Han ville bare spille et spil med sin kone – nu har han tjent millioner

Havde Jacob Jaskov vidst, hvor store omkostningerne var, ville han aldrig have kastet sig ud i det, han ser som sit livs hårdeste kamp.

Æskerne var stablet op på hylderne foran dem. Nærmest fra gulv til loft.

Det var et mekka for en brætspilsnørd som Jacob Jaskov. Og endnu en gang havde han taget sin kone med i butikken Faraos Cigarer i København med missionen om at finde et spil, de kunne spille sammen.

De havde også ledt i store brætspilsbutikker i London og Paris.  

For hun kedede sig, hver gang han syntes, de var godt i gang med et brætspil derhjemme. 

- Men er der overhovedet ikke noget her, du kunne tænke dig at spille? spurgte han.

Svaret blev nej. Igen. Og det på trods af at de talte med ekspedienten og brugte en time på at gå grundigt gennem alle hylder.

Men selvom de heller ikke fik et brætspil med hjem den dag, fik Jacob Jaskov et klarsyn. Her så han for alvor det hul i markedet, som i dag har gjort ham god for flere millioner kroner.

Om Jacob Jaskov

42 år.

Spildesigner og selvstændig med to firmaer.

Studerede filosofi på SDU og er bachelor i statskundskab fra KU.

Har arbejdet med innovation siden 2000. Først på Instituttet for Fremtidsforskning og sidenhen som selvstændig innovationskonsulent med kunder som Novo Nordisk, Mærsk, Novozymes, Ikea og på det seneste danske biblioteker.

Kastede sig i januar 2015 ud i at skabe brætspillet Fog of Love, som i år har en omsætning på omkring 7 millioner kroner. Næste år forudser han, at der er tale om et tocifret millionbeløb.

Bor i Allerød med sin kone og to børn på tre og seks år.

Det hul, han har formået at udnytte i sådan en grad, at han med sikker stemme taler om, hvordan han næste år omsætter for 15 millioner kroner. Måske endda 30, hvis det telefonmøde, han holdt for to uger siden – og som han kalder et af sit livs vigtigste – viser sig at gå hans vej.

Det vender vi tilbage til.

Jacob Jaskov i midten har været en decideret brætspilsnørd siden 90'erne. I 2017 lancerede han sit eget brætspil Fog of Love, og i år er spillet blandt de mest sælgende brætspil i USA.
Jacob Jaskov i midten har været en decideret brætspilsnørd siden 90'erne. I 2017 lancerede han sit eget brætspil Fog of Love, og i år er spillet blandt de mest sælgende brætspil i USA. Foto: Privatofoto

Hyggeprojektet blev forretning

Den 42-årige iværksætter medvirker i TV 2-programmet '365 dage til succes', der følger ham gennem et af de første år i hans nyopstartede virksomhed.

En virksomhed, der kredser om brætspillet Fog of Love, som han kastede sig ud i at lave til sin kone for snart fire år siden.

Hvor han var til action, fantasy og science fiction, var hun nemlig til romantiske komedier. Og selvom kærlighed fylder alle vegne – i film, musik og i litteraturen – så var det umuligt at finde et brætspil, der kunne fange hans kone på samme måde som en god romantisk komedie.

Men det satte han sig for at lave om på.

Hvad går spillet ud på?

Fog of Love brandes som en romantisk komedie i brætspilsformat.

To spillere skaber hver en karakter med en række personlighedstræk. De mødes, forelsker sig og står over for den udfordring, der ligger i at få et parforhold til at fungere med alt, hvad det indebærer af op- og nedture.

Gennem spillet udvikler parret deres særegne historie, som udspilles gennem tre kapitler og en finale. Undervejs skal spillerne træffe individuelle - og af og til hemmelige - valg, der påvirker deres historie.

Den lykkelige slutning er derfor ikke givet. Hvordan det hele ender, afhænger af de valg, der træffes.

