Hun har været skolelærer i 56 år, og hun er klar til at lyve om sin alder for at fortsætte

Knap en kvart million danskere arbejder videre, efter de har rundet pensionsalderen.

Udsigten til at tilbringe den ene arbejdsdag efter den anden med mere end 20 børn kan måske få nogle til at drømme om pension.

Men for Gulli Erhardt Seiersen er det netop det, der gør, at hun kommer igen år efter år.

Hun har været skolelærer på fuld tid på den samme skole i Gentofte siden 1962, og selvom hun er fyldt 76 år, har hun endnu ikke konkrete planer for, hvornår hun vil gå på pension.

- Jeg glæder mig slet ikke til det. Jeg kan slet ikke se mig selv uden et arbejde. Selvom fornuften siger, jeg skal stoppe, har jeg ikke lyst rent følelsesmæssigt, for jeg har et job, jeg holder af, og jeg går altid glad på arbejde, fortæller Gulli Erhardt Seiersen i 'Go' aften Danmark' på TV 2.

Flere arbejder i alderdommen

Hun er ikke den eneste, der fortsætter ufortrødent, selvom dåbsattesten viser, at hun for længst har optjent retten til at trække sig tilbage og nyde sit otium.

Ifølge Danmarks Statistik er der over de seneste år blevet kortere mellem det såkaldte grå guld på arbejdsmarkedet.

Næsten 250.000 ældre over 65 år var i arbejde i 2015. Til sammenligning var det tal kun knap 164.000 i 2008.

Afstemning

I Gulli Erhardt Seiersens tilfælde er det samværet med de unge, hun underviser, der motiverer hende til at blive ved.

- Jeg kan lide at få børnene til at forstå både lidt af livet og matematikken, siger den 76-årige matematiklærer.

Hun har, siden hun fyldte 65 år, haft fem såkaldte seniordage om året, hvor hun kan holde fri. Indtil videre har hun ikke benyttet sig af en eneste.

- Jeg har ikke rigtig haft tid, synes jeg. Jeg ved godt, jeg ikke er uundværlig, men det forestiller jeg mig, så derfor går jeg i skole så meget, jeg kan.

Kan ikke holde løftet om at stoppe

Måske er Gulli Erhardt Seiersens forestilling slet ikke så langt fra virkeligheden. I hvert fald ikke, hvis man spørger hendes elever.

- Hun forklarer tingene rigtig godt, så man forstår dem meget bedre, og man kan komme i gang med opgaverne rigtig hurtigt, siger Frida Østergård Carlsson, der går i 6. klasse på Gentofte Skole og har Gulli Erhardt Seiersen i matematik.

- Jeg ville ønske, vi kan have hende i lang tid, men hun siger selv, det er ved at være slutningen af hendes karriere, siger Noah Schei Mathisen, der også går i 6. klasse.

- Hun er ikke altid med på moden, lyder det fra en af dem. Video: Nina Brorson

Faktisk har Gulli Erhardt Seiersen i flere år nu sagt, at hun kun vil fortsætte lidt endnu, men sådan går det ikke.

- Hvert år siger jeg, at jeg tager et enkelt år til. Men når vi kommer til enden, så tager jeg et mere, griner hun og fortæller, at familien for længst har opgivet at overtale hende til at stoppe.

Dyrker gamle dyder

Selvom Gulli Erhardt Seiersen har haft det samme job i 56 år, så er stillingen i dag meget anderledes, end da hun startede. 

- Man kan godt mærke nogle gange, at hun ikke er så meget med på moden, siger hendes elev Noah Schei Mathisen forsigtigt, og det indrømmer hans lærer blankt. 

- Jeg er nok lidt gammeldags. Jeg vil gerne have ro, og man skal lave sine ting. Vi arbejder altid i klassen, og vi løser aldrig opgaver liggende på maven på gangen, siger Gulli Erhardt Seiersen.

Ingen udløbsdato

Hvis noget skal sætte en stopper for hendes knap 60 år lange karriere, så bliver det netop noget af det nytilkomne i lærergerningen.

Især den moderne teknologi, man i dag skal bruge i undervisningen til for eksempel matematikopgaverne, fortæller hun.

- Jeg ved godt, teknikken er der, og den skal bruges, men jeg synes ikke, de lærer nok af det. Jeg vil hellere lære dem, hvordan matematikken bagved fungerer. Selvfølgelig sørger jeg for, at eleverne kan det, de skal kunne digitalt og elektronisk, men jeg bryder mig ikke om det, fortæller Gulli Erhardt Seiersen, der også fortæller, at hun bruger en god gammeldags kontaktbog til at kommunikere med forældrene.

Så længe hun får lov til de mere gammeldags løsninger, så har hendes karriere endnu ingen slutdato, fortæller hun.

Det vil hun holde fast i, selv hvis det kan blive nødvendigt med en lille løgn.

- Foreløbig har jeg sagt ja til et år mere. Om tre år bliver jeg 80 år, og der tror jeg ikke, jeg må arbejde mere. Men så kan man jo lade være med at sige, hvor gammel man er, griner hun.