Tv-landmænd hjalp hinanden med at finde kærligheden - nu er de begge blevet gift

16x9
Søren og Henriette Gaardsdal Frederiksens ringe. Også deres 'matchmaker', Thomas Malmkjær, er blevet gift siden deltagelsen i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Søren Gaardsdal Frederiksen / Privatfoto

To gange i september har bryllupsklokkerne ringet for tidligere deltagere i 'Landmand søger kærlighed'.

Den muntre Søren Frederiksen, som deltog i anden sæson af TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed' kan udover landmand nu også kalde sig husbond.

Lørdag den 22. september sagde han og kæresten Henriette Gaardsdal Jensen nemlig ja til hinanden i Houlkær Kirke ved Viborg – og nu hedder de begge Gaardsdal Frederiksen til efternavn.

Søren og Henriette Gaardsdal Frederiksen er blevet gift. Begge deltog i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed' og fandt sammen efter udsendelserne.
Søren og Henriette Gaardsdal Frederiksen er blevet gift. Begge deltog i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed' og fandt sammen efter udsendelserne. Foto: Privatfoto

- Følelserne sad uden på tøjet den dag. Jeg blev så rørt over alle de mennesker, der kom, lyder det fra den glade gom.

- Og jeg blev endnu mere rørt, da Henriette kom hen ad kirkegulvet, tilføjer han om sin brud, som han mødte i forlængelse af tv-programmet.

Fra hyggeplaner til bryllupsgilde

Omkring 120 personer var mødt op til vielsen og efterfølgende kaffe hos brudens forældre. Dernæst fortsatte 90 af dem til festmiddag i et nærliggende fælleshus.

- Oprindeligt ville vi egentlig have holdt et lille bryllup, men pludselig havde vi en ordentlig flok, der skulle med, siger Søren Gaardsdal Frederiksen, som er ovenud tilfreds med resultatet:

- Det hele klappede bare. Og vi er overraskede over, at vi kender så mange, og at der er så mange, der vil os.

To med ét smæk

Først fredagen før brylluppet gik det for alvor op for Søren Gaardsdal Frederiksen, hvad der ventede ham den næste formiddag.

Han og Henriette havde ellers været forlovet i godt halvandet års tid. Han friede til hende på hendes fødselsdag forrige maj.

Allerede på det tidspunkt havde parret længe lavet sjov om, at de skulle gifte sig. Og i stedet for at skaffe en stor fødselsdagsgave til sin kæreste, købte Søren en lille æske med en ring – og spurgte, om ikke de alligevel skulle gøre alvor af snakken.

Søren og Henriette bor til daglig i nordvestjyske Vemb, nær Holstebro, men blev viet i midtjyske Houlkær ved Viborg. - Henriette er jo flyttet helt ud til os ved Vestkysten, så jeg havde det helt fint med at holde brylluppet på hendes hjemegn, lyder det fra gommen.
Søren og Henriette bor til daglig i nordvestjyske Vemb, nær Holstebro, men blev viet i midtjyske Houlkær ved Viborg. - Henriette er jo flyttet helt ud til os ved Vestkysten, så jeg havde det helt fint med at holde brylluppet på hendes hjemegn, lyder det fra gommen. Foto: Privatfoto

- Det var ikke det helt store. Men som jyde kunne jeg da slå to fluer med ét smæk: Ring og fødselsdagsgave, griner han og tilføjer:

- Henriette havde heldigvis ja-hatten på. Og hun lader til at have glædet sig lige så meget som mig lige siden.

Fra 'matchmaker' til ægtemand

Selvom både Søren og Henriette Gaardsdal Frederiksen deltog i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed', var det først efter udsendelserne, at de to fandt sammen.

I første omgang havde Henriette nemlig kontaktet landmanden Thomas Malmkjær, som hun i programmet nåede både at være på speed- og gruppedate med.