Der kom store spildesignere forbi min bod og sagde: "Det her er vildt. Det er en helt ny måde at designe spil på"

Jacob Jaskov

Jacob Jaskovs historie er derfor en historie om at være firstmover. Det er historien om et hyggeprojekt, der blev til en forretningsidé, som kan gøre ham til mangemillionær.

Og så er det historien om, hvordan det spil, han lavede for at få mere tid sammen med sin kone, endte med at stjæle ham fra hende, fordi det gik for godt.

- Det er en ond ironi, siger han til TV 2.

Og han lægger ikke skjul på, at prisen for succes har været høj. Men da han først var gået i gang, var det ikke muligt at stoppe.

Der har både været plads til store smil og frustrede stunder i løbet af de fire år, Fog of Love har været undervejs. Her har Jacob Jaskov lige haft et stort møde med amerikanske Walmart, som sælger hans spil. Og han jubler.
Der har både været plads til store smil og frustrede stunder i løbet af de fire år, Fog of Love har været undervejs. Her har Jacob Jaskov lige haft et stort møde med amerikanske Walmart, som sælger hans spil. Og han jubler. Foto: United TV / TV 2

Tusinde sider om kærlighed

Da han indså, at der var et hul i markedet, blev Jacob Jaskov fuldt opslugt og gik til opgaven med lige dele nørderi og perfektionisme.

Med en baggrund som innovationskonsulent for store virksomheder som Novo Nordisk og Novozymes havde han sin metode. Akkurat som han havde gjort så mange gange for dem, begyndte han at analysere brætspilsmarkedet. Hvad skulle der til for at slå igennem?

Svaret var klart. Spillet skulle være unikt, og så skulle det ramme dem, som aldrig havde gidet at spille brætspil før. Ligesom hans egen kone.

- Jeg fik færten af, at jeg kunne skabe noget innovation her, siger han.

Men man kommer ikke sovende til en helt ny opfindelse.

Fog of Love er et spil for to spillere. Man skaber to karakterer, der skal have et forhold til at fungere.
Fog of Love er et spil for to spillere. Man skaber to karakterer, der skal have et forhold til at fungere. Foto: Anders Birch / TV 2

Derfor satte Jacob Jaskov sig også for at forstå kærligheden så meget, at han kunne oversætte den til et spilformat, der rummer lige så mange facetter som et parforhold.

Han læste flere tusinde siders videnskabelige tekster om kærlighed. Fik sin kone til at spille stakkevis af brætspil, som han interviewede hende om. Og så testede han sin prototype over 1000 gange i sit netværk af spildesignere og til forskellige brætsspilevents.

Det åd hans tid. Tid, som allerede her gik ud over de timer, Jacob Jaskov brugte med sin kone og deres to børn, som i dag er tre og seks år.

Deres far arbejdede på højtryk for at få en prototype klar, så han kunne præsentere den på verdens største brætspilsmesse i Essen i Tyskland i 2015. Her ville han forsøge at skaffe en udgiver til sit spil.

De første spil klargøres til verdens største brætspilmesse i Essen i 2015.
De første spil klargøres til verdens største brætspilmesse i Essen i 2015. Foto: Privatfoto

- Vi vil gerne have dit spil

Helt ukendt og fra en mini-bod i hjørnet vakte Fog of Love opsigt. Blandt messens 800 nyudgivne brætspil blev Jacob Jaskovs stemt ind på top-ti over messens bedste.

- Der kom store spildesignere forbi min bod og sagde: "Det her er vildt. Det er en helt ny måde at designe spil på". Så allerede her vidste jeg, at jeg havde lavet et godt spil med kæmpe potentiale, fortæller han.

Derfor turde han afvise de små udgivere, der interesserede meldte sig. I stedet ville han satse på de store, globale udgivere.

De to største viste da også interesse og meldte positivt tilbage. Men efter et par måneders test af spillet sagde de nej tak.

