Som 20-årig blev hun til escortpigen Nickie Naughty. Kan hun blive Sussi Svensson igen?

I ti år solgte hun sex. Nu gælder det et almindeligt liv som mor og kæreste. Men er det rigtigt, hvad man siger: Én gang luder, altid luder?

Lyset fra computerskærmen dannede en lille, blå kuppel om skikkelsen i det ellers mørke værelse. Langt, lyst hår indrammede et nøgent ansigt.

20-årige Sussi havde kedet sig hele dagen, tiden havde slæbt sig afsted på ungdomsværelset med kig til gaderne i den lille midtsjællandske by, lige så tomme som de fremtidsudsigter, Sussi kunne få øje på. Men nu var hun fokuseret, bøjet frem mod skærmen. Årvågne øjne, hurtige fingre på tastaturet.

Verden åbnede sig pludseligt og tilfældigt på en computerskærm, og Sussi anede vejen ud. Hun klikkede på billeder af glamour, glimmer, nøgne piger med silkeglat hud, lange ben.

De var smukke, men de var mere end det. Hun kunne ikke slippe det selvsikre blik, den skråsikre overlegenhed, der tog pusten fra hende på den anden side af skærmen.

20-årige Sussi før hun fik øje på, at hun kunne leve et helt andet liv.
20-årige Sussi før hun fik øje på, at hun kunne leve et helt andet liv. Foto: Privatfoto / TV 2

Escortside efter escortside, annoncer i massevis. De havde magt, skønhed, og intet kunne røre dem. Lige dér slog erkendelsen ned i Sussi. Hun ville have det, de piger havde. Hun ville være som dem.

Hun besluttede sig for at rejse til København. Hvad, hun ikke vidste, var, at det også ville blive rejsen mod en helt ny identitet: Nickie Naughty.

Mit liv som luder

Historien om Sussi er fortællingen om en ung pige, der fandt sin plads i en hård og hurtig sexbranche. Et sted, der ændrede hele hendes identitet, men som samtidig viste hende vejen hjem til sig selv.

I Danmark arbejder omkring 4000 kvinder i prostitution. Mange forbinder arbejdet med gadeludere og handlede kvinder, men der findes også en anden gruppe: De danske kvinder på bordeller og i escort, som vi sjældent ser eller hører om.

I en ny dokumentarserie har TV 2 fulgt en række af netop disse kvinder. En af dem er 33-årige Sussi - med det fulde navn Sussinika Zezza Coco Svensson.

Drømmen om penge og frihed betød, at hun startede som escortpige, da hun var bare 20 år, og hun skabte sig lynhurtigt en dyr og uforpligtende tilværelse. Men kan man ryste en vanedannende branche af sig efter ti år?

Kan det lade sig gøre at komme videre?

En pige, der passede ind

square to 16x9
Som barn var Sussi en stille, men stædig pige Foto: Privatfoto / TV 2

Som barn var Sussi stille, men stædig, og det sidste skulle vise sig at blive en gave for hende.

Hun husker stadig tydeligt følelsen af at hige efter at blive set. At passe ind. Og hvordan hun igen og igen oplevede, at voksne ikke var til at stole på.

- Jeg kan ikke huske noget rart, fra jeg var fire år, til jeg var omkring 14 år. De mennesker, der skulle passe på mig, svigtede mig, fortæller hun i dag.

Sussi lærte hurtigt, at hendes værd kunne ligge på et meget lille sted. Erkendelsen satte sig så godt fast i den lille barnekrop, at den voksede med helt ind i Sussis voksenliv.

Den udviskede hende hele tiden lidt, samtidig med at den skærpede et umætteligt behov for at lukke ned, gemme væk. Forsvinde. Og pludselig, flere år senere, fandt Sussi sig selv i et arbejde, hun oplevede matchede alle hendes behov og talenter.

- Jeg tror ikke, at en svær opvækst eller overgreb nødvendigvis gør, at man vælger at blive glædespige. Men det gør, at du kan mestre at være det, forklarer hun.

 Sussi som 25 årig efter hun kom ind i sexbranchen.
Sussi som 25 årig efter hun kom ind i sexbranchen. Foto: Privatfoto / TV 2

Sussi mestrede ikke bare arbejdet. Hun indtog lynhurtigt branchen, og hun gjorde det med en helt ny personlighed: Nickie Naughty. Den perfekte flugtvej, som Sussi havde ledt efter, siden hun var ganske lille.

