elitesoldat.
  • De har designet et kursusforløb baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 veltrænede danskere skal igennem. 
  • Først, når de har presset sig selv til det yderste, ved deltagerne, om de er gjort af det rette stof.
  • Korpset kan ses på TV 2 onsdag klokken 20 og på TV 2 PLAY.

- Vi har tre hunde, og det er min opgave nu at teste hundene og proceduren, så vi er helt sikre på, at sikkerheden omkring aspiranterne, når de skal træne med hundene, er helt okay, fortæller Thomas Rathsack.

Chefinstruktøren får en form for ærme på, som tiltrækker hundene således, at de vil bide fast i det frem for direkte at bide i hans krop. Men selvom hundene ikke bider ham direkte, er det stadig noget af en mundfuld at håndtere, om man så må sige.

- Udfordringen for aspiranterne bliver at håndtere det massive tryk, schæferens bid er - 1200 kilo i kæbepartiet giver den sig, så det er ikke bare lige at holde fast på. De skal virkelig have kontrol, når de bliver jagtet af hunden, og de bliver bidt af hunden, siger Thomas Rathsack.

Her bliver en aspirant udsat for et schæferbid.
Her bliver en aspirant udsat for et schæferbid. Foto: Lars E. Andreasen / TV 2

En soldats værste fjende

Faktisk starter presset fra hundene allerede om morgenen, hvor deltagerne midt i nattens mulm og mørke får besøg af de glubske væsner. Allerede der skal aspiranterne konfronteres med deres frygt. Og det fortsætter de næste mange timer.

- Frygt kan være en soldats bedste ven og en soldats værste fjende. Den kan være en ven, fordi den skærper vores sanser - vores lugt, vores syn. Og det kan være en soldats værste fjende, fordi den får os til at gå i panik, fortæller Thomas Rathsack, inden deltagerne skal håndtere deres frygt.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan det ser ud, når Thomas Rathsack tester øvelsen 'død mur forlæns'.

Som instruktør i 'Korpset' tester Thomas Rathsack selv alle de øvelser, som aspiranterne skal igennem. Her lader han sig falde fra fem meter med hovedet forrest ned i havnebassinet.Video: Kasper Søby Jensen

I det første afsnit skulle aspiranterne krydse en kold sø. Det blev naturligvis også testet af Thomas Rathsack.

For at være sikker på, at det er sikkert for aspiranterne at vade over den kolde sø, tester instruktør Thomas Rathsack forholdene.Video: Kasper Søby Jensen