16x9

29-årig er i tvivl om hun vil have børn – For mig er der intet positivt forbundet med det at være barn. Overhovedet

I samarbejde med Gjensidige Forsikring

Mia Nilsson var ensom og følte sig udenfor hele sin opvækst. Så hun forsøgte at sove livet væk. Nu opfordrer hun lærere til at tage mobning alvorligt.

Hun husker, hvordan hun altid blev valgt som den sidste, når der skulle laves hold til rundbold. Klassekammeraterne sukkede højt, når de sagde hendes navn. ”Mia… Vi tager Mia.”

Hun husker, hvor nemt det var at lege fangeleg, fordi der aldrig var nogen, der løb efter hende. Hun husker sneboldkampen i skolegården en vinter. Alle mod én. Indtil hun besvimede.

Hun husker børnefødselsdagene, som hun ikke var inviteret med til. Hun husker klassefesterne, som hun ikke var inviteret med til. Hun husker fællesskaberne - i skolen, til dans, til teater, til håndbold. Hun var ikke inviteret med. 

En dag blev hendes klassekammerater placeret i en cirkel, og læreren bad dem om at forklare, hvad problemet var. Det var Mia. Det var hende, der var problemet. Hun var irriterende. Det var hendes egen skyld. Det husker hun, at der blev sagt.

Ung under pres

Denne artikel er en del af artikelserien 'Ung under pres', der præsenteres i samarbejde med Gjensidige Forsikring.

I serien stiller vi skarpt på nogle af de udfordringer, som er forbundet med det at være ung i dag.

Vi møder en række unge, som har oplevet teenagelivets hårde sider, og taler med eksperter, der guider forældre til, hvordan de kan hjælpe deres børn med at håndtere alt fra stress og præstationsangst til ensomhed, livet på de sociale medier og den svære teenagekærlighed

Så hun husker følelsen af at være forkert. Hun husker den følelse så forbandet tydeligt. Hun var forkert. Misforstået. Udenfor. Værdiløs. Alene.

Til sidst gav hun op. Hun husker, at hun smækkede døren til sit værelse, trak dynen op over hovedet, lukkede øjnene og forsøgte at glemme alting omkring sig.

Gennem hele sin barndom og tidlige ungdom følte 29-årige Mia Nilsson sig ensom og mobbet. Først i begyndelsen af 20’erne mødte hun nogle mennesker, som fik hende til at indse, at hun var god nok, som hun var.

Jeg var så træt og ked af det hele tiden. Så det var bedre at sove end at være vågen.

Mia Nilsson

Da ensomheden var allerværst, var hendes mor Merete Olsen den eneste årsag til, at Mia kom ud af sengen om morgenen.

Udenfor siden børnehaven

Mia Nilsson voksede op i en klassisk kernefamilie i et roligt villakvarter i Frederikssund. Med en mor, en far og en fem år ældre storebror. Hun beskriver hjemmet som både trygt og rart, og for det meste var der fuld af liv og latter i huset.

Mia på vej i skole i begyndelsen af sin skoletid.
Mia på vej i skole i begyndelsen af sin skoletid. Foto: Privatfoto

Hendes mor, Merete Olsen, der dengang arbejdede som sygeplejerske, havde nemlig ofte venindegrupper på besøg i deres rækkehus. Moren var ekstremt social, fortæller Mia, og Merete indrømmer da også selv, at hun nok altid har været ’vellidt de fleste steder’.

- Altså min mor har jo veninder helt tilbage fra folkeskolen. For mig virker det som en fuldkommen utopisk tanke, at jeg overhovedet skulle have kontakt til nogen fra den tid, siger Mia og fortæller, at hun som barn mærkede en form for misundelse, når hun betragtede alle moderens veninder.

For Mia var det sociale liv nemlig ikke helt så let. Det var ikke, fordi hun var introvert – tværtimod – men hun følte ikke, at hun passede ind nogen steder.

