16x9

29 gange var de gået forgæves - men så fik to danskere dét billede, som skal ændre verden

Helle og Uri Løvevild Golman rejser ud til de steder, hvor mennesker ikke normalt færdes. De vil redde naturen, før den forsvinder.

De måtte give op.

Efter en måned i Gabons sveddryppende jungle havde de ikke fået det billede af en mandril, som de havde drømt om.

Mandrillerne med de farverige næser, der minder om skovbavianer, var aldrig blevet fotograferet i deres naturlige miljø. Og det var det, det danske ægtepar var rejst til Vestafrika for at lave om på.

Men det var ikke lykkedes.

Utallige timers uforløst venten havde sneglet sig afsted. Uden resultat. De måtte rejse hjem uden at få drømmen opfyldt.

De kunne godt have fundet en mandril i fangenskab, men det var ikke det, de to fotografer var rejst 7000 kilometer for. Tværtimod. Deres mission var at fotografere det truede dyr i dets naturlige omgivelser: Klodens sidste vilde natur.

De havde dog ikke opgivet håbet om at finde en mandril i dens naturlige habitat, og da de vendte tilbage til junglen fire måneder senere, blev den tålmodige venten afløst af åndeløshed.

Vores vilde verden

square to 16x9
Uri, Helle og deres gode ven og mandrilforsker Dr. David Lehmann gik 11 timer i junglen hver dag og måtte bære kamuflagedragter for ikke at blive spottet af de meget sky mandriller. Foto: Caroline

Ægteparret Helle og Uri Løvevild Golman har de seneste år rejst hele verden rundt. Ikke kun fordi de er rejselystne, men i en højere sags tjeneste.

De vil redde verdens truede dyrearter og deres levesteder.

De to fotografer synes, vi har set nok billeder af døde næsehorn og elefanter. I stedet går de positivt til værks. De vil minde os om alt det, vi mister, hvis vi ikke gør noget for at beskytte kloden.

- Hvad du elsker, vil du beskytte. Det er vores mantra, fortæller Helle Løvevild Golman.

Helle og Uri Løvevild Golman rejser seks måneder om året. Når de er hjemme i Danmark, bor de i et træhus i Nordsjælland.
Helle og Uri Løvevild Golman rejser seks måneder om året. Når de er hjemme i Danmark, bor de i et træhus i Nordsjælland. Foto: Strong Productions / TV 2

Den tanke blev udgangspunktet for et projekt ved navn 'WILD', som de to har arbejdet på siden 2014.

Målet er at skabe en bog med fotografier af truede dyr i deres naturlige miljø. I sidste ende skal den sendes til verdens ledere som en reminder om, hvad vi risikerer at miste, hvis de ikke skrider til handling.

Og det er på tide at gøre noget, for lige nu går det hurtigt ned ad bakke for den sidste vilde natur.

Planter og dyr uddør i øjeblikket mellem 100 og 1000 gange hurtigere end tidligere.

Hver eneste dag forsvinder 137 plante- og dyrearter. Det svarer til 50.000 arter på et år.

Det skyldes alt fra krybskytteri og rovdrift til rydning af dyrenes naturlige levesteder. Hvert minut døgnet rundt fældes der regnskov på størrelse med 36 fodboldbaner.

Uri og Helle Løvevild Golman vil gennem 'Project WILD' besøge uberørt natur på alle syv kontinenter. Og de er allerede kommet et godt stykke af vejen.

I programserien ’Vores vilde verden’, som har premiere på TV 2 onsdag klokken 20, tager parret os med på ekspeditioner til Canada, Brasilien og Gabon. Her drømmer de om at fotografere alt fra kystulve og jaguarer til elefanter og gorillaer.

Parret giver os et indblik i, hvor svært og til tider risikofyldt det er at være naturfotograf. Og så gør de det klart, at det kræver en stor bunke held, når man vil fotografere vilde dyr i deres naturlige habitat.

Indtil videre har Helle og Uri Løvevild været på 25 af de planlagte 26 ekspeditioner. Og heldet har de i den grad haft med sig.

Den magiske mandril

square to 16x9
Uri og Helle var de første i verden til at fotodokumentere vilde mandriller. For at nå det mål havde de på forhånd fået et legat fra National Geografic. Samtidig fik de hjælp af seniorforsker Kate Abernathty og hende mand Lee White, der er øverste instans for nationalparkerne i Gabon. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

I 29 dage havde de vandret, gået, siddet. Og ventet.