Her ses Thomas og Henriette, da de var på gruppedate sammen i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Henriette er i dag blevet gift med landmanden Søren fra samme sæson, efter Thomas havde introduceret de to for hinanden. Også Thomas selv er i dag blevet gift.
Her ses Thomas og Henriette, da de var på gruppedate sammen i anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Henriette er i dag blevet gift med landmanden Søren fra samme sæson, efter Thomas havde introduceret de to for hinanden. Også Thomas selv er i dag blevet gift. Foto: TV 2

Til awardshowet Reality Awards i starten af 2016 mødtes de og andre deltagere igen, og her bemærkede Thomas, at Henriette og Søren snakkede godt med hinanden – hvorefter han sørgede for at føre dem sammen.

I dag er Thomas Malmkjær ikke overrasket over, at Søren og Henriette er blevet viet.

- De var to søde personer, og det kunne da nemt være, de passede sammen. Og det gjorde de så også, siger Thomas Malmkjær og tilføjer:

- Det er kun glædeligt, at det er endt ud med, at de tilmed er blevet gift.

Og faktisk har parrets 'matchmaker' for kort tid siden selv stået ved alteret.

Thomas og Pernille Malmkjær fandt sammen efter optagelserne til anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'. I dag er de flyttet sammen og er blevet gift.
Thomas og Pernille Malmkjær fandt sammen efter optagelserne til anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'. I dag er de flyttet sammen og er blevet gift. Foto: Helle Thorngaard Jessen / Privatfoto

Lørdag den 15. september blev den i dag 30-årige landmand nemlig viet i Fjelstervang Kirke nær Herning.

Efterfølgende holdt brudeparret bryllupsfest for 70 personer på gården Lillelund, hvor de bor, og ifølge Thomas Malmkjær var dagen, lige som den skulle være:

- Det hele gik som planlagt, og vejret var fremragende. Og så sagde hun da ja.

Argentiske vinmarker

For Thomas Malmkjær kom kærligheden, ligesom for Søren Gaardsdal Frederiksen, kort efter anden sæson af 'Landmand søger kærlighed'.

Efter udsendelserne blev han nemlig kontaktet af den i dag 27-årige Pernille Malmkjær, som fra start havde været interesseret i ham, men ikke turde deltage i tv-programmet.

Pernille og Thomas Malmkjær blev gift lørdag den 15. september 2018.
Pernille og Thomas Malmkjær blev gift lørdag den 15. september 2018. Foto: Helle Thorngaard Jessen / Privatfoto

Alligevel fandt kærligheden vej. Og i december, efter at have været kærester i et par år, friede Thomas til Pernille på en vingård i Argentina, hvor de holdt ferie.

- Det skete stille og roligt, uden nogle andre til stede, på en terrasse med udsigt over nogle vinmarker, fortæller han og tilføjer, at parrets kombinerede bryllupsrejse og sommerferie går til Rhodos i Grækenland.

Hvad der derefter følger af børn eller andre store projekter, har de nygifte dog endnu ikke taget stilling til.

- Nu er vi blevet gift, så det skal vi nyde, og så tager vi den derfra. Der er ikke planlagt noget, og der er ingen grund til at få stress, siger Thomas Malmkjær.

En lykkelig slutning

Samme melding lyder fra Søren Gaardsdal Frederiksen, der tidligere har nævnt, at han og Henriette ønsker sig tre børn.

- Vi har snakket om, at det nok er det næste, der kommer. Så vi er klar, men tager det stadig hen ad vejen. Det sker, når det sker.

Samtidig glæder Søren Gaardsdal Frederiksen sig over, at både han og Thomas Malmkjær lykkedes med at finde deres eneste ene. Også selvom det først skete på bagkant af tv-udsendelserne.

- Det er jo stort jo. Man kan sige, at selvom vi ikke fandt kærligheden i 'Landmand søger kærlighed', gav programmet os et ryk fremad, siger han.

- Vi blev skubbet videre til, at nogle andre fik øje på os. På den måde er det bare endt pissegodt. Det har været en lykkelig historie.

Se eller gense anden sæson af ’Landmand søger kærlighed’ på TV 2 PLAY.

Du kan også følge med i, om dette års landmænd får heldet med sig på både TV 2 PLAY og på TV 2 hver tirsdag kl. 20.