’Kurs mod fjerne kyster’ vender tilbage - nu i nyt skib og med baby ombord

Mikkel Beha Erichsen og resten af sejlerfamilien sætter kurs mod endnu et eventyr. Denne gang går turen nord på.

I 2016 var det slut. Familien Erichsen gik i land efter tre års jordomrejse på sejlskibet Havana, som gennem fire sæsoner vandt plads i danskernes hjerter.

På Toldboden i København tog 20.000 mennesker imod, da Kronborg var om styrbord, og familien vendte hjem.

To år er gået, og nu er det afgjort. I sensommeren sejler familien mod nye kyster – og endnu engang har de inviteret TV 2 med, så seerne hjemme i Danmark kan følge deres rejse.

Billedet er taget i 2016, da Theis og Emil netop var vendt hjem efter tre års jordomsejling.
Billedet er taget i 2016, da Theis og Emil netop var vendt hjem efter tre års jordomsejling. Foto: Per Arnesen / TV 2

Kurs mod nord

Det er igen fremmed farvand, familien sætter kurs mod. Mikkel Beha Erichsen fortæller, at han og familien i flere år har gået og stirret på den nordlige del af globussen, der dækker Norges vestkyst, Færøerne, Island og Grønland. Nu er tiden kommet til at udforske den.

- Det er en årelang drøm, der nu bliver til virkelighed, siger Mikkel Beha Erichsen til TV 2. 

Mens store dele af jordomsejlingen foregik iført badetøj i 30 graders varme, må familien nu pakke de tykke trøjer og forberede sig på temperaturer omkring de minus 30 grader i stedet. 

Ruten er ikke lagt fast, men de ved, at de skal begå sig på et af de mest barske farvande i verden. 

- Det er på mange måder mere kompliceret at sejle på de kanter, end det er at sejle i 30 grader ved ækvator. Hvis skibet synker, eller du falder i vandet, har du meget kort tid til at blive fundet i live igen. 

Lægger fra land i nyt skib

Men noget tyder imidlertid på, at der må skrives en ny ørehænger af en titelsang, for det bliver ikke ombord på Havana, de lægger fra land.

I oktober 2017 købte Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé Andersen et nyt skib.

Parret havde været på udkig efter et nyt og mere rubust skib i flere år, før det rette pludselig dukkede op. Et 67-årigt, svensk søredningsskib, som parret siden har haft ansvaret for at gøre klar til det nye familieeventyr.

Skibet hedder Wallenberg og er lige akkurat dét, de havde drømt om. Et skrog af stål, en kraftigere motor og plads nok til hele familien, der med to svigerdøtre og et barnebarn er vokset fra fem til otte siden jordomsejlingen.

Gennem flere måneder har Mikkel Beha Erichsen, resten af familien og lokale håndværkere på Jobi værftet i Strandby arbejdet på det nye skib, der skal tage familien på nyt eventyr.
Gennem flere måneder har Mikkel Beha Erichsen, resten af familien og lokale håndværkere på Jobi værftet i Strandby arbejdet på det nye skib, der skal tage familien på nyt eventyr. Foto: Tor Løkken / TV2 NORD
Emil Midé Erichsen fra 'Kurs mod fjerne kyster' med sin kæreste Louise.
Emil Midé Erichsen fra 'Kurs mod fjerne kyster' med sin kæreste Louise. Foto: Camilla Rønde / TV 2

Letmatros ombord

For den 13. juli blev familiens ældste søn, Emil Midé Erichsen, far til en lille dreng.

Inden det nye familiemedlem blev født, var Emil og kæresten Louise ifølge den dengang kommende farfar ikke bange for at tage familiens nyeste medlem med på eventyr.

- Hvis det er en lille skrigeballon med kolik, kan det godt være, det ikke er så sjovt at sidde på et skib i minus 30 grader. Men hvis det er et nemt lille barn, tror jeg, de tager ham eller hende med under armen og kommer med ud at sejle, sagde Mikkel Beha Erichsen.