29 gange var de vendt skuffede tilbage til forskningsstationen, hvor de boede.

Det var ekspeditionens sidste dag, og Helle og Uri havde efterhånden forliget sig med tanken om, at de ikke skulle blive de første til at fotografere en mandril i dens naturlige miljø.

Helle og Uri arbejder som det eneste fotografpar i Danmark for National Geographic. Da de var i Gabon for at fotografere mandriller, var det netop også med et legat fra National Geographic.
Helle og Uri arbejder som det eneste fotografpar i Danmark for National Geographic. Da de var i Gabon for at fotografere mandriller, var det netop også med et legat fra National Geographic. Foto: Dr. David Lehmann

De havde fundet steder, hvor mandrillerne tydeligvis havde været. Men selvom mandrillerne holder sig i enorme grupper på op til 800 individer, havde de ikke fået øje på en eneste.

Men så blandede en ny lyd sig med junglens ellers konstante lydbillede. Klokkeagtig. Mere som fra en fugl end fra et pattedyr.

Så piblede de frem.

Uri og Helle stoppede et øjeblik med at trække vejret.

Forstenede sad de og kiggede ud fra deres skjulested. En kæmpe mandrilflok kom spankulerende forbi.

square to 16x9
Mandrillen er det absolut sværeste dyr, Helle og Uri nogensinde har oplevet at fotografere. For at komme helt tæt på var et godt samarbejde med parkens rangere og forskerne afgørende. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Og så fik de travlt.

Det var tydeligt, at aberne havde opdaget deres tilstedeværelse. Selvom parret lå i skjul og ikke havde hverken creme eller parfume på, lugtede de stadig af menneske.

Skulle mandrillerne fotograferes, skulle det være nu.

En kaskade af knipselyde fra deres spejlreflekskameraer brød junglens vante lyde.

Normalt er det ikke nok til at hyle dyrene ud af den. Men de sky mandriller reagerede. De ville helst være i fred.

Den store han vippede med sit blå og røde ansigt, så pelsen omkring det gyngede som en løvemanke. Han gav signal til resten af flokken, og få sekunder senere var de væk igen. Forsvundet ind i junglen.

Uri og Helle sad mundlamme tilbage i deres skjul. De havde lige skrevet verdenshistorie.

Helle og Uri brugte det meste af dagen på at sidde i fotoskjul eller ligge gemt under kamuflagenet, jord, grene, rødder og blade.
Helle og Uri brugte det meste af dagen på at sidde i fotoskjul eller ligge gemt under kamuflagenet, jord, grene, rødder og blade. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

Grønland førte dem sammen

Egentlig skulle Helle Løvevild Golman slet ikke være fotograf.

Godt nok havde hun altid taget billeder, men med årene havde fuglekikkerten vundet over kameraet.

Hun havde studeret nærorientalsk arkæologi og uddannet sig til ranger i Afrika, og nu arbejdede hun som rejseleder.

Denne gang gik turen til Grønland. Og det blev en tur, der skulle vise sig at ændre hendes liv.

Med ombord på skibet var Uri Løvevild Golman. En fotograf, hvis veje hun jævnligt havde krydset de seneste 20 år. Men denne gang var deres møde anderledes.

De klikkede på en helt anden måde end tidligere, og inden længe kunne de kalde sig et par.

Hjemme i Danmark voksede forholdet mellem de to, i takt med at en idé tog form i deres hoveder.

De ville gøre noget stort. Noget fantastisk. Noget, der kunne gøre en forskel for den natur, de begge elsker.

Spørgsmålet var bare hvordan.

Sammen kom de frem til, at det ultimative ville være at lave en fotobog og en udstilling. Ikke med billeder af rovdrift og krybskytteri. Men med billeder af dyr, hvor de hører til. 'Project WILD'.

Og hvorfor ikke starte ved begyndelsen og vende tilbage til Grønland med kameraerne om halsen?

Den ikoniske isbjørn

square to 16x9
Helle og Uri forsøger altid at være i øjenhøjde med dyrene, når de fotograferer dem. Ombord på inspektionsskibet kunne de fotografere gennem en luge og dermed komme i kontakt med denne hun-isbjørn. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Uri og Helle ville til det nordligste Grønland, hvor havet er så ufremkommeligt, at kun Forsvaret kommer der.

Det var nødvendigt, for at deres projekt kunne lykkes.

