16x9

En gang om måneden mødes en gruppe ingeniører for at brygge deres egen 'trylledrik': - Det er nærmest grænseoverskridende

I samarbejde med Carlsberg

I ølklubben Kapslen samles 150 ingeniører om ”øl, der sparker røv”.

Skulder ved skulder står de med koncentrerede blikke fastfrosset mod indholdet i gryderne. Der røres rundt, måles, hældes i og registreres.

Hænderne er markerede efter et langt arbejdsliv, men bevægelserne er blide og nænsomme. Nærmest kærlige.

Omkring 12 mænd fra Ølklubben Kapslen – de fleste i en moden alder – er stuvet sammen i det smalle, rektangulære kantinekøkken.

Til daglig er det her, der laves mad til medarbejderne i en af Skandinaviens førende, rådgivende ingeniørvirksomheder.

Vi er på besøg hos NIRAS, det store danske rådgiverfirma, der har hovedsæde i Blovstrød nord for København.

I køkkenets tilstødende rum står to mænd og skyller af, mens endnu en håndfuld ingeniører roder med spande og beholdere i kantinens spisesal. Der er masser af aktivitet fordelt på et snævert areal, men der er overraskende lidt støj.

Det er ikke som i et kokkekøkken, hvor ordrerne flyver henover skærebrætterne. Det er nærmere en summen, der agerer lydtapet. Alle koncentrerer sig om at udfylde deres rolle.

En gruppe ingeniører fra Nordsjælland har skabt et helt særligt sammenhold i firmaets voksende ølklub. Video: Johan Lyngholm-Bjerge

Dagens opgave er at brygge 250 liter øl til firmaets årlige Oktoberfest den 26. oktober. Det er godt og vel en liter øl til hver gæst, hvis man tager udgangspunkt i deltagerantallet fra sidste år.

- Men der går rygter om, at der kommer flere i år. Sidste gang var de helt vilde med øllet, griner Erik Madsen, der er en af de fremtrædende medlemmer af Kapslen.

Sammen Om Hele Humlen

Denne artikel er en del af artikelserien ’Sammen Om Hele Humlen’, der præsenteres i samarbejde med Carlsberg. I serien inviterer vi danskerne indenfor i en verden af øl, stemninger, historie og fællesskab.

Vi går tæt på ølbrygningens kunst, de nye tendenser i vaner og forbrug, og vi undersøger, hvordan vi bruger øllen i samværet med hinanden.

Ølklubben Kapslen blev stiftet for 10 år siden af godt 15 medarbejdere i NIRAS. Siden har foreningen boblet og gæret, så medlemsantallet nu er ved at skumme over med små 150 glade amatørbryggere.

Kvaliteten i bryggerkunsten er øget fra år til år kulminerende med guldmedaljen i kategorien Bock-øl ved DM i håndbryg for to år siden.

- Det var stort, lyder det samstemmigt fra Erik Madsen og ølklubbens formand, Ole Viggo Andersen.

square to 16x9
Til den årlige oktoberfest er det udelukkende Kapslens øl, der serveres. Foto: Kapslen / TV 2

Der findes ikke præcise tal på, hvor mange ølklubber, der findes i Danmark. Heller ikke en decideret definition.

For nogle kan en ølklub være et fællesskab, hvor man samles om smagen af forskellige øl, mens det for andre handler om at mødes for at brygge. Der findes klubber med ældre, yngre, kvinder og mænd.

Finere madlavning for mænd

Med rekordmange bryggerier og ølvarianter på det danske marked – ifølge Bryggeriforeningen kom tallet op på 197 bryggerier i 2017 - kan man konstatere, at interessen for ølbrygning og smagsudvikling er frembrusende.

30 nye mikrobryggerier så dagens lys i 2017, viste en opgørelse af ølsitet beerticker.dk tidligere på året.

square to 16x9
Ole Viggo Andersen har været med i Kapslen siden starten i 2008 Foto: Johan Lyngholm-Bjerge / TV 2

I Kapslen brygger man ikke til andre end sig selv og kollegerne i firmaet. Også selv om der har været interesse for klubbens øl udefra.

Medlemmerne brygger for deres egen skyld. For at dyrke passionen om at brygge og være sammen om processen. 

- Det er finere madlavning for mænd, lyder det kækt fra Ole Viggo Andersen, da han holder en pause fra gryderne.

Fakta om Kapslen

  • Ølklubben Kapslen blev stiftet i 2008 af en mindre gruppe medarbejdere i NIRAS.
  • I dag er der godt 150 medlemmer, hvoraf omkring 25 er entusiastiske bryggere.
  • Ole Viggo Andersen var med til at stifte klubben og sidder i dag som formand.

Dem er der i øvrigt mange af i en ølbrygningsproces, som kræver stor tålmodighed. Så er der tid til at sludre.

- Det giver et helt særligt kammeratskab at mødes om øllen. Brygprocessen har en samlende effekt for os.

- Vi er alle sammen grebet af det magiske i, at vi kan lave sådan en drik selv. Der er sådan lidt trylledrik over det, fortæller 60-årige Ole Viggo Andersen, mens øjnene lyser op i en barnlig glæde trods en dåbsattest, der er i gang med tilløbet til pensionsalderen.

