Det begyndte med et prik på Facebook – nu skal landmand giftes

Allerede da nordjyden mødte sin forlovede første gang, vidste han, at hun meget muligt kunne være den helt rigtige for ham.

Minkavleren Morten Nielsen fandt ikke sin eneste ene, da han sidste år deltog i datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’.

Til gengæld fandt hans eneste ene ham, da sæsonen havde rullet over danskernes tv-skærme.

I en af stuerne sad Diana Sørensen, som den 34-årige nordjyde nu har friet til.

- Det var kærlighed ved første blik. Det er helt ubeskriveligt, siger Morten Nielsen i ’Landmand søger kærlighed – Ekstra’, som kan ses på TV 2 PLAY.

Skrev sammen det halve af natten

Faktisk begyndte kærlighedshistorien med et prik på Facebook.

Diana Sørensen havde set landmanden på fjernsyn og tænkte, at han nok var optaget. I programmet endte han nemlig med at få følelser for Frida, som han tog med på romantisk weekend.

Afstanden mellem de to gjorde dog, at de aldrig blev kærester. Og det gennemskuede Diana Sørensen. Landmandens Facebook-profil afslørede, at han stadig var single. Derfor tog hun chancen og prikkede til ham. Og det faldt i god jord hos landmanden. 

- Jeg kiggede på hendes billeder og syntes, hun så rigtig sød ud. Og så prikkede jeg igen, siger Morten Nielsen til TV 2. 

Parret begyndte at skrive sammen kort derefter. 

- Vi skrev det halve af natten, og så kørte det egentlig bare derfra, fortæller Diana Sørensen i 'Landmand søger kærlighed - Ekstra'.  

Allerede da nordjyden mødte sin forlovede første gang, vidste han, at hun meget muligt kunne være den helt rigtige for ham. Video: Anders Masannek

Den gode kemi var der stadig, da parret mødtes. Her snakkede de også det halve af natten væk, og der gik ikke mere end 14 dage, før de kaldte sig kærester.

- Det er en stormende forelskelse. Det er skønt, siger Morten Nielsen, som også afslører, at Diana flyttede ind på hans nedlagte landbrug i Skivum nær Nibe i juli. 

Gik på knæ i Sverige

Morten Nielsen har tidligere været gift og har to drenge fra det ægteskab.

Da han sidste år blev præsenteret som en af mændene i ’Landmand søger kærlighed’, udtalte han, at han ikke havde haft travlt med at finde hvilken som helst kvinde. Hans næste kæreste skulle være den helt rigtige. En han ville dele resten af sit liv med. Og det var han ganske hurtigt sikker på, at Diana var. 

- Det har jeg været sikker på lige fra den første dag nærmest, fortæller han. 

Her viser parret forlovelsesringene frem. Dem har de købt sammen.
Her viser parret forlovelsesringene frem. Dem har de købt sammen. Foto: BLU / TV 2

Derfor gik han på knæ i sommerferien, da parret var på sommerferie på en ødegård i Sverige. Og Diana Sørensen tøvede ikke med at sige ja. Hun er faldet pladask for landmandens væremåde. 

- Hans måde bare at sige tingene, som han tænker dem. Og så jordnær og så tilpas bondsk, men alligevel med lidt krudt i røven, uddyber hun.

Parret har endnu ikke sat en dato for brylluppet, men det bliver inden for en overskuelig fremtid. 

- Vi skal i kirken og sige ja til hinanden, siger Morten Nielsen, mens parret stolt viser deres forlovelsesringe frem.