- Indtil jeg fyldte 14 år, var jeg meget social. Jeg gik til dans, svømning, gymnastik, spejder, teater, håndbold – stort set alt, hvad man kunne gå til. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at det var en kamp for at komme ind i et fællesskab, siger hun og tilføjer: 

- Jeg prøvede virkelig. Men jeg havde altid en oplevelse af ikke at være en del af det, siger Mia og fortæller, at følelsen allerede begyndte i børnehaven, hvor hun mærkede, at de andre børn tog afstand fra hende.   

Det var dog i folkeskolen, at hun mærkede ensomheden allertydeligst. Selvom det er mange år siden, hænger oplevelserne af at blive holdt udenfor ved. Hun var den, de andre ikke ville lege med.

Afstemning

Vil du vide mere om ungdomsgenerationens udfordringer blandt andet i forhold til ensomhed? Så se med i serien 'Julia Sofia og Friends' på TV 2 PLAY.

- Jeg ved ikke, hvorfor det gik ud over mig. Jeg var nok bare lidt anderledes og kunne lide nogle andre ting. For eksempel var alle de andre piger vilde med Spice Girls. Jeg kunne bedre lide Aqua. Det lyder så latterligt, men dengang var det et stort problem. De andre gad mig simpelthen ikke, siger hun og tilføjer:

- Jeg kan huske, at lærerne sagde, at hvis jeg gerne ville være med i fællesskabet, så måtte jeg bare begynde at lytte til Spice Girls. Det undrede jeg mig meget over. For hvorfor skulle jeg prøve at være noget, jeg ikke var?

Fodbold fra sidelinjen

Mia har utallige minder om, hvordan hun blev ignoreret, holdt udenfor og mobbet. Blandt andet oplevede hun, at hun som den eneste i klassen ikke blev inviteret med til børnefødselsdagene.

Mia i 3. klasse. Hun husker, at hun blev mobbet helt siden børnehaven.
Mia i 3. klasse. Hun husker, at hun blev mobbet helt siden børnehaven. Foto: Privatfoto

Hun fortæller, at det var de mange enkeltstående oplevelser, der tilsammen voksede sig til noget stort og næsten uudholdeligt. Og lige så langsomt begyndte nederlagene at få hende til at miste modet.

Hun husker tydeligt den første gang, hun i 4. klasse bevidst valgte at lade være med at træde ind på fodboldbanen i frikvarteret.

Normalt plejede hun at spurte efter bolden i et ivrigt forsøg på at være med. Men uanset hvor hurtigt hun løb, og uanset hvor godt placeret hun var på banen, var der aldrig nogen, der spillede bolden til hende.

Nu var hun træt af at forsøge, så i stedet satte hun sig på sidelinjen og iagttog de andre børn.

Da frikvarteret sluttede, kom en af hendes lærere over til hende.

’Mia, det er også din egen skyld, at du er udenfor. Du kan jo bare gå ind på banen og være med’, husker Mia, at hun fik at vide.

- Jeg tænkte bare: ’Du fatter jo ikke en skid! Jeg er lige så meget med, når jeg står uden for banen, som når jeg løber inde på banen’, siger Mia i dag. 

Det er min lille, dejlige datter. Det kan da ikke være rigtigt.

Merete Olsen

Lærerens kommentar gjorde ondt dengang. Men Mias fokus var et andet sted. Hun havde nemlig opdaget noget, som skulle vise sig at få stor betydning for resten af hendes skoletid:

Det var rarere selv at melde sig ud, end det var at blive valgt fra.

Kunne ikke blive værre

Mias mor, Merete, lagde tidligt mærke til, at Mia havde svært ved at få venner.

Merete Olsen er uddannet sygeplejerske, men er nu gået på pension. Hun bor i Frederikssund.
Merete Olsen er uddannet sygeplejerske, men er nu gået på pension. Hun bor i Frederikssund. Foto: Sonja Lovdal

Hun kørte hende derfor gladeligt til de mange ugentlige fritidsaktiviteter og blev stående hele træningen for at se på. Hun sørgede for at invitere alle Mias klassekammerater hjem på besøg, og hun bragte ofte samtaler om det gode fællesskab på banen til forældremøderne i klassen.

- Jeg ville så gerne have, at det lykkedes for Mia. I klassen argumenterede jeg ofte for, at alle skulle inviteres med til fødselsdagene, siger Merete. 

- Men de andre forældre var ikke enige, og lærerne gjorde ikke noget. Det var en meget dysfunktionel klasse, tilføjer hun og fortæller, at hun følte, at hun talte for døve øren.

Mens Merete frustreret kæmpede for at få lærerne og de andre forældre til at reagere, begyndte det at gå ned ad bakke for Mia. Karaktererne dalede, og hun blev mere indadvendt.

- Mia var enormt ked af det, og det var simpelthen så hårdt at opleve som mor. Jeg tænkte: ’Det er min lille, dejlige datter. Det kan da ikke være rigtigt’, siger Merete.

Hun mindes, hvordan hun blev ved med at spørge ind til, hvordan Mia havde det, og lidt efter lidt åbnede den lille pige op og fortalte, at hun blev mobbet i skolen. Derefter besluttede Merete, at Mia skulle skifte skole.

- Det var noget, jeg pressede igennem, men Mia gav også selv udtryk for, at hun gerne ville. Hun havde det rigtig, rigtig skidt, siger Merete.

- På det tidspunkt tænkte jeg, at det umuligt kunne blive værre, tilføjer hun.

Men det blev det.

Flugten fra frikvartererne

Mia gik i 7. klasse, da hun skiftede skole. Hun kom ind i en velfungerende klasse, og hun mindes, hvordan hun skruede op for positiviteten og forsøgte at ’fake den’ og være ’på’, de første par dage.

Men indeni var den 14-årige pige brudt helt ned efter mange års mobning. Hun havde ingen selvtillid tilbage, og der gik ikke ret lang tid, før hun opgav at opretholde den facade, hun havde forsøgt at opbygge i den nye klasse.

square to 16x9
Mia og Merete Foto: Sonja Lovdal

- Jeg skiftede strategi. I lang tid havde jeg aktivt prøvet at være med. Nu trak jeg mig fuldstændigt fra det sociale og lukkede mig inde. Det hele virkede ligegyldigt. Jeg gav simpelthen op, siger hun.

I pauserne forsøgte hun at flygte fra virkeligheden. Så snart det ringede til frikvarter, fandt hun sin iPod frem og satte høretelefoner i ørene. Andre gange lagde hun sig ind over bordet og faldt i søvn.

Nogle tager stoffer, nogle drikker – jeg valgte at sove. Det var min måde at forsvinde fra virkeligheden.

Mia Nilsson

Imens sloges drengene på gulvet, og pigerne snakkede om weekendens fester. Mia syntes, at både alkohol og cigaretter var dumt og ligegyldigt.

Når hun ser tilbage i dag, forstår hun derfor godt, at hun ikke blev inviteret med til klassefesten i 8. klasse. Men den mandag morgen, hvor hun trådte ind i klasselokalet og fornemmede, at der var blevet holdt en fest, som hun intet havde hørt om, kunne hun på ingen måde se meningen i det. Hun havde faktisk svært ved at se meningen med noget.

Afstemning

 Så hun rejste sig fra den stol, hun kun lige havde nået at sætte sig på, tog sine taske og gik hjem. Så lagde hun sig under dynen og lukkede øjnene.

- Jeg blev aldrig en del af fællesskabet i den nye klasse. Når jeg tænker over det, giver det god mening, for jeg udstrålede jo meget tydeligt, at jeg ikke var interesseret. Men sandheden var, at jeg hungrede efter at være med. Jeg turde bare ikke, siger hun.

Fem umulige kilometer

Efter Mia skiftede skole, begyndte hun at isolere sig mere og mere. Hver dag, når hun kom hjem fra skole, gik hun ind på sit værelse og faldt i søvn.

