Ny vært på 'Nybyggerne': - Her føler jeg mig hjemme

16x9
Emil Thorup bliver ny vært på TV 2-programmet 'Nybyggerne', som skal sendes i begyndelsen af 2019. Foto: André Blinkilde / TV 2

Emil Thorup træder direkte ud af danseskoene i 'Vild med dans' og ind i rollen som vært på 'Nybyggerne'.

Seerne var ikke imponerede over Emil Thorups evner på dansegulvet i 'Vild med dans'. Fredag aften sendte de ham som den første ud af programmet, men nu er den 35-årige iværksætter og tv-vært landet i en rolle, der er mere ham.

Han skal nemlig være vært på femte sæson af TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

- Jeg glæder mig ufatteligt meget til at træde ind i rollen som vært, for her føler jeg mig hjemme. Og så glæder jeg mig til at tilføre noget nyt til 'Nybyggerne', siger Emil Thorup, der allerede nu begynder på optagelserne til programmet.

Har en passion for boligindretning

'Nybyggerne' optages henover efteråret, hvor fire nye par skal færdigbygge og indrette hver deres drømmehjem på begrænset tid.

Denne gang i Randers, hvor præmien lyder på et hus på 2,6 millioner kroner.

Netop bolig og design er blandt Emil Thorups største passioner - og derfor er 'Nybyggerne' og ham et godt match, forklarer Stine Lundbak Ravn, der er programredaktør hos TV 2.

- Emils faglighed går smukt hånd i hånd med ’Nybyggerne’, og hans store kærlighed for boligindretning er vi sikre på kan bidrage positivt til programmet, siger Stine Lundbak Ravn.

Emil Thorup og hans dansepartner Jenna Bagge, efter parret måtte forlade 'Vild med dans' som de første.
Emil Thorup og hans dansepartner Jenna Bagge, efter parret måtte forlade 'Vild med dans' som de første. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Emil Thorup

35 år.

Født i København og opvokset i Odense.

Tidligere vært på blandt andet DR-programmet 'Sexministeriet', Dansk Melodi Grand Prix i 2012 og 'Xtra Factor' i 2013.

Forfatter til bogen 'Stil med Emil'.

Autodidakt designer og arkitekt.

Lancerede i 2015 møbelbrandet 'Handvärk', der står bag design og produktion af møbler i stål, marmor, messing og læder. Firmaet eksporterer til 30 forskellige lande.

Stiftede i 2016 firmaet 'Et hus', der udvikler, tegner og opfører sommerhuse i luksusklassen.

Bor i København med sin kæreste.

Kan trække på sine erfaringer

Emil Thorup designer i dag møbler for sin egen møbelvirksomhed Handvärkligesom han også driver en tegnestue, der udvikler, tegner og opfører sommerhuse i luksusklassen.

Netop de erfaringer håber han at kunne bruge i programmet, hvor parrene bliver presset på både tid og penge.

Samtidig håber han at kunne tilføre 'Nybyggerne' noget ekstra med sin viden inden for boligstyling.

Emil Thorup har været i tv-branchen i flere år. Han blev i 2009 kendt som den blonde bartender i Casper Christensens tv-program 'Aloha!'
Emil Thorup har været i tv-branchen i flere år. Han blev i 2009 kendt som den blonde bartender i Casper Christensens tv-program 'Aloha!' Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

- Jeg har levet af boligindretning i mange år efterhånden. Så jeg håber, at parrene også vil bruge mig som sparringspartner undervejs i processen, siger Emil Thorup.

Hepper og ser tingene oppefra

Gennem sit eget liv som iværksætter har han selv haft perioder, hvor han ikke har sovet og spist ret meget. Derfor kan han forestille sig, hvad der venter 'Nybyggerne' over de næste mange uger.

Nybyggerne 2019

I TV 2-programmet ’Nybyggerne’ får fire par muligheden for at skabe deres personlige drømmebolig med begrænsninger på tid og penge.

Ingen af deltagerne er professionelle håndværkere.

Emil Thorup følger de medvirkendes strabadser, når de hver uge kæmper om at vinde ekstra penge til det samlede projekt.

To dommere udpeger hver uge det par, der fortjener ugepræmien. 

Det hele afgøres til sidst i en finale, hvor seerne bestemmer, hvem der skal vinde.

Vinderparret får det hus, de har indrettet efter netop deres drømme.

Du kan se tidligere sæsoner af 'Nybyggerne' på TV 2 PLAY.

- Min rolle bliver at indgyde håb og entusiasme hos parrene. Samtidig vil jeg også forsøge at være ham, der ser projektet lidt oppefra, og som derfor kan guide dem i, hvor de kan bruge færre eller flere kræfter, siger Emil Thorup.

Når de fire huse i Randers efter ni uger står færdige, er det seerne, der bestemmer, hvilket par der vinder deres egen unikke bolig.

I den seneste sæson af 'Nybyggerne' var det Fredrik Holm Koch og Charlotte Jakobsen, der løb med sejren og dermed deres drømmebolig i Hedehusene ved Roskilde.

Charlotte og Fredrik, da de vandt 'Nybyggerne 2018'.
Charlotte og Fredrik, da de vandt 'Nybyggerne 2018'. Foto: Metronome / TV 2

Optagelserne til femte sæson af 'Nybyggerne' strækker sig henover efteråret 2018 og bliver sendt i begyndelsen af 2019 på TV 2. Du kan se tidligere sæsoner af 'Nybyggerne' på TV 2 PLAY.