Sådan laver du dit eget slik

Sådan laver du dit eget slik

Vingummi, skumfiduser og flødeboller.
Det er bare noget af det slik, som vi flår ned fra hylderne i supermarkedet. I gennemsnit spiser danskerne 8,1 kilo slik om året. Det gør os til det næstmest slikspisende land i Europa, kun overgået af Finland. Det viser en undersøgelse fra brancheforeningen Sugar Confectionary Europe fra 2013.
Men man behøver ikke købe det hele. Det er faktisk både nemt og billigt at lave sit eget slik. Vi følger en række amatører lave deres eget slik i programmet 'Sukkerchok' på TV 2 FRI og TV 2 PLAY.
Kokken Nicolai Tram har sammensat opskrifter på vingummi, skumfiduser, chokoladetrøfler, karamelpopcorn, saltwater taffy, Bounty, flødeboller og kransekage. Dommerne i 'Sukkerchok', Marie Holm og Morten Heiberg, giver gode råd. 
Se 'Sukkerchok' på TV 2 PLAY eller TV 2 FRI onsdage klokken 20.40.

Vingummi

Cirka 100 stykker 
Ingredienser: 
  • 100 gram sukker
  • 1 spsk. kartoffelmel
  • 1 tsk. citronsyre
  • 2 dl vand
  • 1 tsk. citronaroma
  • 1 tsk. gul farve
  • 10 blade husblas
  • 1 pakke maizena
Sådan gør du: 
Bland sukker, kartoffelmel, citronsyre, vand, aroma og farve i en kasserolle og kog det op. Udblød husblassen i rigeligt koldt vand, kram den fri for vand og tilsæt til den kogende lage. Hæld det meste af maizenaen i en form og lav fordybninger med en grydeske.
Hæld den varme gele i fordybningerne. Drys med lidt ekstra maizena ovenpå geleen. Lad vingummierne sætte sig på køl i 10 minutter og tag dem derefter ud af maizenaen med en gaffel. Rul vingummierne i hænderne for at fjerne overskydende maizena. Opbevar dem i en lufttæt beholder. De kan holde sig i en uge ved stuetemperatur.
Tip: Vingummierne kan støbes i en silikoneform i stedet for i maizena. 
Vær opmærksom på: Hvis sukkersiruppen ikke er kogt rigtigt ind, eller der ikke er tilsat nok husblas, kan vingummierne blive for bløde og gele-agtige. Det er derfor vigtigt at holde sig til opskriften.

Skumfiduser

Opskrift til fire personer
Ingredienser:
  • 400 gram sukker
  • 2 dl vand
  • 20 stykker husblas
  • 200 gram flormelis
Sådan gør du: 
Hæld sukker og vand i en kasserolle og kog sukkerlagen, indtil den når 118 grader. Imens udblødes husblassen i koldt vand. Læg ét blad husblas i ad gangen og kram derefter vandet ud. Tilsæt i den varme sukkerlage. Hæld massen i en røremaskine og pisk ved højeste hastighed i cirka 3-5 minutter.
Dæk bunden af en form med flormelis og hæld den piskede skum i formen. Drys skummet med flormelis og lad det køle let. Tag skummet ud af formen og klip skumfiduser i mundrette stykker med en saks. Læg skumfiduserne i en lufttæt beholder og opbevar ved stuetemperatur. De kan holde sig i en måned.
Tip: Overtræk skumfiduserne med god, mørk chokolade. Det smager, som når en skumfidus og en flødebolle får et vidunderligt barn sammen!
Vær opmærksom på: Gelantinen sætter sig hurtigt. Et godt råd er derfor at gøre formen klar med flormelis som det første, inden man starter. 

Chokoladetrøfler

Opskrift til fire personer
Ingredienser:
  • 250 gram god, mørk chokolade
  • 1 dl piskefløde
  • 30 gram smør
  • 15 gram honning
  • 100 gram kakao 
Sådan gør du:
Hak chokoladen og læg i en kasserolle sammen med piskefløde, smør og honning. Smelt det ved lav varme indtil massen er homogen. For at være sikker på at undgå klumper kan man bruge en stavblender i den varme chokolade. Hæld det i en form og sæt på køl i en time.
Tril derefter massen til små kugler og vend dem i kakao.Trøflerne kan opbevares på køl eller frost og kan holde sig cirka en måned.
Tip: Hvis man vil gøre trøffelkuglerne 'julet', kan man tilføje hakkede svesker, rosiner eller nødder.
Vær opmærksom på: At chokoladeblandingen nemt brænder på. Lad derfor være med at gå fra den, mens den står på komfuret. 

Karamelpopcorn

1 skål karamelpopcorn på cirka 300 gram
Ingredienser:
  • 300 gram sukker
  • 1 dl vand
  • 30 gram smør
  • 3 spsk. olie
  • 100 gram majskerner
Sådan gør du:
Hæld sukker og vand i en kasserolle og kog det, indtil det får en gylden farve. Tag det af varmen og tilsæt smør. 
Pop majskernerne i olien. Hæld karamellen over popcornene og vend det med en dejskraber, så karamellen fordeles jævnt. Hæld det i en form og lad det køle. Bræk det i mindre stykker. Karamelpopcornene serveres samme dag.
Tip: Put salt i karamellen - så bliver det saltkaramelpopcorn.
Vær opmærksom på: At karamellen i gryden ikke bliver for varm. Den skal være blød, så det ikke bliver som at få et bolche ind i munden. 

