Landmand fra tv skuffet over pigernes udseende - han skulle have taget den ansigt til ansigt, lyder det

Martin Iversen nævnte ikke skuffelsen for pigerne under 'Landmand søger kærlighed', men det ville en af dem ønske, han havde gjort.

Virkeligheden er ikke altid som på et billede. 

Det var i hvert fald den opfattelse, 'Landmand søger kærlighed'-deltageren Martin Iversen sad tilbage med, da han havde været på speeddate med de fem kvinder, han indtil da kun havde læst om og set fotos af.  

Og da han efter sin speeddate møder programmets vært, Lene Beier, udenfor i stormvejr, er han tydeligt irriteret over situationen. 

- Det, jeg havde af forventninger, er ikke blevet indfriet. Jeg føler mig ført lidt bag lyset, lyder det fra landmanden.

Den 31-årige sønderjyde lægger i programmet ikke skjul på, at han er skuffet og frustreret over, at flere af pigerne i hans øjne har pyntet for meget på virkeligheden og vedlagt billeder til deres breve, som efter hans mening ikke ligner dem længere. Og det er han ikke tilfreds med.  

- Det er vigtigt for mig, at det jeg ser på billederne stemmer nogenlunde overens (med virkeligheden, red.). Det er jo ikke ærlighed, Lene, siger han henvendt til værten og tilføjer: 

- Jeg har ikke fået den vare, jeg har bestilt, hvis jeg skal sige det på sønderjysk.

Billedet, Stefanie Hansen havde sendt med brevet til landmanden Martin, var tre måneder gammelt. Inden hun mødte ham, havde hun klippet sit hår kort.
Billedet, Stefanie Hansen havde sendt med brevet til landmanden Martin, var tre måneder gammelt. Inden hun mødte ham, havde hun klippet sit hår kort. Foto: Blu / TV 2

Kort hår gav et chok

Den største overraskelse fik landmanden sig, da han mødte den fjerde kvinde på speeddaten. Han havde inviteret 26-årige Stefanie Hansen med kort, krøllet hår, og ned ad trappen kom hun, men nu var håret klippet endnu kortere. 

- Det første, jeg tænkte, da Stefanie kom ind af døren, var: "Det er altså ikke det, jeg har set på billedet". Og så tænkte jeg: "Åh-åh", fortæller Martin Iversen i programmet. 

Han havde forberedt sig på at møde en pige med kort hår, men ikke helt "mandekort", som han udtrykker det. 

- Der fik jeg sgu et chok, siger han.  

Derudover mente landmanden heller ikke, at alle kvindernes beskrivelser af sig selv var helt retvisende. Og det samme gjaldt deres størrelse. 

- Det er heller ikke sådan, at jeg er til en åleslank pige, men det nytter jo bare heller ikke noget, hvis det ikke svarer (til virkeligheden, red.), siger han.

Afstemning

Selvom skuffelsen var stor, besluttede landmanden sig dog for ikke at sige noget til kvinderne i programmet eller under optagelserne. 

- Jeg ville ikke såre nogens følelser, og jeg tænkte, det var nok, hvis det kom på tv, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Jeg ville også se, hvad de var for nogle personer. Det er jo det ydre, du bedømmer på til at starte med, og så er det jo det indre, der tæller bagefter, fortsætter han. 

Ydmygende at høre på skærmen

Derfor hørte Stefanie Hansen først Martin Iversens ærlige mening om hende og de andres udseende, da hun så snigpremieren på 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 PLAY i sidste uge. Og hun synes, landmanden har grebet situationen helt forkert an. 

Stefanie Hansens frisure var midlertidig, da hun deltog i 'Landmand søger kærlighed'. - Det havde han fået at vide, hvis han havde spurgt, siger hun til TV 2.
Stefanie Hansens frisure var midlertidig, da hun deltog i 'Landmand søger kærlighed'. - Det havde han fået at vide, hvis han havde spurgt, siger hun til TV 2. Foto: Privatfoto / BLU / TV 2

- Jeg havde sat pris på, hvis han havde taget den med os, uanset hvor ubehagelig den var. Så havde vi også en chance for at fortælle ham, hvordan vi syntes, tingene hang sammen, siger hun til TV 2. 

- Den måde, det kommer ud på, er langt mere ydmygende og langt mere sårende, end hvis han havde taget den ansigt til ansigt. Det har han haft rig mulighed for at gøre, fortsætter hun og tilføjer, at hun føler sig udstillet som en "løgner". 

Menneskeligt at sende godt billede

Hun understreger, at det har været en god oplevelse at være med i 'Landmand søger kærlighed', men kalder Martins reaktion på hendes og de andre deltageres udseende for "ude af proportioner".  

Jeg ved ikke, om min reaktion er voldsom. Jeg synes, den passer til situationen

Martin Iversen, landmand

- Man kan så diskutere, om man synes, det er okay, at vi kvinder har en tendens til at tage billederne oppefra, så dobbelthagen ikke bliver lige så stor. Jeg synes, det er meget menneskeligt, at man tager et billede fra sin mest flatterende vinkel, siger hun. 

Afstemning

Til gengæld kan Stefanie Hansen bedre forstå, at landmanden er overrasket over hendes markante hårskift. Samtidig understreger Stefanie Hansen dog, at hun vil have lov til at udtrykke, hvad hun vil, gennem sin frisure.

Dertil påpeger hun, at billederne, hun havde sendt med sit brev, blot var tre måneder gamle, og at udseende af gode grunde kan ændre sig i de måneder, der går, fra man sender brevet afsted, til man møder landmanden.   

- Man kan lige så godt være ærlig

Der er i dag gået måneder, siden Martin Iversen stod skuffet tilbage efter sin speeddate, og landmanden står stadig ved de ting, han sagde til Lene Beier i stormvejret.  

Men kan du forstå, hvis nogen mener, det var en noget voldsom og overfladisk reaktion? 

- Jeg ved ikke, om min reaktion er voldsom. Jeg synes, den passer til situationen, og jeg har ikke lagt skjul på noget. Man kan lige så godt være ærlig, når man er med i sådan et program, siger Martin Iversen. 

Derudover håber han ikke, at hans ærlige mening gør kvinderne kede af det. 

- Jeg er da ked af, hvis de bliver sårede over det. Jeg er da også ked af det, hvis andre piger bliver kede af, at de tror, at man bare dømmer dem på udseendet med det samme. Men det skal også være fair. Og jeg havde læst brevene igennem, så det er ikke bare, fordi det er udseendet, det handler om, siger han. 

Se 'Landmand søger kærlighed' hver tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY