Hun boykottede Snapchat - og så blev de 1 milliard dollars mindre værd

16x9
Kylie Jenner har i den grad Snapchat i sin hule hånd. Et tweet fra modellen har fået aktien til at falde med otte procent. Foto: Carlo Allegri / Scanpix Denmark

Snapchat møder endnu en gang kritik, og nu har et tweet gjort det sociale medies aktier otte procent mindre værd på under et døgn.

Snapchat har mødt massiv kritik, siden en ny opdatering blev rullet ud for et par uger siden.

Det flød over med dårlige anmeldelser af det sociale medie på Apple Store og Google Play Store, og i skrivende stund har flere end 1,2 millioner Snapchat-brugere sat deres navn på en online underskriftindsamling, der forsøger at overtale Snap Inc., som står bag appen, til at trække opdateringen tilbage.

Nu har Snapchat mødt endnu en udfordring.

Onsdag aften dansk tid satte den amerikanske reality-stjerne og model Kylie Jenner sig foran tasterne og skrev ud til sine 24,5 millioner følgere på Twitter.

- Sååå, er der andre, der ikke åbner Snapchat længere? Eller er det bare mig… Ugh, det her er så sørgeligt, skrev hun.

Aktien faldt otte procent

Noget tyder på, at Kylie Jenner langt fra er den eneste, der er stoppet med at bruge Snapchat, for tweetet har i skrivende stund fået mere end 266.000 likes.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, modellens ord har fået.

Hun er en af de største influencers på Snapchat, og derfor har hendes boykot haft betydning for aktiemarkedets tiltro til det sociale medie.

Under et døgn efter at Kylie Jenner udsendte sit tweet, var Snap Inc.’s aktie således faldet med otte procent.

Og det er noget, der koster dyrt.

I løbet af torsdagen har Snap Inc. på grund af aktiefaldet tabt over en milliard dollars i markedskapital, skriver det amerikanske businessmedie CNBC.

Kritik af brugervenlighed

Den hårde kritik af Snapchat er opstået i kølvandet på en opdatering, der medførte store ændringer i appens layout.

Sådan så Snapchat ud før opdateringen.
Sådan så Snapchat ud før opdateringen. Foto: Screenshot, Snapchat / TV 2

Fire startsider er blevet til tre, og det har gjort det vanskeligere for brugerne at skelne mellem billeder og videoer, der er sendt direkte til dem, og billeder og videoer, som deres venner har sendt ud til hele omgangskredsen.

Og sådan ser Snapchat ud efter opdateringen. Den første side består nu både af private snaps og offentlige stories.
Og sådan ser Snapchat ud efter opdateringen. Den første side består nu både af private snaps og offentlige stories. Foto: Screenshots, Snapchat / TV 2

Inden lanceringen var det ellers lige netop brugervenligheden, Snap Inc. fokuserede på. De fortalte således i en video, at de ved at samle al interaktion med ens private kontakter på én side, ville gøre det mere overskueligt at finde rundt i appen.

Siden da har der været radiotavshed fra folkene bag Snapchat, men for få dage siden reagerede de på den underskriftindsamling, der har samlet flere end 1,2 millioner vrede brugere.

- Vi hører jer, og vi værdsætter, at I tog jer tid til at fortælle os, hvad I synes. Vi forstår fuldstændigt, at det nye Snapchat har været besværligt for mange, skriver Snap Inc. i deres svar.

De understreger dog, at ens personlige venneside vil blive bedre og bedre med tiden, og at opdateringen vil gøre det nemmere at bruge appen.

Lover ændringer

Snap Inc. lægger sig altså ikke fladt ned, men de lover dog, at der er en ny opdatering på vej – i første omgang til iPhone og senere til Android.

Med den nye, nye opdatering vil man få en række faneblade, som man ifølge Snap Inc. selv kan organisere efter ønske.

Denne udmelding havde dog ikke nær så stor indvirken på det sociale medies aktie, som Kylie Jenners tweet, og derfor er aktien endt lavere, end den var før denne udmelding.

Afstemning