Den udsatte isbjørn er for mange billedet på konsekvenserne af klimaforandringer, og det var lige netop den, de ville til Grønland for at fotografere. En fotobog om verdens truede dyrearter kunne ikke blive en succes uden et billede af klodens største bjørn.

Derfor skrev de en mail til den danske flåde. De spurgte, om de måtte komme med ombord på et af deres skibe.

Mødet med den danske flådes sømænd og det at være på togt med inspektionsfartøjet Knud Rasmussen blev en af de største oplevelser i Helle og Uris liv. En oplevelse, som de aldrig glemmer.
Mødet med den danske flådes sømænd og det at være på togt med inspektionsfartøjet Knud Rasmussen blev en af de største oplevelser i Helle og Uris liv. En oplevelse, som de aldrig glemmer. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

Den idé var Arktisk Kommando, som overvåger området omkring Grønland, heldigvis med på.

Så i 2014 kunne Uri og Helle Løvevild Golman gå ombord på inspektionsskibet Knud Rasmussen og dermed drage ud på den første af i alt 26 ekspeditioner til nogle af verdens mest øde egne.

For første gang oplevede de næsten at glemme at tage kameraerne frem af bare begejstring.

Vejret var usædvanligt klart, da en isbjørnehun og hendes to unger kom til syne på en isflage.

square to 16x9
Normalt er der flest isbjørne at finde i den nordøstlige del af Grønland. Det gjorde det til en endnu større oplevelse at støde på tre eksemplarer på vestkysten. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman.

De var nysgerrige og bestemt ikke bange for blikkene.

De fulgte endda med, da skibet sejlede rundt om den kilometerlange isklump.

I det øjeblik kunne Helle og Uri mærke, at det var det rigtige, de havde gang i.

- Ethvert dyr går lige i hjertet, når man står over for det. Men isbjørnen gjorde et helt særligt indtryk, fortæller Helle Løvevild Golman.

- Isbjørnen er et dyr, vi alle elsker, og som vi alle gerne vil beskytte.

En underskrift skal gøre forskellen

Isbjørnen er en af de nøglearter, som Helle og Uri vidste, at de ville have med i deres bog.

Sammen med dyr som elefanter, aber og hvaler er det en art, der påvirker os mennesker. Disse dyr vækker altid følelser, og derfor kan billeder af dem være med til at gøre en forskel.

square to 16x9
Helle og Uri tog egentlig til Canada for at fotografere kystulve og hvide spiritbjørne. Men på sejlturen ud fra ødemarken fik de pludselig følgeskab af en gruppe hvaler. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Uri og Helle fotograferer også de mere 'nørdede' dyr, som de kalder dem. Som eksempelvis en fin, grøn kamæleon eller andre mindre kendte dyr, som vi ikke må glemme.

Men de ved godt, at det nok er fotografierne af nøglearterne, der for alvor kommer til at gøre en forskel, når de i printet form lander i hænderne på verdens ledere.

Håbet er, at billederne i den færdige bog kommer til at påvirke beslutningstagerne så meget, at de griber ud efter en fyldepen og sætter en underskrift, der kan være med til at beskytte dyrene.

Selvom Helle og Uri Løvevild Golman håber at kunne ændre fremtiden for klodens truede dyrearter, har de også undervejs måttet indse, at de ikke kan redde hele verden.

Det er næsten ubærligt, når de ser et dyr, der har brug for hjælp, og de ikke kan træde til. Men det er ikke desto mindre virkeligheden, når parret rejser ud i verden.

I håbet om at finde nogle af de kritisk truede orangutanger endte de i sådan en situation på Borneo.

Efter ugevis af søgen efter den store menneskeabe fik de øje på en orange hårbold oppe i et træ.

Helle og Uri vandrede i mange timer i Borneos floder. Hver gang de hørte en gren knække, håbede de på synet af en orangutang. Men det var ikke nemt at finde.
Helle og Uri vandrede i mange timer i Borneos floder. Hver gang de hørte en gren knække, håbede de på synet af en orangutang. Men det var ikke nemt at finde. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Men det var ikke et syn, der gjorde dem glade.

Det, de havde fået øje på, var en orangutangunge. En unge, der ikke så ud til at være ældre end et halvt år. Uden nogen mor i nærheden.

Orangutanger er afhængige af deres mor, indtil de er seks-otte år. År. Ikke måneder.

Derfor er det ikke et godt tegn at se en så lille unge mutters alene.

