Diagnosen kostede tre uddannelser - men nu har 24-årig med autisme et 12-tal i huen

Line Victoria Andersen fandt først som 19-årig ud af, hvorfor hun havde svært ved at gennemføre en uddannelse.

Når man ser på Line Victoria Andersen, ligner hun enhver anden student lige nu.

Huen er sort, og smilet er stort. 

Men under huen er den 24-årige student lidt anderledes end de fleste andre.

Line Victoria Andersen har Aspergers syndrom, en form for autisme, som kan være svært forstyrrende, og som ofte gør det vanskeligt at begå sig i sociale sammenhænge.

For få år siden var hun helt ved at opgive at få sig en uddannelse, men i dag står hun som et lysende eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at få en studenterhue, selvom man har en diagnose - hvis man får den rigtige hjælp.

Det fortæller Line Victoria Andersen i 'Go' morgen Danmark'.

- Det føles meget stort. Det er stadig meget uvirkeligt at sidde her i dag, lyder det fra den 24-årige.

Har måttet opgive tre gange før

Tre gange tidligere forsøgte Line Victoria Andersen at gennemføre en ungdomsuddannelse uden held.

Først en HF, så en uddannelse på Det frie gymnasium i København og siden en handelsuddannelse i Næsved.

Men alle tre gange med det samme resultat.

Støjen i klasselokalet blev alt for meget, og Line Victoria Andersen måtte kaste håndklædet i ringen.

Om Aspergers syndrom

Er en variant af autisme.

Personer, der har syndromet, er generelt karakteriserede ved forstyrrelser af det sociale samspil og kommunikation med andre mennesker samt et begrænset repertoire af interesser og aktiviteter.

Der ses dog ikke en generel forsinkelse eller hæmning af den sproglige eller kognitive udvikling, og mange med Aspergers syndrom har særlig god evne til at fokusere.

Kilde: Sundhed.dk & Aspergerforeningen

Det var et kæmpe nederlag hver gang, for dengang vidste hun ikke, at hun havde Aspergers, fortæller hun.

- Det var hårdt. Når jeg havde fri, så sov jeg. Jeg vågnede og fik noget at spise, og så sov jeg videre igen. Der var ikke noget overskud til lektier og den slags. Det kunne jeg slet ikke håndtere, for mit hoved var fyldt med alle mulige andre ting. 

- Til sidst oplevede jeg, at jeg kom i en tilstand, hvor jeg ikke vidste, om jeg havde fået depression, eller hvad det var. Jeg var træt og kunne ikke komme op om morgenen, husker Line Victoria Andersen.

Det var først, da hun som 19-årig fik stillet diagnosen, at hun og hendes forældre blev klar over, hvad der måtte gøres.

Lærer: Det er samme pensum, men vi hjælper mere

I august 2015 fik Line Victoria Andersen en plads i den allerførste autismeklasse på Næstved Gymnasium & HF - en særlig gymnasieklasse for unge med autisme og Aspergers.

Resten er historie. En succeshistorie. 

Marianne Kastberg er en af underviserne på gymnasiet i Næstved, hvor Line Victoria Andersen i mandags fik sit 12-tal i dansk.

Hun kan skrive under på, at eleverne i klassen har arbejdet hårdt for de karakterer, de har fået.

De er kun 10-12 elever i klassen, og der er mere struktur og hjælp til den enkelte elev, men bortset fra det skal de unge igennem det samme som alle andre gymnasieelever, lyder det.

- De skal læse det samme pensum og har de samme eksamener. Den store forskel er, at de er så få i klassen, og at de har deres eget lokale, et pauserum man kan bruge, hvis man får brug for en pause, fortæller Marianne Kastberg.

- Vi giver dem bare gode rammer og vilkår for at gennemføre, tilføjer hun.

Line: Det skal jeg lave nu

Autismeklasserne er et relativt nyt fænomen.

Den første blev oprettet på Høje-Taastrup Gymnasium i 2011, og siden er seks andre tilbud kommet til rundt omkring i landet. På gymnasiet i Næstved er Line Victoria Andersen en af de allerførste specialelever, der har fået huen på.

Hun bliver stadig meget træt, hvis der er for mange mennesker og for meget støj omkring hende.

Sådan er hendes sygdom. Det har hun lært at leve med, men i modsætning til tiden inden hun fik stillet sin diagnose og fik sit 12-tal, ser fremtiden lys ud.

Line Victoria Andersens plan er først at tage et halvt år med fuldtidsarbejde hos Cirkle K, hvor hun har arbejdet ved siden af studiet.

- Men efter jul satser jeg på at studere socialpædagogik, og jeg glæder mig meget, siger hun.