Selvom de aldrig var stødt på et lignende spil, tvivlede begge udgivere for meget på, at hullet i markedet kunne fyldes ud. Måske var der et hul af den simple grund, at der netop ikke var nogen købere at komme efter, lød begrundelsen.

Men det slog ikke Jacob Jaskov ud. I stedet knoklede han videre selv, og året efter stod han på messen igen. Nu med en bedre prototype. Og her blev han opdaget.

Da Jacob Jaskov var på brætspilsmesse i Tyskland for første gang, var standen lillebitte og gjorde ikke noget væsen af sig. Året efter var der lavet om på det.
Da Jacob Jaskov var på brætspilsmesse i Tyskland for første gang, var standen lillebitte og gjorde ikke noget væsen af sig. Året efter var der lavet om på det. Foto: Privatfoto

Den amerikanske gigant

Jacob Jaskov anede egentlig ikke, hvem den pæne mand i blazeren var. Men den velklædte herre satte sig ned og gik i gang med at spille Fog of Love.

Bagefter talte han med mange af de andre, som også spillede løs. Og til sidst introducerede han sig for Jacob.

Så jeg sad simpelthen i gaten og havde et af mit livs vigtigste møder med Walmart

Jacob Jaskov

Han var indkøber for Walmart, den amerikanske detailkæmpe med over 5000 butikker alene i USA. Og han var på udkig efter et brætspil, der kunne blive en kæmpe succes.

- Har du en strategi for USA? spurgte han direkte og fulgte op, kort og kontant:

- Vi vil gerne have dit spil.

Herfra gik det stærkt. Walmart købte 7000 udgaver af Fog of Love, og da de var udsolgt efter et halvt år, bestilte kæden 20.000 nye spil, som skulle sælges gennem deres onlinebutik.

Det store gennembrud kom i november 2017, hvor Fog of Love var med til spileventet PAX Unplugged i USA. Jacob Jaskovs bod var den eneste på messen, der have kø - og brætspillere stod i kø i to timer for at komme til at spille Fog of Love.
Det store gennembrud kom i november 2017, hvor Fog of Love var med til spileventet PAX Unplugged i USA. Jacob Jaskovs bod var den eneste på messen, der have kø - og brætspillere stod i kø i to timer for at komme til at spille Fog of Love. Foto: Privatfoto

Det var meget mere, end Jacob Jaskov forventede, og han husker det som en ”virkelig, virkelig, virkelig god dag”, da genbestillingen kom. Men snart står han måske over for en endnu større milepæl.

Kan konkurrere med de største

Fog of Love er solgt i over 60.000 eksemplarer globalt. Det er blevet det bedst sælgende spil online hos Walmart i år. En status, som nu har åbnet for, at kæden overvejer at sætte Fog of Love på hylderne i sine fysiske butikker.

Den besked fik Jacob Jaskov for tre uger siden, mens han var på forretningsrejse i Canada og USA. Walmart ville mødes med ham med få dages varsel, og derfor måtte han lave et videoopkald, selvom han befandt sig i en lufthavn på vej fra Vancouver til Chicago.

- Så jeg sad simpelthen i gaten og havde et af mit livs vigtigste møder med Walmart, fortæller han og ryster på hovedet.

Walmart begyndte for alvor at sælge eksemplarer af brætspillet, da mediet Vox.com anmeldte det og kaldte Fog of Love årets bedste brætspil.
Walmart begyndte for alvor at sælge eksemplarer af brætspillet, da mediet Vox.com anmeldte det og kaldte Fog of Love årets bedste brætspil. Foto: United TV / TV 2

Og nu er den danske iværksætter kun uger fra at få svar på, om han til næste år kan forvente at sælge for 30 millioner kroner.

Det vil sende ham i en helt ny liga, hvor han konkurrerer mod verdens største spil fra legetøjsgiganterne Hasbro og Mattel. Og det giver Jacob Jaskov en følelse af, at han faktisk er ved at nå i mål med alt det, han satte i gang for fire år siden.