Det er der i øvrigt flere af medlemmerne, der er. Derfor glæder man sig over, at der løbende kommer yngre kræfter til, og alle NIRAS-medarbejdere er velkomne.

- Det handler ikke kun om at lave øl. Det handler om at være sammen om processen. Det giver en særlig glæde at løse opgaven i fællesskab, forklarer Ole Viggo Andersen og kalder det "nærmest grænseoverskridende", at de ved hjælp af malt, gær og humle kan lave deres helt egen øl. Som endda smager godt.

Afstemning

Formanden giver en rundtur i kantinen. Det kapslede hjemmebryg med egne etiketter er sat til skue på række uden for køkkenet. Dem står de også selv for at trykke.

- Og her er ’Brygmobilen’, smiler han og peger på en rullevogn, der er fyldt op med ingredienser og redskaber til ølfremstillingen. Alt er nøje sorteret på vognen.

Lederhosen og tyrolerhatte

For formand Ole Viggo Andersen startede passionen for lidt over 10 år siden. Indtil da begrænsede hans forhold til øl sig til et normalt nydelsesniveau.

Men da hustruen gav ham et bryggerkursus i gave, startede det en passion, han aldrig vil slippe igen.

'Guld-øllen'

Ved Danske Ølentusiasters ølfestival i 2016 vandt 'Kapslen' guldmedalje i kategorien bock ved DM i Håndbryg. Bock er en undergæret stærk lagerøl, der har sin oprindelse i den nordtyske by Einbeck.

Det førte til en weekendtur til Ebeltoft Gårdbryggeri sammen med en gruppe venner, og så var han solgt.

- Der bryggede vi en hel weekend og sov nærmest sammen med kedlerne. Vi kastede os ud i det og arbejdede i døgndrift. Der gik det op for os, at vi kunne sgu lave øl. Det, der virkede helt uopnåeligt, kunne vi pludselig lave selv.

Det har egentlig været drivkraften lige siden, fortæller Ole Viggo Andersen.  

Cirka en gang om måneden mødes han og bryggerkollegerne i de omgivelser, hvor de til daglig er ingeniører. Så forvandles NIRAS-kantinen til et summende bryghus, hvor fællesskab og samarbejde er i centrum.

De er sjældent mere end 25 ad gangen. Det er vigtigt, at der er en rolle at udfylde for hver enkelt, når de mødes for at brygge.

Denne aften i kantinebryggeriet skal der laves weissbier, IPA og pilsner. Det er det øl, der skal serveres til den årlige oktoberfest, hvor lederhosen, tyrolerhatte og lattermuskler skal luftes.

Gennem årene er variationen af øl fra Kapslens amatørbryggere vokset stødt. Der eksperimenteres med smage og typer. Lige fra hvedeøl til den mørke stout. 

Etikken til Kapslens stolte bryg: DM-guldvinderen i 2016
Etikken til Kapslens stolte bryg: DM-guldvinderen i 2016 Foto: Privat / TV 2

Én ting går dog igen: Procenterne.

- Vi har lidt svært ved at holde procenterne nede, griner Ole Viggo Andersen.

- Det gør, at øllene sparker røv. Det er sjældent, vi kommer under fem procent. Vi har for eksempel lavet en stout med lakrids på 11 procent.

Drømmen om en pilgrimsrejse

For Ole Viggo Andersen, Erik Madsen og de øvrige bryggere i Kapslen er ambitionen hele tiden at optimere kvaliteten.

Derfor har de haft besøg af en brygmester fra Carlsberg og en anerkendt ølsmager, og derfor har de planer om at rejse udenlands for at søge yderligere inspiration.

- For os vil det være en pilgrimsrejse at tage til Belgien, hvor de brygger så meget god øl. Det er en af de ting, vi drømmer om. Vi arbejder på en studietur, hvor vi skal ned og besøge Leffe, Orval og Chimay, siger formanden, der også går med planer om på sigt at kunne producere råvarerne til brygningen selv. 

square to 16x9
Sammenholdet er helt afgørende i Kapslen Foto: Johan Lyngholm-Bjerge / TV 2

Sikkert er det i hvert fald, at Ole Viggo Andersens passion for ølbrygning er uden udløbsdato. Og når pensionsalderen en dag banker på, kan han se frem til en titel som æresmedlem.

Kapslen er forbeholdt medarbejdere af NIRAS, men tro bryggertjeneste anerkendes, og det belønnes med et æresmedlemsskab, når arbejdslivet parkeres.

Så kan tiden bruges på fortsat at eksperimentere og udvikle bryggerkunsten, ligesom de sociale bånd kan vedligeholdes. For de er mindst lige så vigtige som det hjemmebryggede øl. 

Som ingeniøren Lars Paulsen udtrykker det, mens han betragter kollegernes arbejde ved gryderne:

- Det er lidt som at sidde i sauna sammen. Vi har noget unikt sammen, når vi står her og brygger.

Der røres videre, hældes i, måles og registreres. Nu skal det bare stå og boble.

Som en rigtig trylledrik.