Efter alt at dømme var moren til den ensomme unge blevet slået ihjel. Ejerne af palmeolieplantagerne i området giver 50 dollar for en død orangutang. En død orangutang betyder en orangutang mindre, der kan ødelægge palmerne og dermed overskuddet.

Uri og Helle vidste, at de var nødt til at forsøge at hjælpe den lille orangutangunge, der nu var helt alene.
Uri og Helle vidste, at de var nødt til at forsøge at hjælpe den lille orangutangunge, der nu var helt alene. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Helle, Uri og deres lokale hjælpere besluttede sig med det samme for at forsøge at indfange ungen, så den kunne blive opfostret i et rehabiliteringscenter. Problemet var bare, at de befandt sig i en kano.

Det var nærmest umuligt at holde kanoen i ro, så de kunne komme tæt på ungen. Da de endelig kom tæt nok på til at forsøge at klatre op i træet til den, var stammen fyldt med torne.

Tornene var ligegyldige. Det gjaldt om at redde et liv.

Men på trods af blodige rifter var det umuligt for dem at komme højt nok op i træet.

I timevis forsøgte gruppen at finde en måde at få fat i den lille orangutang på. Og imens holdt de nøje øje med de store krokodiller, der befandt sig i vandet omkring dem.

Til sidst måtte de give op. Det var for risikabelt at blive ved med at prøve.

Nu havde de med egne øjne set en vild orangutang, men selvom de havde knipset et par brugbare skud, var det ikke godt nok.

De kunne ikke med sikkerhed sige, at dens nu afdøde mor ikke kom fra rehabiliteringscenteret i nærheden. Og det var ikke den slags dyr, de ville fotografere.

Derfor var målet endnu ikke nået.

square to 16x9
I en måned befandt Helle og Uri sig i Borneos regnskov. Undervejs fik Uri malaria og talte i tåger på en blanding af dansk og indonesisk. Efter bare et par dage var han ude med kameraet igen. De havde ikke råd til at glippe denne chance. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

Frygter ikke dyrene

Oplevelsen med orangutangungen sidder stadig i Helle og Uri. De får aldrig svar på, om den lever i dag.

Selvom det er svært at acceptere, at man engang imellem må give op, er det også vigtigt for dem begge, at billederne ikke skal tages for enhver pris.

De går gerne den ekstra mil for at få det rigtige billede. Men de har lovet hinanden aldrig at blive dumdristige.

Frygten har flere gange under deres ekspeditioner rumsteret i maven. Og når den er kommet snigende, har de taget den alvorligt.

Det er dog ikke mødet med enorme bjørne, snigende jaguarer eller nysgerrige ulve, der har fået hjertet til at banke hurtigere i brystet på dem. Dyrene er de ikke bange for.

Heller ikke, da de stod foran en afrikansk skovelefant, der ville beskytte sine unger.

Helle og Uri lod den komme løbende trompeterende mod dem, mens de tog de sidste billeder.

Og så flyttede de sig.

Så længe man lytter til dyrenes signaler, er der ingen grund til at være bange.

Hvad de derimod er bange for, er de kræfter, de ikke selv er herre over; havet og vejret.

I januar 2017 blev Helle og Uri udsat for begge disse farer under en enkelt ekspedition – men de fik også to billeder med hjem, som bliver ved med at sidde på nethinden.

Kun en tåbe frygter ikke havet

square to 16x9
Snestorm får store tyrkishvide isskosser til at slå mod den forrevne kyst af øen Shannon, der ligger i Grønlands Nationalpark. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

Efter syv døgn uden udsigt til land blev de mødt af et syn, de ikke havde forventet.

De isflager, der normalt er omkring Rosshavet ved Antarktis i januar, var allerede forsvundet. Og dermed var kejserpingvinernes normale tilholdssted væk.

I dagevis sejlede de omkring uden at se spor efter pingvinerne. Lige indtil der opstod et af de øjeblikke, hvor parret glemte at trække vejret.

En kæmpestor isflage kom drivende. Bærende på seks pingviner.

Motivet kunne i sig selv have været bjergtagende, men som prikken over i’et var et stormvejr ved at samle sig ude i horisonten. Det farvede himlen i en dyb lilla farve.

square to 16x9
Helle og Uri troede ikke deres egne øjne, da de seks pingviner pludselig tonede frem på en isflage. Imens var en snestorm ved at indhente dem, og netop det gav den unikke grålilla farve på himlen. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

På afstand så himlens farve smuk ud. Men den var også et tegn på fare. Det gjaldt om at komme væk, inden snestormen ramte.