Selv hvis det ikke går, har han andre aftaler på bordet, som meget muligt kan give ham en omsætning på 15 millioner kroner næste år.

- Jeg tror på, at jeg kan vækste 1000-2000 procent endnu. Det her kan blive væsentligt større. Og det er jeg jo mega stolt af, siger han.

Hustruen, der blev alenemor

Men prisen for det hele har været høj. Så høj, at Jacob Jaskov bruger lige så lang tid på at fortælle den mørke del af historien. Den del, der sidder dybt i ham som en dårlig samvittighed.

For godt nok er der udsigt til millioner på kontoen. Men han har ikke været den mand, han gerne ville være. Og selvom udgangspunktet var, at brætspillet skulle bringe ham tættere på hans hustru, må han erkende, at der skete det modsatte.

Det var ikke arbejdet i sig selv, der gjorde det. Men det gjorde ondt, at det gik ud over min kone og mine børn

Jakov Jaskov

Sideløbende med udviklingen af Fog of Love har Jacob Jaskov passet sit andet fuldtidsjob som konsulent. Det var han nødt til for at tjene penge til at kunne satse på brætspillet.

Men det har betydet, at han har arbejdet 100 timer om ugen i lange perioder. Nogle gange har han været oppe på 110 timer.

I begyndelsen kunne Jacob Jaskov ikke leve af sit spil. Derfor har han haft to fuldtidsjobs, hvilket har betydet, at han i perioder har arbejdet 110 timer om ugen.
I begyndelsen kunne Jacob Jaskov ikke leve af sit spil. Derfor har han haft to fuldtidsjobs, hvilket har betydet, at han i perioder har arbejdet 110 timer om ugen. Foto: United TV / TV 2

Derfor har hans kone i praksis været ufrivillig alenemor i fire år. Hun er stået alene op og gået alene i seng mange af de præcis 1234 dage, det har taget Jacob Jaskov at komme dertil, hvor han er i dag.

Hun har passet deres hjem, sit eget job og deres to børn. Hun har hentet og bragt, vasket tøj og lavet mad. Hygget om de små med den energi, der var tilbage. Så har hun puttet dem og været der igen morgenen efter, når de vågnede.

Alt imens hun flere gange er blevet lovet, at nu var hendes mand snart færdig med at knokle løs på det brætspil.

Men de løfter forblev tomme ord. For hver gang Jacob Jaskov gav den en ekstra skalle for at blive færdig med en uforudset hasteopgave, dukkede der bare en ny op bagefter.

Ville ikke gøre det igen

Selv da de sidste sommer havde set frem til at holde en måneds længe ventet sommerferie sammen, blev Jacob Jaskov nødt til at bruge halvdelen af tiden på Fog of Love.

Derfor gik Lotte Jaskov alene rundt i Helsinki med børnene, mens Jacob sad tilbage på hotelværelset. Og derfor sad hun alene sammen med Jacobs venner den weekend, de besøgte dem, mens han opholdt sig på et værelse ved siden af, fordi der var noget, han bare måtte tage sig af.

- Det synes jeg var sindssygt hårdt, siger han.

- Vi vidste godt, at det ville være hårdt i en periode, og at vi skulle bide tænderne sammen. Og min kone var med på det. Men når det så trækker mere og mere ud, så er det en dyb skuffelse, hver gang man tror, man er i mål, og spillet så æder en ny del af vores liv, fortsætter han.

Hvis jeg havde forstået omkostningerne ved det og vidst alt, hvad jeg ved nu, så havde jeg ikke gjort det

Jacob Jaskov

I foråret hobede presset sig så meget op, at Jacob Jaskov blev ramt af en stressudløst depression.

