10 ting der gør den ultimative rejsedrøm mulig

I seks måneder stikker en dansk familie til søs i Stillehavet. Få selv en række gode råd til at rejse langt med børn nederst i artiklen.

Svajende palmer, hvide sandstrande og et turkisblåt ocean, hvor det midlertidige hjem ligger for svaj i ankerbugten.

For Katrine Romme og hendes familie bliver det billede snart virkelighed, når de om fire måneder sætter kurs mod Stillehavet. Nærmere bestemt til seks måneders sejlads mellem Fiji, Vanuatu, Salomonøerne, Papua Ny Guinea og Indonesien.

- Vi har drømt om det længe, og Anders – min kæreste – har altid sejlet og været optaget af det. Men så fik vi børn, og så skulle vi uddanne os og alt sådan noget, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Med børnenes ankomst til verden skiftede drømmen dog også gradvist karakter.

Fra en forestilling om at se sig selv dase på en hvid sandstrand, opstod i stedet et ønske om at lære børnene – Osvald, Babette og Hugo på i dag 10, 8 og 4 år – noget om verden og livet.

Allerede fra børnene var helt små, har Katrine Romme og hendes kæreste Anders (på fotoet) øvet sig på at sejle. På billedet er i den dag 8-årige Babette blot en baby.
Allerede fra børnene var helt små, har Katrine Romme og hendes kæreste Anders (på fotoet) øvet sig på at sejle. På billedet er i den dag 8-årige Babette blot en baby. Foto: Privatfoto / Privatfoto

 - Der er meget 'hamsterhjul' over vores liv lige nu, og jeg vil gerne vise børnene, at sådan behøver det ikke at være. Man kan godt gøre noget andet, siger Katrine Romme, der normalt er journalist og rammemager.

- Vi lever selvfølgelig selv på en anden måde ved bare at tage væk. Men det handler også om at vise dem, at livet leves anderledes, der hvor vi nu når frem.

Eget tempo og køje

Med afrejsen i sigte agter familien som nævnt gøre drømmen til virkelighed. Det sker, når de til sommer flyver til Fiji, overtager roret på andelsbåden 'S/Y Christianshavn' og igennem seks måneder stævner ud mod fjerne kyster.

Familiens børn glæder sig allerede til den lange rejse. På billedet ses Osvald, som i dag er 10 år. Så snart foråret for alvor rammer, er det familiens plan at øve sejladser i Lillebælt.
Familiens børn glæder sig allerede til den lange rejse. På billedet ses Osvald, som i dag er 10 år. Så snart foråret for alvor rammer, er det familiens plan at øve sejladser i Lillebælt. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Især ser Katrine Romme frem til at skifte forældreintra, legeaftaler og elektroniske apparater ud med familiært sammenhold og eksotiske oplevelser. Og ikke mindst selv at sætte hverdagens tempo og gøremål.

I øjeblikket søger familien hjælpende hænder i form af gaster undervejs. Men ellers er rollefordelingen klar: Kæresten Anders har ansvaret for skib og sejlrute, mens Katrine Romme står for børnenes undervisning og dagligdag under eventyret.

For selvom også de små ser frem til rejsens friheder, har børnene – særligt Hugo på fire år - fortsat brug for daglige rytmer. Selv på Stillehavet.

Skibet, som familien skal sejle med, er en såkaldt 'andelsbåd', der går under navnet 'S/Y Christianshavn'. Skibet har i øjeblikket otte andelshavere, som skiftes til at sejle.
Skibet, som familien skal sejle med, er en såkaldt 'andelsbåd', der går under navnet 'S/Y Christianshavn'. Skibet har i øjeblikket otte andelshavere, som skiftes til at sejle. Foto: Privatfoto / Privatfoto

- På den måde bliver det også anderledes at sejle, end hvis vi alle sammen havde taget rygsæk på og backpacket rundt, siger Katrine Romme.

- For de kommer til at have et hjem. Godt nok et meget lille hjem, hvor det eneste, de kan være sikre på, er deres egen køje. Men den er de så også sikre på.

Unge globetrottere

Selv om Katrine Romme og familiens Stillehavsplaner stadig klinger eksotisk for de fleste, er danske børn generelt mere berejste end tidligere.

Tal fra 2015 viser således, at hvert fjerde barn på 0-4 år har rejst i fem eller flere lande, mens der for de 5-9-årige er tale om hver anden.

Samtidig mener fire ud af ti af de adspurgte forældre i undersøgelsen, som blev udført af Voxmeter for Apollo Rejser, at rejser er en vigtig del af deres børns dannelse.

Også hos Jysk Rejsebureau oplever man flere forældre, der drømmer om lange rejser med de små. Der er dog stadig tale om et mindretal, og oftest ligger rejseplanerne på cirka en måned ad gangen.

Det fortæller teamkoordinator hos Jysk Rejsebureau Line Schacht Nathan, som selv har rejst jorden rundt med sin mand og to børn i over et halvt år og i dag holder foredrag om rejseformen.

- De fleste vil gerne ud i fem uger, hvor man ikke behøver at sætte alt på standby. De længere skridt er stadig sjældne, men alt i alt oplever vi flere familier, der gør det, siger hun.