- Jeg lukkede ned for mig selv og forvandlede mig til en anden person, når jeg var på arbejde. Det var Nickie. Hun var selvsikker, kommanderende, i kontrol. Hun var alt det, jeg gerne ville være, og jeg kunne udleve nogle af de ting, som jeg ikke kunne, når jeg var almindelige mig.

Den første kunde

I hovedstaden arbejdede Sussis gamle veninde som telefondame i et escortbureau, og det virkede så enkelt at sige ja til en enkelt tur. Bare for at prøve det.

Hun fik hurtigt sin første booking i bogen. Kunden var en gammel kending i bureauet, og han yndede at være den første til at få besøg af de helt nye, debuterende piger. Således også med Sussi.

Hun gjorde sig klar hjemme hos veninden, som ikke var imponeret over det joggingtøj, Sussi mødte op i, og i stedet maste hende ned i en stram, sort kjole, lang pels og et par tårnhøje stiletter.

- Jeg havde aldrig været vant til at stadse mig ud, og jeg kunne slet ikke gå i de hæle. Jeg kunne knap komme ned af trapperne, da jeg skulle afsted, husker hun.

Bureauets chauffør kørte Sussi til adressen, og hun stavrede hen mod opgangen i novemberkulden, med ét alt for bevidst om, at udklædningen afslørede hendes ærinde pinligt præcist. Alle kunne regne ud, hvad hun skulle dér. Og pludselig skyllede nervøsiteten ind over hende.

Et af Sussis mange annoncebilleder.
Et af Sussis mange annoncebilleder. Foto: Privatfoto / TV 2

- Adrenalinet pumpede rundt i kroppen på mig. Jeg var bange for det hele, og tankerne kørte rundt; hvad nu, hvis det var én, jeg kendte? Hvis det var forfærdeligt, hvis jeg ville ud? Jeg havde allermest lyst til at løbe langt væk, men jeg blev ved med at gå.

Op ad trapperne, finde den rigtige dør. Der var mange, husker hun. Ringe på.

Kunden var venlig, omkring 40 år, en smule overvægtig, hår på hovedet. Han kunne arbejde med it, tænkte Sussi.

Han havde bestilt to timer, almindelig sex, ikke noget særligt, men det tog ikke så lang tid. I hvert fald brugte de langt størstedelen af tiden på bare at snakke, og hun var lettet, da hun smuttede ud af lejligheden, tog stiletterne af og løb ned ad trapperne på bare tæer.

Fornemmelsen af de 4000 kroner i hånden fyldte for meget til, at hun bemærkede det iskolde fortov under fødderne.

- Det føltes fantastisk, og det var så nemt! Jeg havde aldrig tjent så mange penge så hurtigt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville fortsætte.

Sussi var solgt. I alle ordets betydninger.

Pludselig var jeg dygtig til noget, jeg var i kontrol, og jeg tjente endda masser af penge på det

Sussinika Zezza Coco Svensson

Og pengene? Dem brugte hun på en tatovering. Hun havde et par stykker allerede, små og ligegyldige. Men nu tog fanden ved hende, en trang til at vise verden, at her var én, der ikke gav en fuck. Hun valgte ansigtet, fordi det er umuligt at ignorere, og den første tatovering var stjernerne, strøet ud lige ved siden af øjet.

Sussi fik ret. Ingen overså nogensinde de sorte streger i hendes ansigt. 

Et lukket fællesskab

square to 16x9
Sussi hos tatovøren i dag. Foto: TV 2

Escortdebuten udviklede sig hurtigt til et fuldtidsjob.

- Det handlede om magten og om pengene. Jeg havde aldrig haft så mange penge mellem hænderne før, og jeg fik lavet læber og bryster og botox, spiste på restaurant hver dag. Det var altid mig, der købte flasker i byen og hev veninderne med på shoppeture. Det var hurtige penge. Ikke nemme, men hurtige.

Samtidig gled Sussi ind i et lukket miljø, kun for de indviede. Efterhånden blev verden udenfor fjern og besværlig at være i, dobbeltlivet, løgne om rengøringsjob og evindelige dækhistorier for at undgå andres misbilligende blikke.