Turen er for hele familien

Planen er, at det igen skal være en rejse for hele den voksende familie, men det kan være svært at få kabalen til at gå op.

- Vi finder nogle perioder, hvor vi kan være der alle sammen, men der vil også være perioder, hvor det kun bliver nogle af os. Vi er pludselig otte mennesker, der skal have vores liv til at passe sammen, siger Mikkel Beha Erichsen.

For eksempel tager den yngste søn, Alfred Midé Erichsen, efter sommerferien hul på det sidste år af gymnasiet. Mødepligt gør, at han ikke kan være med på hele rejsen, men familien forsøger at planlægge sådan, at alle hans ferier - og lidt til - kan blive brugt ombord på Wallenberg.

- Han er indstillet på, at det fravær, han skal have, skal være på vores nye skib. Ikke fordi han lige er kommet til at sove over sig en tirsdag morgen, siger Mikkel Beha Erichsen og griner.

Alfred og Theis fotograferet i de danske farvande.
Alfred og Theis fotograferet i de danske farvande. Foto: Hannelore Dörner / TV 2

- Eventyr er uforudsigelige

Ruten for Wallenberg er endnu ikke lagt fast, og det er helt bevidst. Familiens måde at rejse på er at tage én dag ad gangen. Lægger man for mange planer og mål for, hvad man gerne vil nå, bliver man for let skuffet, lyder det fra kaptajnen.

- Man kan ikke bestille et eventyr. Eventyr er det uforudsigelige. Det er der, hvor du tager dig tid til at sætte dig ned, se dig omkring og – måske – være så heldig, at eventyret kommer til dig, siger Mikkel Beha Erichsen.

Alt, de ved, er, at de tager hul på rejsen i sensommeren, og at de overvintrer i den nordligste del af Norge. Alt det andet tager de, som det kommer. 

Mikkel Beha Erichsen sammen med sine to ældste sønner.
Mikkel Beha Erichsen sammen med sine to ældste sønner. Foto: TV 2 / TV 2

To år uden planer

Og når først de er afsted, har de ikke travlt med at komme hjem igen. Faktisk regner Mikkel Beha Erichsen med, at der kommer til at gå et par år, før Wallenberg og familien igen lægger til i en dansk havn.

Modsat jordomsejlingen tager den nordlige rejse dem ikke så langt hjemmefra, og der findes gode havne, hvor Mikkel Beha Erichsen vil kunne efterlade Wallenberg med ro i maven.

Det giver både kaptajn og besætning mulighed for at rejse til og fra Danmark, hvis der bliver brug for det.

Havana ligger lige nu i Køge Bugt, men familien har ikke planer om, at den skal ud og have vind i sejlene foreløbig.
Havana ligger lige nu i Køge Bugt, men familien har ikke planer om, at den skal ud og have vind i sejlene foreløbig. Foto: TV 2

De sejler, når de er klar

Lige nu ligger svenske Wallenberg på værft i Strandby nord for Frederikshavn, hvor Mikkel Beha Erichsen stort set har boet fast siden årsskiftet for at gøre det klar til afgang.

- Vi knokler for at få vores skib færdigt. Det var egentlig meningen, at vi skulle være sejlet, men der var nogle større uforudsete ting, der skulle repareres, siger Mikkel Beha Erichsen til TV 2.

Der er da heller ikke sat et endeligt tidspunkt for, hvornår familien lægger fra land. De sejler, når de er klar, lyder det fra kaptajnen.

Når de gør, kommer de til at sejle ud fra København. Skibet sejles fra Nordjylland til hovedstaden, så familien sammen kan indrette sig med bøger, søkort, sengetøj og proviant, før de ”tøffer afsted”. I mellemtiden kan du se eller gense alle fire sæsoner af 'Kurs mod fjerne kyster' på TV 2 Play.