Lydtatoveringer kan spille dit barns latter eller mormors kærlighedserklæring

Danmarks første lydtatovering sidder nu på armen af en dansk musiker.

Et nyt fænomen inden for tatoveringer er kommet til Danmark; lydbølgetatoveringer.

Konceptet er, at tatoveringen kan afspille lyd via en app på telefonen. Tatoveringen er formet som en lydbølge, og ved at holde appen hen over tatoveringen bliver lydklippet afspillet.

Lydklippet kan være alt fra dit barn første ord eller en gammel telefonsvarerbesked fra en afdød bedsteforælder.

Danmarks første lydbølgetatovering – eller soundwave tattoo – er et 30 sekunders lydklip af en sang. Tatoveringen sidder på musikeren Bryan Rice, og spiller hans egen sang ’No Promises’, når han holder telefonen henover lydbølgen på armen. 

Tatoveringen fungerer ved, at man uploader en lydfil til en app. Appen kobler lydklippet med billedet af den unikke lydbølge, som tatovøren tegner på din krop. Når appen genkender billedet, afspilles lydfilen. 

Første i Danmark

Manden bag værket på musikerens arm er Niclas Hahn, der er tatovør i House of Ink i Esbjerg. Han er den første – og hidtil eneste tatovør i Danmark, der tilbyder lydbølgetatoveringer.

Han hørte om lydbølgetatoveringer fra det amerikanske firma Skinmotion, der har udviklet konceptet. Han undersøgte fænomenet ved at se forskellige videoer af lydbølgetatoveringer. Særligt én fangede ham.

- En ung mand havde mistet sin bedstemor, og før hun gik bort, havde hun efterladt en besked på hans telefonsvarer, hvor hun sagde, hvor meget hun elskede ham. Den fik han tatoveret. Det var sødt og meget fint, siger Niclas Hahn, der tror, at lydbølgetatoveringerne vil henvende sig til den gruppe af danskere, der gerne vil hylde eller mindes en person gennem en tatovering.

- Jeg har også set et kærestepar, der fik lavet hinandens stemmer, der siger, at de elsker hinanden. Så det er også en fin kærestetatovering, fordi man ser, at mange får lavet det samme for eksempel en kongekrone eller dronningekrone med et bogstav. Der er mange klichetatoveringer inden for partatoveringer, siger Niclas Hahn, der har været tatovør i tre og et halvt år.

Siden han for en uge siden fortalte på sociale medier, at han havde taget konceptet til sig, har han fået cirka ti henvendelser fra interesserede kunder, og han tror, at lydbølgetatoveringer kan vinde frem i Danmark.

- Det er meget populært i udlandet. I Tyskland er der især mange, der gør det. Der var ingen tatovører i Danmark, der gjorde det, og så tænkte jeg bare, at danskere også skal have muligheden, fortæller Niclas Hahn.

Niclas Hahn har ikke en selv en lydbølgetatovering. Men hvis han finder det rette lydklip og kan finde en ledig plads på kroppen, vil han ikke udelukke, at det kommer.

Hit ændrede hans liv

Bryan Rices kæmpehit ’No Promises’ betød, at hans liv ændrede sig radikalt på kort tid. Sangen kom ud for 13 år siden. På det tidspunkt var Bryan Rice studerende og troede, at han skulle være spansk tolk resten af sit liv. Men hittet ledte ham en anden vej. Derfor betyder sangen så meget for ham, at han har fået sangen tatoveret på armen som lydbølgetatovering, fortæller han i 'Go aften Danmark'.

- Den er mest af alt en form for connection for mig til den sang og alt det, som den repræsenterer. Og ikke mindst en fejring af den sang. Den er én af de mest spillede sange i dansk musikhistorie, og faktisk blev den i 2017 den tiende mest spillede efter 12 år i vælten. Det er helt uhørt, og det ville jeg gerne fejre, siger Bryan Rice, der har spillet lydtatoveringen flere gange om dagen, siden han fik den lavet for en uge siden.

Niclas Hahn, der har lavet tatoveringen, forklarer, at størrelsen på tatoveringen kan variere. Den er stor på Bryan Rice, da han ville have 30 sekunders lyd. Jo længere lydklip, jo større tatovering. Det tog to timer at lave Bryan Rices tatovering.