- Du har en flok piger, der er fælles om noget, som de ikke taler med nogen som helst andre om. Hvor man genkender følelsen af adrenalin, før man skal ind til en kunde. Hvor alle lever fra dag til dag, og ingen ved, hvad der sker i morgen eller bare om en time. Det giver indhold og spænding, og det skaber et ret særligt fællesskab, hvor man forstår hinanden, som ingen andre gør. Så man er dér, fordi ingen andre forstår en. Man passer på hinanden, men alting er samtidig totalt uforudsigeligt, fordi penge trumfer det hele.

Fællesskabet og tykkelsen af seddelbundtet efter en vagt blev hurtigt omdrejningspunktet i Sussis verden.

Men det var ikke det eneste, der gav arbejdet mening, og som endte med at holde hende i branchen i næsten ti år.

I kontrol

En del af pigerne tilbød det, de kaldte “kærestesex”: masser af snak, nus, intimitet og øjenkontakt, ligesom sex med en kæreste. Sussi udviklede hurtigt sin egen stil, og der var ikke meget ømhed over den.

- Kom, knep, sut, smut. Det var sådan, jeg arbejdede. Jeg var slet ikke til det dér kærestesex, det kom alt for tæt på.

square to 16x9

Da en kunde tilbød Sussi 10.000 kroner for et kys, var svaret derfor også et klart nej.

- Jeg vidste, at hvis jeg rykkede den grænse, så ville det ende med at ødelægge mig. Kys var for intimt. Men min krop fra halsen og ned var ligegyldig, og jeg foretrak også altid at blive taget bagfra af kunderne, så jeg ikke behøvede at forholde mig til dem.

Men selvom hun det meste af tiden så ned på dem, så var kunderne aldrig det værste ved branchen. Tværtimod fandt Sussi noget hos dem, hun længe havde ledt efter.

- Jeg fik en opmærksomhed og bekræftelse, som jeg aldrig havde oplevet før. I hele mit liv havde jeg været vant til, at intet nogensinde var godt nok, jeg kunne aldrig gøre tingene rigtigt. Men pludselig var jeg dygtig til noget, jeg var i kontrol, og jeg tjente endda masser af penge på det.

Alligevel var der en slagside, som langsomt kom snigende, og som blev begyndelsen på enden for Nickie Naughty.

Sussi mens hun arbejdede i sexbranchen.
Sussi mens hun arbejdede i sexbranchen. Foto: Privatfoto / TV 2

- Jeg blev lidt for god til at lukke ned. Problemet var, at det blev sværere og sværere at komme tilbage til mig selv igen.

Sussi havde længe været klar over, at noget drastisk var nødt til at ske, hvis hun ikke skulle forsvinde fuldstændig fra sig selv. Hun var også klar over, at det skulle være et clean cut, for ellers ville det være for svært at holde fast i beslutningen.

Med sin barnestædighed intakt stoppede hun derfor som glædespige fra den ene dag til den anden for fire år siden. Det var et brat farvel, ikke bare til arbejdet og pengene, men til hele den omgangskreds, hun havde støttet sig op af i årevis.

Ikke en eneste veninde fulgte med ind i Sussis nye liv.

- Det kom bag på mig, at det ikke betød mere, at det hele forsvandt så hurtigt.

Men trods ensomheden ændrede det ikke på Sussis beslutning. Hun havde for første gang brug for at mærke noget andet og mere end Nickie Naughty.

Der gik en måned, og så fik Sussi ellers lov til at mærke noget, hun aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

To streger på en test

square to 16x9
Sussis lille dreng Malick, lige da han kom til verden. Foto: Privatfoto / TV 2

Det var mest bare for at være sikker, at hun tog en test, for hun var overbevist om, at der ikke var noget. De lange og skæve vagter, endeløse fester og arbejdet med at lukke ned for sig selv havde længe sat hendes krop under pres, og det var nok bare derfor, hun var gået over tid.

Men testen viste to streger. Sussi var gravid.

Hun stirrede på sin kæreste Christian. De havde mødt hinanden tilfældigt i et træningscenter få måneder forinden, og forbindelsen havde været der med det samme.

Nu blev Sussi overvældet af følelsen af noget skæbnesvangert. Hun vidste, at det her ville komme til at vende op og ned på alt det, hun kendte til.

Sussi og hendes kæreste Christian som nybagte forældre.
Sussi og hendes kæreste Christian som nybagte forældre. Foto: Privatfoto / TV 2

- Jeg var så bange. Det kan være svært at forstå, men jeg havde jo aldrig nogensinde forestillet mig, at muligheden for et normalt liv også var for mig. Det her barn ville være et endegyldigt farvel til noget, jeg kendte virkelig godt, og som på den måde også var meget trygt for mig.

