Firbenet førstehjælp - sådan redder du din hunds liv

Er uheldet ude, kan mennesket hurtigt blive hundens bedste ven.

Det er ikke kun planter og haveejere, der tørster i sommerheden.

På solrige dage er især hunde i fare for at få hedeslag. Og går det helt galt for de firbenede kæledyr, kan korrekt førstehjælp betyde forskellen på liv og død – akkurat som hos de tobenede ejere.

- Hunde er jo skønne og aktive og sjove. Men det betyder også, at de indimellem kommer til skade, fortæller dyrlæge Frederik Meyland-Smith i ’Go’ morgen Danmark’.

Han råder derfor hundeejere til på forhånd at lære, hvordan man bedst hjælper sit dyr, hvis ulykken er ude - uanset om det skyldes sygdom, uheld eller overophedning.

- Hvis man først står i situationen og er stresset, og det er lidt hektisk, så er det ikke nemt at tage gode beslutninger, siger han.

Firbenet førstehjælp

Et af dyrlægens råd lyder derfor, at man læser eller lærer om førstehjælp til sit kæledyr – for eksempel med et kursus i enten virkeligheden eller online.

Hunde i Danmark

Der lever i 2018 cirka 595.000 hunde i Danmark.

Cirka 40 procent af danske familier holder kæledyr. Flest af dem har hund.

Målt på det totale antal dyr er der dog flere katte end hunde.

De fleste familier med hunde og andre kæledyr er børnefamilier.

Kilder: Dansk Hunderegister og Danmarks Statistik

Samtidig er det en god ide at kende sin dyrlæges telefonnummer og åbningstider samt vide, om de eventuelt samarbejder med en døgnåben klinik. I så fald er det også klogt at have den døgnåbne kliniks oplysninger ved hånden.

Desuden kan det som hundeejer være en god ide at have en førstehjælpspakke klar til kæledyret med blandt andet renseservietter, saks, tape og gazebind.

Er skaden større end det hændelige uheld – som ved biluheld, fald, hjerteanfald eller større medicinske lidelser – kan hunden få hjerte- eller vejrtrækningsstop.

I de tilfælde kan det ligefrem være nødvendigt at give hunden hjerte-lunge-redning, forklarer Frederik Meyland-Smith. Se hvordan i videoen øverst i artiklen eller i guiden nedenfor.

Populær pleje

Målt på antallet af familier er hunden landets mest populære kæledyr.

Især børnefamilier har også et firbenet medlem, og med næsten 600.000 hunde i Danmark sker det, at menneskets firbenede venner kommer til skade og får brug for hjælp. Oftest efter hedeslag som følge af for meget aktivitet uden pause - eller efter at være blevet efterladt i varme biler.

Hos Odense Dyrehospital oplyser man, at årets sommer har givet færre hedeslagsramte hunde end frygtet.

Samtidig oplever dyrehospitalet, at mange ejere ønsker at passe bedre på deres kæledyr. Blandt andet deltager stadigt flere i foredrag, kurser og informationsaftener om førstehjælp og pleje af dyrene.

Synlige signaler

Veterinærsygeplejerske Rikke Hansen, som blandt andet afholder førstehjælpskurser for hunde, oplyser, at hjertestop normalt sker meget pludseligt for familiens firbenede ven.

Hun tilføjer, at det ofte kan være svært for den almindelige ejer at se, om hunden er syg eller har smerter. Og at det tit handler om at se på hele dyret og dets opførsel.

- Det handler også om forebyggelse, at fjerne farer derhjemme og at snakke om, hvilke signaler ejere skal reagere på, siger Rikke Hansen.

Med hensyn til både hunde og kattes kredsløb bør man især være opmærksom på, om kæledyret trækker vejret hurtigere end normalt, og at hjertet synligt slår hurtigere og hårdere i brystkassen.

Derudover bør man være opmærksom på dyrets blik, om man kan komme i kontakt med det, om det slingrer, samt om kropstemperaturen er øget eller nedsat. Og så skal slimhinderne helst være lyserøde.

Sådan giver du din hund hjerte-lunge-redning

Tjek hundens tilstand

Mærk efter, om hunden trækker vejret, og om dens hjerte pumper.
Ved vejrtrækning bevæger hundens brystkasse sig.
Hjerteslaget kan mærkes lidt bag hundens venstre forben samt på to pulsårer mellem hundens baglår.

Slå alarm

Tilkald så vidt muligt hjælp og ring til dyrlægen.

Skab frie luftveje

Åbn hundens mund og få tungen ud, så der er åbne luftveje.
Sørg for, at hundens hoved er løftet, og tjek, at der ikke sidder noget galt i halsen. Hvis der gør, skal man prøve at få det ud.
Pas dog på fingrene mellem hundens skarpe tænder.

Pump hjertet

Læg hunden på højre side og find hjertet, som sidder et stykke bag venstre forben.
Tryk 30 gange, så cirka halvdelen af brystkassens bredde trykkes ind.
Frekvensen skal være 110 tryk i minuttet – tempoet passer med Bee Gees-sangen ’Stayin’ Alive’.
Ved store hunde er det ofte nemmest at sidde bag hundens ryg.

Blæs luft i snuden

Efter 30 tryk på brystkassen skal man give hunden to indblæsninger fra mund til næse – eller rettere mund til snude.
Luk fat om hundens mund og dæk snuden til med din egen mund. Blæs nu to gange så hårdt, at hundens brystkasse rejser sig.
Fortsæt med skiftevis 30 tryk og to pust, til hjælpen når frem.
Det kan være en stor fordel at være to hjælpere – en der trykker og en der puster.