Varmen er hård for kæledyrene – sådan passer du på hunde og katte

16x9
Man bør ikke lufte sin hund midt på dagen i denne sommervarme. Hunden skal altid have mulighed for at søge skygge. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Dyrlæge opfordrer blandt andet til at give hunde solcreme på – for de kan også blive solskoldede.

De seneste ugers bagende sol har fået tusindvis af danskere til at trække mod strande og parker for at slikke sol og nyde varmegraderne.

Men mens mange mennesker nyder at kunne lufte sommertøjet og få lidt farve, har vores firbenede venner det hårdt i sommervarmen.

Hunde og katte har ikke svedkirtler i huden ligesom os mennesker, og derfor har de svært ved at komme af med varmen.

Derfor skal man som ejer være særligt opmærksom på at give sit kæledyr rigeligt med vand og skygge i disse dage, fortæller Merete Holst Nissen, der er hospitalschef på Universitetshospitalet for Familiedyr, som hører under Københavns Universitet.  

Sørg for frisk vand

Merete Holst Nissen fortæller, at man altid skal sørge for, at der er nok rent drikkevand til husdyrene.

- Hav gerne vandskåle flere steder i huset, og sørg for at skifte det i løbet af dagen, opfordrer hun.

- Hvis der er nok vand til rådighed, vil både hunde og katte selv sørge for at få drukket nok.

Derudover skal både hunde og katte altid have mulighed for at søge ind i skyggen.

- De skal altså ikke blive siddende i en varm bil, siger hospitalschefen.

Spar på gåturene

Generelt er katte bedre til selv at tage deres forbehold i forhold til varmen. Hundene følger mere med ejeren, og det er derfor vigtigt, at man husker at sørge for sin hund, lyder det fra Merete Holst Nissen.

Katte sørger selv for at holde sig indedøre eller i skyggen, hvis det er for varmt for dem i solen.
Katte sørger selv for at holde sig indedøre eller i skyggen, hvis det er for varmt for dem i solen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Man kan for eksempel afkøle dem ved at sprøjte dem med haveslangen, foreslår hun.

- Nogle hunde synes også, at en tur i badebassinet er sjovt og kan godt lide at afkøle sig selv på den måde. Men man skal nok ikke begynde at sprøjte med vand, hvis man har en kat, for mange katte hader vand, siger hun.

Som hundeejer er der også brug for luftning, og selvom man gerne vil holde sin hund aktiv, bør man ikke lufte og motionere den midt på dagen, når temperaturerne er så høje, som de er for tiden.

- Det er en god idé at gå om morgenen og igen om aftenen, når det er blevet svalt. Midt på dagen, når solen bager mest, kan man nøjes med at gå en kort tur, lyder rådet fra Merete Holst Nissen.

Husk solcremen

Og når først snoren er hægtet på halsbåndet, skal man både passe på forbrændinger og solskoldninger.

Den mørke asfalt kan blive så varm, at hunden brænder poterne, hvis den træder ud på det. Sørg derfor for at gå tur, hvor der græs.

- Brug din sunde fornuft, og gå på den side af vejen, hvor der er skygge, hvis det er muligt. Søg generelt skyggen og gå ikke for lang tid i bagende sol, siger dyrlægen.

Samtidig skal man også passe på hundens hud – for der, hvor pelsen er tynd, kan hunde godt blive solskoldede.

- På ørerne, omkring næsen og på andre bare områder bør man bruge solcreme. Brug den samme faktor, som du ville bruge på dine børn, siger Merete Holst Nissen.

Diarré og opkast

Hvis skaden alligevel sker, og din hund er blevet dehydreret eller er ved at få et hedeslag, kan det ses på en række parametre.

- De kan begynde at blive usikre på benene og slingre voldsomt. Man vil kunne mærke, at hunden ikke er sig selv, og nogle vil få diarré og kaste op. Nogle får endda kramper og besvimer.

- Hvis det sker, skal man overspule den med vand, der er 15 til 20 grader varmt, eller køle den med våde håndklæder, indtil man kan komme afsted til dyrlægen.

Den slags tilfælde er Merete Holst Nissen og hendes kolleger på Universitetshospitalet for Familiedyr dog ikke blevet overrendt af – på trods af det rekordvarme majvejr.

- Mit håb er, at det er, fordi folk er opmærksomme og gør, hvad de kan for at hjælpe dyrene. Og det er jo positivt, siger hun.