Derfor invaderer mariehøns lige nu de danske strande

16x9
De danske strande har lige nu mariehøns i hobetal. Foto: Peter Thorup

Mariehøns søger - ligesom mange danskere - mod stranden i det varme vejr.

Vi kender den allesammen. Den karakteristiske blanke, røde ryg med de sorte pletter er få millimeter lang, men altid til at spotte i haven om sommeren.

Derfor er der heller ikke tvivl om, at det er mariehøns, der netop nu er at finde i et stort antal på de danske strande. En varm forsommer har nemlig givet ideelle betingelser for de små dyr.

- Der har været ekstremt stabilt vejr uden regnbyger eller vind og rusk i maj og juni, siger Hans Peter Ravn, lektor i skov, natur og biomasse på Københavns Universitet.

- Det betyder en lav dødelighed hos mariehønsene. Vi vil normalt se, at de peaker de sidste to uger i juli, men i år tyder det på, at det er lidt før.

Mariehønsene har kunnet mæske sig i bladlus på marker og i private haver - men nu søger de altså ud mod stranden.

Mange larver, men svære kår

Det er især mariehønsenes larver, der får gode livsbetingelser. Godt med mad og varme får dem til at udvikle sig hurtigt.

Bladlus er mariehøns primære kilde til protein og er derfor vigtigt for larverne, der vokser hurtigt. Mariehøns lever dog også af blandt andet pollen.
Bladlus er mariehøns primære kilde til protein og er derfor vigtigt for larverne, der vokser hurtigt. Mariehøns lever dog også af blandt andet pollen. Foto: Karl-josef Hildenbrand / Ritzau Scanpix

Men hvordan bestanden vil udvikle sig fremover, er stadig uvist. Varmen kan nemlig også blive for meget af det gode for dem, fortæller naturvejleder på Naturhistorisk Museum i Aarhus Marianne Graversen.

- Lige nu kan vi se, at tørken også rammer insekterne. De kan godt lide det tørt, men ikke så tørt, som det her. De dør simpelthen af væskemangel i den her meget vedholdende vejr, siger hun.

I jagten på væske følger de vinden ud mod kysterne, men da de ikke vil flyve ud over åbent vand, strander de altså i sandet, hvor de skal konkurrere om pladsen med danske badegæster.

- Det kan opleves som træls og irriterende med så mange mariehøns, men de gør ingenting, siger Marianne Graversen.

Den syvplettede mariehøne er den mest almindelige i Danmark.
Den syvplettede mariehøne er den mest almindelige i Danmark. Foto: Peter Thorup

Bider for at få væske

På stranden, hvor der måske ikke er så meget vegetation, kan en menneskekrop være en tiltrængt kilde til vand. 

- De bider jo normalt af plantemateriale, men i stedet for tørre planter, så bider de i huden på vores kroppe, siger Hans Peter Ravn fra Københavns Universitet.

- Den smule sved, vi har, undersøger de, tilføjer Marianne Graversen.

Der er intet farligt ved de små bid, og det er helt naturligt, at der det ene år er rigtig mange mariehøns - det næste nærmest ingen. 

Umiddelbart er det en god ting - især for haveejere - der med mariehønsene får masser af hjælpere til at nedkæmpe bladlus på frugttræer og rosenbuske.