Saltwater taffy

Opskrift til fire personer
Ingredienser:
  • 200 gram sukker
  • 1 spsk. maizena
  • 1 spsk. smør
  • 1 tsk. salt
  • 75 gram glukosesirup
  • 125 gram vand 
  • 1 spsk. frugtfarve
Sådan gør du:
Hæld alle ingredienserne i en kasserolle. Kog sammen under omrøring indtil massen når 120 grader. Hæld massen i en smurt form. Sæt den på køl i cirka 20 minutter.
Tag massen ud af formen og begynd at strække den. Den skal æltes og strækkes i cirka 10-15 minutter. Når den virker lys og sej, klippes den til mundrette stykker. Pak hver taffy ind i cellofan eller bagepapir. Opbevar ved stuetemperatur. De kan holde sig i cirka en måned.
Tip: Brug noget lækkert salt som havsalt eller sydesalt.
Vær opmærksom på: At ælte massen grundigt, så der kommer luft ind i den. Man kan se, at massen er færdig, når den bliver lys. 

Bounty

25 stykker Bounty
Ingredienser:
  • 200 gram kokosmel
  • 200 gram kondenseret mælk
  • 300 gram chokolade
Sådan gør du:
Bland kokosmel med kondenseret mælk og læg massen i en isterningebakke. Put det i fryseren i tre timer. Smelt chokoladen og tag kokosmassen ud af isterningeformen. Dyp kokosstykkerne i chokoladen og læg dem på en rist. Lad dem hærde i 10 minutter. Chokoladebarerne opbevares på køl og kan holde sig tre dage.
Tip: Det kan betale sig at bruge en god chokolade med et højt kakaoindhold til at overtrække kokosstykkerne. 
Vær opmærksom på: At bruge en gaffel til at dyppe kokosstykkerne i chokoladen. Så undgår man, at der kommer fingermærker på. Lad ikke kokosstykkerne ligge nede i chokoladen - så bliver chokoladelaget for tykt. 

Flødeboller

Opskrift til fire personer
Ingredienser:
  • 500 gram sukker
  • 1 dl vand
  • 250 gram pasteuriserede æggehvider
  • 300 gram chokolade
  • 200 gram marcipan
Sådan gør du:
Hæld sukker og vand i en kasserolle. Kog sukkerlagen til 120 grader. Pisk æggehviderne i en rørekedel ved højeste hastighed. Tilsæt den stadig kogende sukkerlage til æggehviderne i en tynd stråle. Lad skummet piske i 10 minutter. Hæld skummet i en sprøjtepose og opbevar på køl (bonustip: du kan bruge overskydende skum som guf til din is).
Hak 200 gram chokolade og smelt langsomt i et vandbad. Imens chokoladen smelter, hakker du de resterende 100 gram chokolade. Tag den smeltede chokolade af vandbadet og rør den resterende mængde hakkede chokolade i under omrøring, til al chokoladen er smeltet.
Skær skiver af marcipan på cirka 0,5 cm. Sprøjt en gavmild mængde skum på toppen af marcipanskiverne. Hæld den stadig varme chokolade ud over. Stil flødebollerne på køl i 20 minutter, så de kan sætte sig. Flødebollerne opbevares på køl og kan holde sig 3-4 dage.
Tip: Lidt smag i skummet er altid godt. Kog sukkerlagen op med kornene fra 1 vaniljestang, eller pisk 2 spsk. lakridspulver eller 50 gram knuste, frysetørrede hindbær i skummet.
Vær opmærksom på: At skummet piskes i præcis ti minutter, så det ikke bliver for blødt og skvatter sammen. Man kan sætte flødebollerne på køl, inden chokoladen hældes over, så skummet kan sætte sig. 
 

Kransekage

20 stykker 
Ingredienser:
  • 375 gram marcipan
  • 150 gram sukker
  • Halvanden æggehvide
  • 100 gram sukker
  • 100 gram chokolade
  • 200 gram flormelis
  • 2 dråber eddike
Sådan gør du:
Bland marcipan, sukker og en halv æggehvide sammen. Ælt det grundigt til det samler sig og sæt massen på køl i 1 time. Rul delen ud til pølser og skær dem i stykker. Tryk den ene side flad og rejs dem op. Bag dem i ovnen ved 225 grader i 7 minutter. 
Smelt chokoladen og dyp kransekagernes bund i chokoladen. Lad dem køle. 
Bland flormelis, en æggehvide og eddike til glasur og pynt kransekagerne, som du synes. De kan fryses og holde sig til nytårsaften eller længere.
Tip: Tilsæt saft fra en appelsin til marcipanen for at give kransekagen lidt ekstra smag. 
Vær opmærksom på: At det godt kan betale sig at underbage kransekagen. Hold øje med kransekagen, mens den er i ovnen.  Den skal aldrig bages for meget, men skal være gyldenbrun.