Lyset var ellers oplagt at tage billeder i. Så Helle og Uri besluttede sig for lige at trække den nogle minutter og sejle rundt om den næste pynt.

Da de kom rundt om hjørnet, fik de øje på en sæl, der lå alene på endnu en drivende isflage.

Det var vist en leopardsæl, tænkte de først uden at være rigtigt imponerede. Men så opdagede de noget. Den guldfarvede hals.

Det var bestemt ikke bare en almindelig leopardsæl, de havde fået øje på. Det var en ross-sæl. Verdens mest sjældne sæl.

Næsten ingen mennesker har set en ross-sæl, og her sad de med kameralinsen rettet mod en. Uendeligt lykkelige.

square to 16x9
Den meget sjældne ross-sæl er et helt specielt og unik syn i Rosshavet. Med de gyldne flanker og den stribede hals er der ikke noget at tage fejl af. Det er den. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

Men tiden var knap.

Skyerne kom nærmere, og de skulle tilbage til skibet, så de kunne sejle væk. Væk fra den lurende snestorm.

Det er aldrig uden fare at sejle. Men på Sydpolen skal man slet ikke sejle ind i en storm. Det kan få fatal udgang.

Men som sædvanligt havde Helle og Uri taget deres forholdsregler. De havde holdt øje med fronten på vejrkortene og kunne som planlagt sejle uden om det værste uvejr.

Overrasket af en orangutang

Mens den ene oplevelse overgår den anden for Uri og Helle Løvevild Golman, er der en særlig oplevelse, intet andet kan måle sig med.

Efter en måned i Borneos fugtige regnskov var ægteparret ved at opgive at se en orangutang, som ikke havde været i kontakt med mennesker.

De havde fået et par billeder af den ensomme unge. Men de havde håbet på mere.

Så da de med kun et par dage tilbage fik at vide, at der var nogen, der havde set en orangutang nær en anden flod, kunne de ikke lade det gå deres ører forbi.

De begav sig straks i retning af det sted, hvor den skulle befinde sig.

Det var ved at blive mørkt, inden de fik slået lejr. Alligevel besluttede de sig for at sejle ud på en aftentur i deres kano.

De tog bare et enkelt kamera med. De ville jo nok ikke finde noget alligevel.

Men det gjorde de.

Orangutangen deler 97 procent af sit dna med os mennesker. Derfor er dens navn meget passende. ’Orang’ betyder menneske, og ’hutan’ betyder skov på malaj og indonesisk.
Orangutangen deler 97 procent af sit dna med os mennesker. Derfor er dens navn meget passende. ’Orang’ betyder menneske, og ’hutan’ betyder skov på malaj og indonesisk. Foto: Helle & Uri Løvevild Golman

I et oversvømmet område kom en orangutang langsomt gående. Den havde vand op til livet og gik som en gammel mand.

Det var det billede, de havde drømt om. Det ene billede var hele turen værd.

De havde fået, hvad de kom for. Troede de.

For næste dag fik de noget endnu bedre foræret. Der, på modsatte side af floden, sad to hunner på bredden med deres unger.

Indtil videre er det lykkedes Helle og Uri Løvevild Golman at finde alle de dyr, de har håbet på. Ikke en eneste gang har de måttet give op.
Indtil videre er det lykkedes Helle og Uri Løvevild Golman at finde alle de dyr, de har håbet på. Ikke en eneste gang har de måttet give op. Foto: Helle og Uri Løvevild Golman

Gennem kameralinserne kunne Helle og Uri følge med i, hvordan menneskeaberne brugte lange pinde til at måle vanddybden, og hvordan de skyllede håndleddene med flodens vand for at køle sig ned.

Parret listede sig ud i deres kano og lod sig flyde forbi dyrene. Indtil de kom for tæt på.

Et dask med en orange hånd og en kaskade af vand signalerede, at nu var det nok.

Og dermed fik en orangutang midt inde i Borneos regnskov sagt det, som 'Project WILD' går ud på.

Naturen er dyrenes, og vi mennesker skal ikke komme og ødelægge idyllen.

I slutningen af Uri og Helles rejse blev parret overfaldet på et marked i Gabon. Det kostede næsten Uri livet. Den historie fortæller de om i artiklen herunder:

Følg Helle og Uri Løvevild Golmans rejse i programserien 'Vores vilde verden', der bliver sendt onsdag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY