26-årig kæmper med kærligheden: - Pludselig har jeg skrevet 10 beskeder

Daniel Noti har et handicap, som man ikke kan se, men som gør det svært for ham at finde en kæreste.

Lyset på iPhone-skærmen går ud på sofabordet. 26-årige Daniel Noti har lige sendt en sms til en kvinde, han var på date med dagen før, og nu kører tankerne rundt.

Har hun fået kolde fødder? Har hun ikke set beskeden? Måske sover hun. Burde han sende en sms mere? Han har lyst til at skrive igen – eller ringe.

Han rækker ud efter sin telefon.

Er der også en til mig?

Daniel Noti har diagnosen atypisk autisme. Man kan ikke se det på ham, men når man lærer ham at kende, vil man opdage, at det spiller ind på flere områder – blandt andet i jagten på kærligheden.

Han har været single i nogle år og har nu valgt at dele sit datingliv med resten af Danmark i TV 2-programmet 'Er der også en til mig?'.

I programmet får han og de andre medvirkende hjælp til at finde kærligheden på trods af forskellige udfordringer.

Daniel Nitos udfordring handler særligt om at kommunikere på skrift.

- Jeg bliver meget nemt overvældet, fordi det er så spændende. Hvis en pige er sød, er det svært ikke at ringe eller skrive til hende, og pludselig har jeg skrevet 10 beskeder, og så virker jeg omklamrende. Men sådan er jeg ikke i virkeligheden, siger Daniel Noti.

Hvor ofte skal man skrive? Hvad skal man skrive? Det er nogle af de spørgsmål, der fylder hos Daniel Noti.
Hvor ofte skal man skrive? Hvad skal man skrive? Det er nogle af de spørgsmål, der fylder hos Daniel Noti. Foto: 'Er der også en til mig' / TV 2

Han håber, at programmet kan være med til at sætte fokus på handicap og dating, og på hvordan "Tinder-kulturen" gør, at vi hurtigt sorterer hinanden fra.

- Jeg har nogle udfordringer, som gør, at jeg måske ikke lige passer ned i den kasse, som man skal i dag, siger Daniel Noti.

Ekspert: Datingsapps har gjort det svært

Undervejs i programmet får han derfor hjælp af forfatter og datingcoach Kirk Rønler.

Når hun ser på datingmarkedet i dag, kan hun godt forstå, at Daniel Noti - og mange andre danskere - har svært ved at finde en partner.

- Vi har konstrueret nogle datingmiljøer, der ikke er hensigtsmæssige, når det handler om at skabe forbindelser mellem mennesker - og det rammer særligt mennesker med udfordringer som Daniels, siger Kirk Rønler.

Datingcoach Kirk Rønler fra TV 2-programmet 'Er der også en til mig'.
Datingcoach Kirk Rønler fra TV 2-programmet 'Er der også en til mig'. Foto: TV 2

Hun peger på, at især datingsapps som Tinder har gjort det sværere. Her vælger mange nemlig allerede hinanden til og fra på billeder, tekst og beskeder.

- Når vi møder et andet menneske, så er det ting som ansigt, duft og genetik, vi bruger til at vurdere, om han eller hun er den rigtige for os. Men de markører bliver taget ud af spil, når vi onlinedater, forklarer hun.

Vi vil så gerne præstere og være perfekte, og der passer en handicappet kæreste ikke ind i billedet

Kirk Rønler, datingekspert

Vil du date en handicappet?

Selv har Daniel Noti flere gange været meget i tvivl om, hvornår han skulle fortælle om sit handicap på datingapps.

- Datingverdenen er en hård verden. Og jeg har jo en diagnose, man ikke kan se - og det kan være svært at forklare helt præcist, hvad det betyder, siger Daniel Noti.

- Jeg vil gerne date en kvinde, der har et psykisk handicap. Men jeg vil også gerne date en kvinde, der ikke har. Det kræver bare, at hun kan rumme mig og mine udfordringer, siger Daniel Noti.
- Jeg vil gerne date en kvinde, der har et psykisk handicap. Men jeg vil også gerne date en kvinde, der ikke har. Det kræver bare, at hun kan rumme mig og mine udfordringer, siger Daniel Noti. Foto: TV 2

Han kan forklare, at det betyder, at han har nogle udfordringer. At han har brug for støtte i hverdagen, og at han er på førtidspension og derfor har et skånejob i stedet for et almindeligt fuldtidsjob.

Selv ville han ikke have noget imod at date en person med et psykisk handicap, som han selv har. Men sådan har langt fra alle det, siger Kirk Rønler.

- Det kræver en enorm rummelighed at kunne se, at selvom Daniel har nogle udfordringer, så har han også nogle gaver. Men den tolerance har vi ikke i samfundet, fordi mange tænker: "Jamen, hvad er jeg, hvis jeg har en handicappet kæreste?", siger Kirk Rønler.

Hvis den tanke skal ændres, skal hele vores selvbillede om at være perfekt også ændres, mener hun.

- Vi vil så gerne præstere og være perfekte, og der passer en handicappet kæreste ikke ind i billedet. Men hvis vi tager stilling til, hvor perfekte vi vil være, kan der måske blive plads til det, tilføjer hun.

Kirk Rønler arbejdede i programmet blandt andet med 26-årige Daniels spørgeteknik på dates.
Kirk Rønler arbejdede i programmet blandt andet med 26-årige Daniels spørgeteknik på dates. Foto: TV 2

Ikke stillesiddende kaffedates

Noget af det, Daniel Noti har lært af programmet, er, at han ikke skal vælge stillesiddende kaffedates. Smalltalk er nemlig ikke hans stærkeste side. Og faktisk er netop den dateform generelt sjældent god til at skabe kemi blandt mennesker, mener Kirk Rønler.

Ifølge hende er det bedre at opsøge nogle rammer, hvor der kan ske noget spændende eller nyt.

Positive oplevelser kan nemlig være med til at frigive de hormoner, som giver os lyst til at knytte os til hinanden, og som stimulerer følelser som lyst, glæde, passion og kærlighed.

Derfor foreslog hun 26-årige Daniel Noti at tage en date med ud at danse i tv-programmet. Og det var en succes, fortæller han.

Daniel Noti var i programmet på dansedate med Kenya. De to ses stadig den dag i dag som venner.
Daniel Noti var i programmet på dansedate med Kenya. De to ses stadig den dag i dag som venner. Foto: 'Er der også en til mig' / TV 2

Leder efter tillid, tryghed og kemi

Det med at skrive sammen på sms er stadig en udfordring for ham i dag. Og han ved godt, at han aldrig bliver typen, der "lægger en pige på is". 

Derfor forsøger han i stedet at ringe sammen og lave aftaler om, hvor ofte man skal snakke sammen, når man dater.

- Det hjælper mig at vide, hvor mange gange man skal tale sammen i løbet af en dag, for så bliver jeg ikke i tvivl om, hvorfor hun ikke svarer.

Selvom det kan være hårdt at være på datingmarkedet, har det ikke taget modet fra 26-årige Daniel Noti. Han ved godt, hvad han leder efter. 

- Det vigtigste for mig i en partner er tillid, tryghed, kemi, intimitet, og at man kan give hinanden omsorg og forstå hinanden. Man skal kunne tale og turde åbne sig op for hinanden, siger han.

Programserien 'Er der også en til mig' kan ses på TV 2 PLAY