- Det var ikke arbejdet i sig selv, der gjorde det. Men det gjorde ondt, at det gik ud over min kone og mine børn, og at jeg skuffede dem og deres forventninger, siger han.

Og var der nogen, der i begyndelsen havde spurgt, om han var klar til at bruge fire år af sit liv og alt det, der er fulgt med, på at blive manden bag Fog of Love, så havde han sagt nej tak.

- Hvis jeg havde forstået omkostningerne ved det og vidst alt, hvad jeg ved nu, så havde jeg ikke gjort det. Hvis man sætter omkostninger op imod, hvad jeg får ud af det, så synes jeg ikke, det er det værd, siger Jacob Jaskov.

- Det har været den hårdeste kamp i mit liv.

Her har Jacob Jaskov filmet sig selv klokken halv tre om natten. På dette tidspunkt havde han ikke sovet i et døgn.
Her har Jacob Jaskov filmet sig selv klokken halv tre om natten. På dette tidspunkt havde han ikke sovet i et døgn. Foto: United TV / TV 2

Men ingen kunne forudse, hvor hårdt det ville blive. Da Jacob Jaskov gik i gang, gav det mening. Og da det pludselig ikke gjorde, overvejede han da også at stoppe. Men han kunne ikke slippe sit brætspil.

- Da jeg først var midt i det her maraton, var det sgu svært at stoppe. For så taber man det hele på gulvet. Det er det, jeg har været bevidst om hele tiden, siger han.

Derfor holdt han ud. Lukkede følelserne ude og arbejdede sig gennem den pukkel af hasteopgaver, som krævede hans tid, mens han kone tog endnu en ekstra tørn på hjemmefronten.

Men nu ser det hele faktisk lysere ud.

Hele verden skal spille

I dag bruger iværksætteren sine aftener på at være sammen med sin familie.

Han har tre ansatte i sin spilvirksomhed, der hjælper ham til at have en nogenlunde almindelig arbejdsuge på 40 timer, medmindre han er på forretningsrejse.

Nu er vi kommet til det punkt, jeg har lovet min kone mange gange. Det kører

Jacob Jaskov

Han har tabt de 15 kilo, som han tog på, da han var mest travl. Og så har han fået overskuddet tilbage.

- Nu er vi kommet til det punkt, jeg har lovet min kone mange gange. Det kører. Og det er faktisk lidt mærkeligt, at vi er der, hvor vi kan begynde at nyde det, siger Jacob Jaskov.

Han er stadig hunderæd for, at der dukker nye uforudsete problemer op med Fog of Love, som kan sluge hans tid. Men han er blevet klogere i løbet af de fire år, der er gået.

Og han har lovet sig selv og sin familie, at alle de tilbud, der ligger i hans indbakke, skal håndteres i et fornuftigt tempo, hvor han kan følge med.

Næste skridt er lanceringen af den danske udgave af Fog of Love, som lander i de danske butikker op til jul. Når den er ude, skal spillet oversættes til fransk, tysk, spansk og kinesisk. Derefter kommer det sandsynligvis på hollandsk, polsk, italiensk og portugisisk. Og så kan hele verden nærmest spille Fog of Love.

Jacob Jaskov har lovet sig selv, at Fog of Log ikke må gå så meget ud over hans familie, som det har gjort de sidste fire år.
Jacob Jaskov har lovet sig selv, at Fog of Log ikke må gå så meget ud over hans familie, som det har gjort de sidste fire år. Foto: United TV / TV 2

Planen er, at spillet skal kunne købes i det meste af Europa, Nord- og Sydamerika samt store dele af Asien.

Men uanset hvor stor en succes Fog of Love bliver, så der er én, som ikke spiller spillet mere. Det er Jacob Jaskovs kone.

Parret har testet og gennemanalyseret spillet så meget, at hun er blevet træt af at spille det med sin mand.

Se Jacob Jaskov i '365 dage til succes' på TV 2 PLAY og mandag klokken 21.25 på TV 2.