Fire år senere

square to 16x9
Fire år senere Foto: TV 2

Sussi ligger i sengen. Herfra kan hun se bunken med vasketøj, og hun kan høre kæresten rumstere i køkkenet. Malick på knap tre år ligger tæt ind til hende, og der kommer små synkelyde fra sutteflasken mellem de buttede hænder.

Det er livet nu. Rander fra kaffekopper på sofabordet, tallerkener med resterne af is fra i går. Legoklodser, der skærer i nøgne fodsåler, bluser og strømper i miniatureformat til tørre på stativet. Tidlige, mørke morgener, hvor Sussi skutter sig på vej til arbejde på bostedet, hvor hun arbejder som sosu-assistent. Udmattelsen, når aftensmaden er overstået, og barnet sover.

Når Sussi kigger på sin søn, overvældes hun af viljen til at give ham alt det, hun aldrig selv fik.

Sussi og sønnen Malick på knap tre år ligger i sengen derhjemme.
Sussi og sønnen Malick på knap tre år ligger i sengen derhjemme. Foto: TV 2

Den lille, bløde barnekrop, der trykker sig tillidsfuld og varm mod hendes, skal skærmes mod alt det, ingen skånede hende selv for.

- Han er det ultimative vendepunkt, og han gav mig håbet om en hverdag og et liv. Et helt anderledes ét, har jeg fundet ud af. Jeg æder, skider, sover og passer min søn. Indimellem savner jeg suset og spændingen, men så finder jeg andre måder at få det kick. Jeg har min træning, det er godt for mig. Og jeg har det daglige arbejde med at slippe den rolle, jeg har opbygget, og øve mig i at være til stede. Det er sgu det hårdeste, jeg har prøvet.

Den indre forvandling har været i gang længe. Nu er det på tide, at det ydre følger med.

Derfor sætter Sussi sig snart i stolen igen, klar til den prikkende smerte. Velkendt, og så alligevel ikke. For uret er vendt, processen går baglæns.

Den sorte farve, der blev printet ind i huden og efterlod Sussi hård, uforsonlig og urørlig, skal nedbrydes for helt at forsvinde. Tatoveringerne i ansigtet skal fjernes.

- Jeg har ikke behov for at gemme min person bag de tatoveringer mere, eller for at folk tror, jeg er “noget”. Jeg vil have, at de ser mig, at de dømmer mig på min personlighed, ikke tegningerne i mit ansigt. Jeg fik dem lavet for at provokere, for at vise, at jeg ikke gav en fuck.

Men Sussi er ikke længere ligeglad, når folk råber eller spytter efter hende, mens hun går med sin søn i hånden. Nu vil hun bare gerne passe ind, så han kan passe ind.

Nogle gange kan man vokse så meget, at selv det stærkeste panser ender med at blive en spændetrøje.

- Det her er det sidste, jeg mangler for at fuldende mit normale liv. Det eneste! Jeg er kommet så langt på fem år, og ikke uden smerte. Og selvom jeg vil det her, og det burde være vand i forhold til alt det, jeg har oplevet, så rører det mig faktisk dybt. Mine ansigtstatoveringer var mit skjold. Når de er væk, er der bare mig tilbage. Det gør mig nervøs, men også glad.

33-årige Sussi med sin søn Malick.
33-årige Sussi med sin søn Malick. Foto: TV 2

Sussi er klar til at smide sit sidste værn. Dybest set, fordi det ikke kun handler om hende selv længere.

- Når alt kommer til alt, så skyldes det min søn. Jeg vil have ham fremad og give ham det, jeg aldrig selv fik: en ordentlig start på livet. Jeg har ikke fået ham, for at han skulle blive min redning, men hans behov for stabilitet og sikkerhed fylder så meget, at han på den måde alligevel har reddet mig. Han er den, der fastholder mig i det liv, jeg har valgt. Så når jeg hører folk sige “én gang luder, altid luder”, så tager de fejl. Jeg har været luder, og det skammer jeg mig ikke over at sige højt. Jeg gjorde det, jeg skulle. Men det har aldrig været det eneste, jeg var, og det vil aldrig være det eneste, jeg bliver.

Få hele Sussis historie allerede nu på TV 2 PLAY, eller når første afsnit af programserien 'Mit liv som luder' har premiere på TV 2 torsdag den 11. oktober klokken 21.10.