Danmark daler på 'lykke-liste': Det kan du selv gøre for at føle dig lykkeligere

16x9
Danmark er røget ned på en tredjeplads på listen over verdens lykkeligste lande, viser ny rapport. Foto: Scanpix

At blive gode til noget, få jord under neglene og tilgive andre kan give flere smil på læben.

Der var engang, hvor danskerne år efter år blev kronet som verdens lykkeligste folk.

Men sidste år overhalede vores nordlige naboer Norge os, og nu placerer Finland sig også foran vores lille kongerige, der ellers har været topscorer flere gange siden 2012, hvor 'World Happiness Report' blev udgivet for første gang. 

square to 16x9

Får nyheden dig til at hænge lidt med næbbet, så er der dog trøst at hente hos professor i samfundsvidenskab Bent Greve. 

Derfor er nogen mere lykkelige end andre:

Ifølge FN kan knapt trefjerdedele af forskellen i lykke mellem nationerne forklares ud fra variationer i seks parametre:

  • BNP per indbygger: Mangel på penge er en væsentlig kilde til ulykke især hvis man lever i fattigdom
  • Social støtte
  • Langt liv med sundhed
  • Frihed til at foretage valg i livet
  • Gavmildhed
  • Ingen korruption

- De fem øverste lande ligger så tæt, at det kan være et spørgsmål om statistisk usikkerhed, hvem der ligger øverst. Man kan sige, vi er dumpet lidt ned, men vi er stadig blandt de lykkeligste, siger professoren fra Roskilde Universitet til TV 2. 

Økonomisk usikkerhed får skylden

Han ser det dog ikke som et tilfælde, at Danmark må tage til takke med en tredjeplads. 

Når rapporten måler på lykke, så er det blandt andet den danske bruttonationalindkomst, forventet levealder, friheden til at træffe livsvalg selv og den social støtte, der udgør resultatet. Og netop den sociale støtte er forværret de seneste år, vurderer Bent Greve.  

- Den nye rapport baserer sig på tal, der er målt mellem 2015 og 2017, og her har vi haft en større ledighed og en voksende ulighed. Dækningsgraden for folk på dagpenge er faldet, ligesom vi har fået et kontanthjælpsloft, der gør, at flere lever for mindre, og uligheden er blevet større. Det kan være det, der trækker ned, for netop lighed og indkomst har betydning i forhold til følelsen af lykke, siger Bent Greve, der dog mener, at Danmark snildt kan komme på toppen igen, da små, rige velfærdsstater generelt ofte klarer sig godt i den slags undersøgelser.   

Sådan kommer du selv på toppen

Foruden tal for indkomst, levealder og så videre, så baserer lykkerapporten sig dog også på subjektive målinger. Derfor kan vi også selv gøre en indsats for at føle os mere lykkelige. 

Der findes et hav af gode råd og holdninger til, hvorvidt det er jord under neglene, kvalitetstid med vennerne eller intim elskov, der virker i den sammenhæng.

Men en række videnskabelige undersøgelser har faktisk slået fast, hvad der skal til for at gøre os lykkeligere. 

Undersøgelserne er blevet bragt i Businessinsider.com, og du kan læse resultaterne her.

Bliv god til noget

klaverspil Foto: tv2journalist
Det at tage kørekort, lære at spille klaver eller lære et nyt fremmedsprog kan måske være stressende til at begynde med, men det at sætte sig mål og opnå dem, hvad end det så måtte være, får folk til at føle sig glade. Det viser et studie fra 2009.
- Folk opgiver ofte deres drømme, fordi det er for stressende for dem at tænke på at opnå dem, men vi har fundet ud af, at der er en belønning sidst på dagen, når vi har lært noget nyt og er blevet bedre til noget. Det overraskende er, at du ikke behøver at nå dit endelige mål, før det smitter af på din lykke og dit velbefindende, siger medforfatter Ryan Howell.

Træn dig lykkeligere

Træning. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Træning har vist sig at udløse kemiske stoffer i hjernen, der reducerer niveauet af stresshormoner og hjælper mod depression og angst.
En undersøgelse fra University of Vermont har vist, at blot 20 minutters træning kan have en positiv effekt på humøret, og det virker op til 12 timer efter.
Studiet viste også, at folk, der er aktive, er gladere og mere tilfredse med deres liv.
Varigheden og stedet hvor din træning foregår, spiller også en rolle for, hvor meget gladere du føler dig efterfølgende.

Spis frokost på stranden

Arkivbillede fra Fjellerup Strand. Foto: Anja Knappe / Seerfoto
Et af de værste steder, du kan indtage din frokost, er foran computeren ved dit skrivebord. Det viser en rapport fra the University of Sussex, som et hold forskere står bag. Undersøgelsen gik ud på at måle, hvor glade medarbejdere var alt efter, hvor de havde indtaget deres frokost.
Resultatet viste, at de gladeste arbejdere var dem, der spiste deres frokost på stranden, mens de mest utilfredse og triste var dem, der havde spist ved deres skrivebord.
En af forklaringerne var sollyset, som medarbejderne, der spiste på stranden eller i parker, blev udsat for, modsat dem der indtog deres frokost på restaurant, kontoret eller hjemme.