Gode råd til en lang familierejse

Læg et budget

Prisen på en langvarig rejse kommer helt an på længde, lande, rejseform og graden af magelighed.
En tommelfingerregel er dog at sætte 200-400 kroner af per person per dag, når man rejser i relativt fattige områder, såsom Sydøstasien.
For dyrere destinationer, som Australien og USA, ligger beløbet på omkring 1000 kroner per person per dag.
For børnenes vedkommende kan man dog ofte trække nogle hundrede kroner fra beløbet, som dækker kost, logi, lokal transport og oplevelser.
Læg hertil penge til flybilletter oveni, fortæller Line Schact Nathan fra Jysk Rejsebureau, som selv har rejst jorden rundt i 6,5 måneder med sin mand og to børn for cirka 325.000-350.000 kroner i alt.

Find besparelser på hjemmefronten

For mange kan det store rejsebudget være svært at sluge. Men med lidt snilde kan man finde mange steder at spare mere op til rejsen.
For eksempel kan boligen hjemme med fordel udlejes under udrejsen, ligesom en lang række kontingenter og andre faste udgifter kan sættes i bero.
For eksempel kan man aflevere bilens nummerplader, så man ikke skal betale forsikring og vægtafgift, mens man er væk.
Har man børn i daginstitution kan man på rejser i mere end to måneder desuden ofte sætte pladsen på pause.
Mange forældre har desuden forældreorlov til gode, som kan bruges indtil barnet fylder 9 år.

Lav aftaler i god tid

Tag i god tid fat i din arbejdsplads for at bede om eventuel orlov. Vær ligeledes tidligt ude med information til skole og daginstitution.
Mange skoler er åbne for ideen om en langvarig rejse, så længe børnene får den påkrævede undervisning undervejs.
I forhold til institutioner bør man tidligt snakke om muligheden for, at barnet kan komme tilbage.

Vær vaks med vaccinationer

Opsøg lægen eller undersøg på nettet, hvilke vaccinationer og smittefarer, I skal være opmærksomme på undervejs.
På rejser med helt små børn kan det for eksempel være fordelagtigt at undgå steder, hvor malariamedicin er nødvendig.

Tag fat i et rejsebureau

Med en professionel konsulent kan du få gode råd til rejsen i stedet for at skulle finde ud af alt på egen hånd og klare det praktiske selv.
Du kan for eksempel sparre om, hvad der kan lade sig gøre økonomisk og tidsmæssigt, samt få inspiration til børnevenlige destinationer og oplevelser.
Ligeledes kan et rejsebureau hjælpe med praktiske ting, såsom visum til forskellige lande.

Giv ruten lufthuller

Uanset om du vælger et rejsebureau eller planlægger på egen hånd, bør du begynde med en bred plan og først senere snævre ind til detaljerne.
Pas samtidig på med ikke at vælge for mange destinationer på én gang, og husk at indlægge masser af tid til alle dele af rejsen. Det tager bare længere tid at rejse med børn end alene.
Luft i rejseruten giver også plads til spontane beslutninger, og til at børnene kan bladre i skolebøger, lege eller bare flade ud. Og både børn og voksne har godt af en gang imellem at kunne slappe af og fordøje turens mange indtryk.

Hav blik for det børnevenlige

Nogle lande og rejseformer egner sig bedre til familierejser end andre.
For eksempel har mange vestlige og sydøstasiatiske lande god infrastruktur, relativt høj sikkerhed og en imødekommende befolkning, der som oftest er venligt stemt over for børn.
Ved at leje en autocamper eller bil med telt i bagagerummet kan man komme tæt på naturen og hinanden og spare penge på hoteller. På samme måde kan husbåde eller sejlskibe for andre være interessante.

Find et formål og tag afsæt i oplevelserne

En langvarig rejse er en enestående mulighed for at lære nye kulturer og levevis at kende.
Snak med børnene, om hvad de kunne tænke sig at opleve, og brug undervejs de mange oplevelser som afsæt til diskussion.
Vær heller ikke bange for at lade børnene opsøge lokale legekammerater undervejs, når det bliver for ensformigt for dem kun at være sammen med forældre og søskende.
Udover at styrke børnene socialt og sprogmæssigt er det for forældrene en god isbryder til at lære andre voksne at kende på rejsen.

Husk både eventyr og nærvær

Selvom der er masser af livslæring at hente på rejsen, må man ikke glemme at glæde sig over oplevelserne og leve livet undervejs.
Brug for eksempel muligheden til at tage dykkercertifikat, se spændende dyr eller opfylde andre eksotiske drømme.
Og husk at nyde, hvordan familien i en lang periode er fuldstændig sammentømret og nærværende.

Tag beslutningen – og hold fast

Nogle gange er det sværeste ved en lang rejse med børnene at tage beslutningen. Og selvom der vitterligt er meget, som skal falde på plads, er bekymringerne ofte større i tankerne end i virkeligheden.
Vær dog også beredt på i lang tid at skulle give afkald på en række goder og nye ejendele for i stedet at kunne spare op.
Holder du fast i din beslutning, venter belønningen og eventyret til gengæld også i den anden ende.