Tv-deltager tabte 72 kilo på bare ét år: - Jeg kan stadig se mit gamle jeg i spejlet

Ingelise Perschke gik fra 140 til 68 kilo. Men overvægten spøger stadig.

Få måneder efter sin fedmeoperation stod Ingelise Perschke ved en skillevej. Midt i en H&M-butik.

Skulle hun som sædvanligt dreje til venstre mod de store størrelser – eller kunne det virkelig passe, at hun skulle til højre mod de almindelige?

- Jeg var gået ind i butikken nærmest med koldsved hele vejen ned ad ryggen, fortæller Ingelise Perschke.

Hun er lige nu aktuel i datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’, hvor hun dater landmanden Anders Vanggård.

Her afslører den 41-årige sagsbehandler, at hun knap ti år forinden var en ”meget stor pige” på 140 kilo.

Fakta om fedmeoperationer

Den hyppigst udførte fedmeoperation i Danmark kaldes en gastrisk bypass.

Her bliver størstedelen af mavesækken og tolvfingertarmen skåret fra, så maden føres direkte ned i tyndtarmen.

Det betyder, at der optages mindre næring, og man taber sig. Men samtidig er det sværere at optage vigtige vitaminer og mineraler. Derfor må man have intravenøse tilskud.

I de seneste år har flere patienter foretrukket de mindre omfattende fedmeoperationer, såsom gastrisk sleeve og gastrisk banding.

Siden 2011, hvor adgangen til fedmeoperationer blev skærpet, er antallet af operationer faldet.

Ved hjælp af en såkaldt gastrisk bypass-operation lykkedes det imidlertid Ingelise Perschke at tabe sig hele 72 kilo på nøjagtig ét år.

Rutsjebanevægt

I dag, otte år senere, har hun formået at fastholde sin nye vægt på 68 kilo.

Det var det samme, hun vejede, inden hun i 1997 begyndte at tage på efter sin første af to graviditeter.

Ingelise Perschke undgik længe kameraer og har kun få billeder af sig selv som overvægtig. Her et studiefoto fra 2005. - Jeg tager det kun frem for at minde mig selv om, at jeg aldrig skal se sådan ud igen, siger hun.
Ingelise Perschke undgik længe kameraer og har kun få billeder af sig selv som overvægtig. Her et studiefoto fra 2005. - Jeg tager det kun frem for at minde mig selv om, at jeg aldrig skal se sådan ud igen, siger hun. Foto: Privatfoto

I de følgende seks år kom stadigt flere kilo snigende. Og da Ingelise Perschke blev både alenemor og ramt af en depression, blev vægten sendt på himmelfart til de førnævnte 140 kilo.

Eller på rutsjebanetur, når hun forsøgte at slippe af med den ekstra vægt.

- Jeg kunne snildt tabe mig 25 kilo for derefter på kort tid at tage det hele på igen, fortæller hun.

Fordømmende blikke

Mens Ingelise Perschke tog på, følte hun, at flere og flere så på hende med fordømmende øjne.

Spiste hun eksempelvis en is på en varm sommerdag, følte hun sig hurtigt peget ud og udskammet. Af nogle blev hun direkte spurgt, hvorfor hun ikke bare lod være med at spise usundt.

Men for Ingelise Perschke var løsningen ikke så let. Og i 2010 – efter 13 års stadig stigende overvægt – var det nok.

Hun valgte som en af 4400 danskere det år at takke ja til fedmeoperationen gastrisk bypass.

square to 16x9

Selvom hun vidste, at der var en risiko forbundet med indgrebet, var Ingelise Perschke ikke i tvivl.

For hende stod valget mellem den umiddelbare fare ved operationen eller langsigtede følgesygdomme fra fedmen. Og frygten for fremtiden var størst.

- Det ville jo komme. Der er ingen vej udenom, når man vejer 140 kg, siger Ingelise Perschke.

- Derfor var risikoen værd at tage. For at jeg kunne se mine børn vokse op. For at jeg den dag, jeg bliver mormor, også vil kunne være der for mine børnebørn.

Optur over XL

Operationen lykkedes. Og på bare ét år var Ingelise Perschke pludselig tilbage i en krop på 68 kilo.

Nu kunne hun gemme sig i folkemængder, uden at der blev kigget på hende. Hun kunne spise is, uden at nogen sagde et ord. Hun kunne gå i H&M eller andre tøjbutikker med helt almindelige størrelser.

- Mit vægttab har absolut givet mig mere selvtillid. Jeg havde aldrig nogensinde turdet melde mig til et tv-program som ’Landmand søger kærlighed’, hvis jeg stadig vejede 140 kilo, siger Ingelise Perschke .
- Mit vægttab har absolut givet mig mere selvtillid. Jeg havde aldrig nogensinde turdet melde mig til et tv-program som ’Landmand søger kærlighed’, hvis jeg stadig vejede 140 kilo, siger Ingelise Perschke . Foto: Blu / TV 2

Allerede få måneder efter Ingelise Perschkes operation havde en veninde som fødselsdagsgave inviteret hende med i en sådan tøjbutik.

- Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Det kan jeg ikke, det kan jeg simpelthen ikke”, fortæller Ingelise Perschke.

- Men det kunne jeg. Det kan godt være, det var størrelse XL, men jeg kunne. Det var en stor optur – men også skræmmende.

Et halvt års accept

Selvom både veninden og tøjekspedienten roste de nye klæder, købte Ingelise Perschke dem ikke.

Mens hendes liv på mange måder var forandret udadtil, følte hun sig ikke meget anderledes indeni.

Først et halvt år efter sin operation begyndte Ingelise Perschke at vænne sig til tanken om, at hun ikke længere brugte 'storpige-størrelser' i tøj.
Først et halvt år efter sin operation begyndte Ingelise Perschke at vænne sig til tanken om, at hun ikke længere brugte 'storpige-størrelser' i tøj. Foto: Blu / TV 2

Hun så sig selv som den samme person med det samme arbejde og den samme omgangskreds – og på sin vis også som den samme overvægtige person.

I lang tid startede hun derfor stadig sine shoppingture i butikker med tøj til store kvinder. Blot for altid at konstatere, at hun alligevel endte blandt de almindelige størrelser.

Det kan godt være, det var størrelse XL, men jeg kunne

Ingelise Perschke

Først et halvt år senere begyndte hun at acceptere sine nye tøjstørrelser.

- Det var ikke sådan, at jeg havde svært ved at snøre skoene. Men i dag kan jeg virkelig se, at jeg var hæmmet af min overvægt, siger Ingelise Perschke.

- Det var for eksempel rigtig svært at være i Fårup Sommerland eller Legoland med børnene en hel dag. Men når man er i det, lever man i det.

Svært at tro på

Efter 13 år i den høje ende af vægtskalaen har Ingelise Perschke stadig svært ved at ryste rollen som svært overvægtig helt af sig.

- Nogle gange ser jeg stadig mig selv som den person, når jeg står foran et spejl. Som en strandet hval for at sige det ligeud, siger hun.

Ligeledes kan hun stadig have svært ved at smide tøjet om sommeren af frygt for at blive set af nogle, hun kender. Og med egne ord kan hun blive ”hunderæd” for, om kiloene en dag vender retur.

Af samme grund tog det hende blandt andet fire år at driste sig til at spise en ostereje hos naboen.

Med sin slankere krop har Ingelise Perschke fået et mere aktivt liv. Blandt andet som her med sejlads i kano. – Det turde jeg ikke, dengang jeg var stor, siger hun.
Med sin slankere krop har Ingelise Perschke fået et mere aktivt liv. Blandt andet som her med sejlads i kano. – Det turde jeg ikke, dengang jeg var stor, siger hun. Foto: Privatfoto

Mange patienter, der som Ingelise Perschke har modtaget en gastrisk bypass, har siden måttet døje med komplikationer. Lige fra fornyet vægtforøgelse til følgesygdomme eller ligefrem døden.

Den slags historier har Ingelise Perschke også hørt.

Hvorfor det er anderledes for hende, ved hun ikke. Måske kommer skavankerne senere. Måske slipper hun helt. Uanset hvad står hun stadig ved valget om en operation.

- Lige siden jeg sagde ja, har jeg vidst, der kunne være en risiko. Men går man og frygter komplikationer senere, så bliver man jo syg, siger hun.

Snolder og sofahygge

Langt det meste af tiden lever Ingelise Perschke derfor langt fra ”fanatisk eller hysterisk”.

I dag gør hun plads til både snolder og sofahygge med sine to piger. Og hun tager gerne på rejser til eksempelvis Rom, hvor hun ikke er bange for at forkæle sine smagsløg.

Kunne hun frit vælge, indrømmer Ingelise Perschke gerne, at hun ikke ville have noget imod at tabe nogle flere kilo. Men samtidig er hun godt tilfreds med den vægt, hun har i dag.

For ligesom det tog hende flere måneder at vænne sig til størrelsen på sit nye tøj, har hun gennem de seneste otte år gradvist vænnet sig til sin nye krop.

- Jeg tror, at uanset hvem man er, eller hvordan man ser ud, vil man altid kunne finde noget at være utilfreds med. Om det så er en rynke ved højre øje eller to kilo på venstre balle, siger hun og tilføjer:

- Det eneste, jeg har oplevet, er en lille smule løs hud. Og hvem i 40-årsalderen har ikke lidt mormorarme? Jeg har jo faktisk været enormt heldig med mit vægttab.

Følg 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 PLAY eller tirsdage klokken 20.00 på TV 2.