Tv-landmand: – Hvis jeg går efter håndtrykket, og de går efter krammet, står jeg pludselig med hånden i skridtet på dem

Den korrekte hilsen er et evigt dilemma, fortæller ekspert i takt og tone. Få en guide til den gode hilsen nederst i artiklen.

En svedig håndflade skyder dirrende fremad, men danser i sidste sekund til siden til fordel for et kort kram.

For landmanden Anders Vanggård var der nerver på, da han efter flere år som single skulle på speeddate med ikke bare én, men fire kvinder i rap.

Aftenen før havde han sammen med en veninde lagt sin slagplan: Hvad han skulle spørge dem om, hvad han skulle byde dem på, og hvilken skjorte han skulle imponere dem med.

Men særligt ét spørgsmål rumsterede helt til det sidste: Hilser man bedst ved at kramme eller ved at give hånd?

- Jeg selv er nok mest til håndtryk, indtil jeg lærer personen at kende. Men man vil jo heller ikke virke som en træmand, siger den 42-årige vestsjællænder fra Høng i datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’.

I løbet af Anders Vanggårds fire speeddates viser dilemmaet sig imidlertid endnu mere indviklet.

Afstemning

Berøringsangst

Ifølge forfatter, debattør og foredragsholder Gitte Hornshøj, der har specialiseret sig i takt og tone, er Anders Vanggård langt fra alene om forvirringen.

- Vi er så følsomme i forhold til at hilse, og selvom krammet skulle gøre det mere afslappet, er vi underligt nok blevet berøringsangste over det, siger hun.

For eksempel fremhæver Gitte Hornshøj, at vi hurtigt bliver ”hypersensitive”, hvis nogen bliver mødt af et kram, mens vi selv får hånden. Så går den mentale analyse i gang – og muligvis i selvsving.

- Især kvinder kan være ulyksaligt gode til at måle sig med hinanden. Mens mange mænd dybest set ikke ved, hvordan man gør, siger Gitte Hornshøj.

En hånd i skridtet

Undervejs i sine fire speeddates må Anders Vanggård da også forholde sig til mere, end han havde regnet med.

Den nervøse landmand bliver nemlig ikke bare udsat for både håndtryk og kram, men også blandingsvarianter. Og så skal han tage stilling til, hvordan han efterfølgende siger pænt farvel.

Landmanden Anders Vanggård vakler mellem, om han skal give hånd eller kram.
Landmanden Anders Vanggård vakler mellem, om han skal give hånd eller kram. Foto: Blu / TV 2

- Det er svært. For hvis jeg går efter håndtrykket, og de går efter krammet, så står jeg pludselig med hånden nede i skridtet på dem, uddyber Anders Vanggård i talkshowet ’Landmand søger kærlighed – ekstra’.

Han tilføjer imidlertid eftertænksomt, at krammet selvfølgelig har den fordel, at kvinderne ikke opdager, hvor svedige hans håndflader er. Hvis de da ikke så bare mærker den våde skjorte i stedet.

Hver sin smag

Som takt-og-tone-eksperten Gitte Hornshøj forudser, går flere af kvinderne i programmet hurtigt i gang med at diskutere Anders Vanggårds uddeling og rationering af håndtryk og kram. Og herefter, hvordan de selv skal gå til ham.

Anders Vanggård er den første sjællandske landmand i 'Landmand søger kærlighed'.
Anders Vanggård er den første sjællandske landmand i 'Landmand søger kærlighed'. Foto: Anders Brohus / Anders Brohus

Alligevel mener Gitte Hornshøj, at Anders Vanggård griber situationen godt an.

- Sådan en landmand, der går alene hele tiden, bliver jo helt sikkert forskrækket, når der pludselig kommer krammere fra højre og venstre, siger hun og tilføjer:

- Derfor er det også fint, hvis han ærligt og kærligt siger, han er en træmand og ikke lige krammetypen.

Hilsener skifter

Gitte Hornshøj fremhæver, at præferencerne i forhold til enten kram eller håndtryk blandt andet afgøres af ens intimsfære – hvor tæt på man lader andre komme, før det bliver utrygt.

Og selv håndtrykkets selvfølgelighed kan bølge frem og tilbage, som man har set i den seneste tids debat.

De tre intimsfærer

  • Offentlig: Kan sammenlignes med den gule linje på apoteket. Her kan man vinke, men ikke nå hinanden fysisk.
  • Privat: Cirka en meter. Her er håndtrykket perfekt.
  • Intimt: Op til cirka en halv meter. Her lever krammet som hilsen.

Kilde: Gitte Hornshøj

Samtidig fremhæver takt-og-tone-eksperten, at de uskrevne regler konstant ændrer sig – både over tid og fra egn til egn.

- Jeg kunne også blive forskrækket over at tage til Whisky-bæltet i Nordsjælland i 00’erne. Der skulle man jo nærmest på forhånd booke en tid hos Louis Nielsen med alle de kindkys og kram, der kunne slå brillerne af en, siger Gitte Hornshøj.

Af samme grund mener hun ikke, at man bør hænge sig alt for meget i spørgsmålet om kram eller håndtryk.

Hendes bedste råd lyder, ligesom Anders Vanggårds første indskydelse, at begynde med håndtrykket og derefter mærke efter, om man bliver trukket ind til et kram.

- Der skal være plads til takt og tone, men der må også gerne være plads til unoder, siger Gitte Hornshøj.

Spilleregler

Selv fortæller Anders Vanggård i ’Landmand søger kærlighed’, at han undervejs i de fire speeddates begynder at finde sig mere til rette med de uvante kram. Og endda at han til sidst slapper helt af i det.

- Det virkede egentlig meget naturligt, da hun gjorde det, siger Anders Vanggård om et af de kram, han får på sin speeddate.
- Det virkede egentlig meget naturligt, da hun gjorde det, siger Anders Vanggård om et af de kram, han får på sin speeddate. Foto: Blu / TV 2

Det giver ros fra Gitte Hornshøj.

- Det er jo derfor, vi har de her spilleregler. Så man kan læne sig op ad dem, når man er i tvivl, siger hun og tilføjer:

- Det er kun herligt, at det ender med, at han løsner lidt op. Det kommer til at gøre ham godt i sidste ende.

Med hensyn til afslutninger påpeger Gitte Hornshøj, at den bedste afsked ofte er nemmere at afkode – ud fra hvordan stævnemødet er gået.

- Hvis det ender med et kram, betyder det jo, at kvinderne er med endnu.

Se, hvordan det går Anders Vanggård og de andre landmænd, på TV 2 PLAY eller hver tirsdag klokken 20 på TV 2.

Den gode hilsen

Hvis i tvivl, tryk hånd

En god hilsen kan betyde lige så meget for folks interesse i hinanden, som længere tids småsnak.
Men det kræver blandt andet, at man er enige om måden: Skal det være et kram eller et håndtryk?
Her er eksperternes råd klart: Hvis du er i tvivl, så tryk hånd.

Tag styringen

Har du mere overskud, kan du starte med strakt hånd og mærke efter, om du bliver trukket nærmere til et kram.
Du kan også gå direkte efter krammet. I så fald bør det ske uden tøven.
Ønsker du at holde en ’krammer’ til håndtrykket, kan du også bruge venstre hånd til at tage fat om den andens overarm eller skulder og på den måde holde afstand.
Vær heller ikke bange for ærligt at fortælle den anden, hvad du foretrækker.

Match modparten

Går du efter håndtrykket, er det også vigtigt at mestre den rette teknik: Musklen mellem tommelfingeren og pegefingeren skal møde den tilsvarende muskel hos den anden person. Og så skal der være god kontakt mellem håndfladerne.
Tryk godt og fast, så du undgår en hånd, der er slap som en død sild, men ikke så hårdt, at du går over i en decideret ’knogleknuser’ eller ’skruetvinge’.
En god regel er at matche modpartens tryk, mens du kigger den anden i øjnene.

Hold krammet kort

Går du efter krammet, kræver det ligesom håndtrykket den rette teknik.
Der skal være god kontakt, bryst mod bryst, så undgå at dreje kroppen, så man kommer skævt ind på hinanden.
Hold samtidig krammet kort, da det ellers hurtigt bliver akavet for mange. Især mænd har i sådanne tilfælde tendens til at dunke den anden i ryggen, hvilket antyder, at man synes, krammet er ubehageligt.
Kender du den anden godt i forvejen, kan du godt give et længere kram.