Få jord under neglene

Hænder med jord på. Arkivbillede. Foto: Rune Evensen / Scanpix
Det kan være afstressende og livsbekræftende at stå med fingerene i muld og plante blomster og afgrøder. Men nu viser et studie, hvorfor det mon føles dejlig afstressende. En gruppe forskere har opdaget, at den bakterie, der ofte er i jord, producerer nogle stoffer og dufte, der har samme effekt som antidepressive lægemidler. 

Vær en realistisk optimist

Lykke Foto: editorial
Folk, der har en positiv attitude og er generelle optimister kombineret med et rationelt udsyn, er ofte mere lykkelige og succesfulde ifølge psykolog Sophia Chou.
Det er fordi, de såkaldte 'realistiske optimister' har den perfekte blanding af personlighedstyper for at få succes. 

Vær intime

Arkivbillede. Foto: Shutterstock / Shutterstock
Et studie fra 2004 viser, at gå fra at have samleje én gang om måneden til én gang om ugen giver dig den samme mænge lykke som at modtage 300.000 kroner ekstra på bankkontoen.
Dog er det værd at huske på, at mere sex ikke nødvendigvis betyder mere lykke ifølge en rapport, der blev udgivet tidligere i år. Folkene bag rapporten fandt ud af, at forsøgsdeltagerne rapporterede, at de ikke nød at have sex, fordi de var blevet bedt om det i forbindelse med rapporten.
Sex vil altså kun føre til lykke, når parrene ikke tvinges til det, konkluderede folkene bag rapporten.
Så om det er en gang om ugen eller en gang om måneden er underordnet – det er det, der ligger bag akten, der tæller. 

Tilgiv

Arkivfoto Foto: editorial
Tilgivelse er en vigtig egenskab, når det gælder opskriften på det lykkelige liv. Går du og bærer nag, så fylder de negative følelser mere end de positive. At gå og bære nag kan hurtigt æde en op, hvis du ikke er forsigtig. Grunden til, at nag er så farligt, er, at det kan være en langvarende følelse - der ofte indebærer lysten til hævn - og det blokerer for de lykkelige følelser. Det fortæller Mayo Clinic.
Yderligere har undersøgelser vist, at folk, der ikke har hang til at bære nag, har et sundere hjertehelbred, mindre stress, bedre fysik og generelt lever længere. 

Vær sammen med venner

Tv-serien 'Friends'. Foto: Warner Bros. / Scanpix
At bruge tid med vennerne genererer større lykke end det at tilbringe tid med familien – i hvert fald ifølge et nyt studie.
I forbindelse med studiet havde forskerne installeret en app, Mappiness app, der kan måle, hvor glade folk er, når de er sammen med venner, forældre og børn.
Appen sender beskeder til folk og beder dem svare, hvor glade de er på en skala fra 1-11, der går fra ’slet ikke glad’ til ’ekstremt glad’.
Efter at have analyseret over tre millioner indtastninger fra mere end 50.000 frivillige fandt forskerne ud af, at folk i gennemsnit oplevede en 8 procent stigning i lykkefølelsen ved at være sammen med deres venner sammenlignet med en stigning på kun 1,4 procent, når de var sammen med deres forældre og kun 0.7 procent, når de var sammen med deres børn.

Smil

Grin Foto: scanpix
Det er måske ikke den store overraskelse, men smil får dig til at føle dig lykkeligere. Det er dog vigtigt, at smilet er ægte – det skal ikke være fake. Hvis du faker et smil, kan du risikere at gøre dig selv mere ulykkelig, viser et studie fra 2011. Studiet har undersøgt en gruppe buschauffører i en periode på to uger. De fandt ud af, at personerne der smilte kunstigt, var de mest ulykkelige.
De chauffører, der smilte naturligt som resultat af positive tanker, var i bedre humør, da dagen var omme.
Så husk, smil kun når du mener det.

Vær tålmodig – lykken stiger i takt med alderen

Ældre. Foto: Torben Christensen / Scanpix Danmark
Det er efterhånden alment kendt, at graden af lykkefølelse stiger i takt med alderen. Flere studier har vist, at ældre mennesker ofte også er de mest lykkelige.
Forklaringen på, hvorfor ældre mennesker ofte er de mest lykkelige, er dog stadig et mysterium for forskerne. Flere mener, at der ikke er tale om en årsag alene, men en kombination af flere: Et studie fra 2013 påpegede, at en af de primære grunde til, at ældre er mere lykkelige, er, at de er mere erfarne og derfor bedre til at tackle negative følelser som vrede og angst. Et andet studie pegede på, at de ældre ofte var mere lykkelige, fordi de var bedre til at have tillid til andre mennesker, hvilket var med til at skabe en række ’sidegevinster’, der førte til lykke.
Ligemeget hvad årsagen til de ældres lykke må være, så kan du trøste dig med, at hvis du ikke er lykkelig nu, så er chancerne for, at du bliver det i fremtiden, gode.