Mia skiftede skole i 7. klasse. Men det hjalp ikke på problemerne.
Mia skiftede skole i 7. klasse. Men det hjalp ikke på problemerne. Foto: Privatfoto

- Hvis jeg fik lov, kunne jeg sove fra klokken 14 om eftermiddagen og helt indtil næste morgen klokken 7. Og den eneste grund til, at jeg vågnede, var, at min mor vækkede mig. Jeg var så træt og ked af det hele tiden. Så det var bedre at sove end at være vågen, siger hun og tilføjer:

- Nogle tager stoffer, nogle drikker – jeg valgte at sove. Det var min måde at forsvinde fra virkeligheden.

Merete prøvede desperat at få gang i sin datter. Hun hev hende ud af sengen hver eneste morgen, smurte madpakke til hende og talte med hende i timevis for at prøve at finde ud af, hvorfor hun havde det så skidt.

Mens andre omtalte Mia som en ’træt og negativ teenager’, var både Merete og Mia nemlig klar over, at der var noget mere alvorligt galt.

Mia kunne dog ikke sætte ret mange ord på det. Hun orkede bare ingenting. En tur til købmanden føltes som et maraton, en shoppingtur virkede fuldkommen uoverskuelig, og det var fysisk umuligt for hende at cykle i skole.

Hun husker, hvordan hun hver morgen trampede i cykelpedalerne. Vejen var flad, og der var ikke mere end fem kilometer fra hjemmet til skolen. Alligevel begyndte hele hendes krop at gøre ondt. Benene syrede. Hun hev efter vejret. Hun rystede. For det meste måtte hun stå af og trække.

- Dér blev jeg for alvor bekymret. Jeg vidste godt, at det ikke var normalt. Så jeg fortalte det til min mor, siger Mia.

Den største frygt

De sidste år af folkeskoletiden kørte Merete sin datter i skole hver eneste morgen. Det var den eneste måde, hun kunne sikre sig, at Mia kom frem. Cyklen satte de bag på bilen, men det endte altid med, at Mia trak hjem, fordi hun var så udmattet.             

square to 16x9
Mia var ensom hele sin opvækst. Hendes mor hjalp hende. Foto: Sonja Lovdal

- Jeg var meget, meget nervøs for hende på det tidspunkt, fortæller Merete.

Særligt én oplevelse gjorde hende alvorligt bange – nemlig den dag hun fandt en bunke Panodil’er i en skuffe på Mias værelse. Mia husker ikke selv episoden som specielt voldsomt, men i Meretes øjne tydeliggjorde det, hvor slemt Mia havde det.

- Jeg blev skidebange. Dét så jeg virkelig som en advarsel, siger hun.

Ensomhed i tal

  • De 16-29-årige er den aldersgruppe, hvor flest føler sig ensomme.
  • 6,4 procent af de unge mellem 16-29 år føler sig ofte eller altid ensomme.
  • 42,2 procent af de unge, der ofte eller altid føler sig ensomme, har hovedpine dagligt eller ugentligt.

Kilde: Ventilen

Merete forklarer, at hun ad flere omgange sendte Mia til psykolog – både i de små klasser og i udskolingen. Hun forsøgte også selv at tale med en psykolog, og hun tog fat i lærerne i den nye klasse. Intet af det havde dog den store effekt, så hun begyndte at vende blikket indad.   

- Jeg tænkte selvfølgelig over, om jeg havde gjort noget forkert. Mias far og jeg var blevet skilt, cirka samtidig med at Mia havde skiftet skole – kunne det have noget med det at gøre? Havde jeg fejlet som mor? Havde jeg ikke slået ordentlig til? Det var nogle virkelig hårde tanker at gå med, siger hun.

Spørger man Mia, gjorde moderen dog alt det rigtige. Hun kæmpede for hende, tog hendes følelser alvorligt og forsøgte at råbe hendes lærere op og få dem til at tage ansvar.

- Hun kæmpede virkelig for mig. Jeg følte, at hele verden misforstod mig, men min mor gjorde, hvad hun kunne, siger Mia.

De første sociale succeser

Der gik flere år, hvor Mia isolerede sig socialt - både i folkeskolen, på efterskolen og på den erhvervsuddannelse, som hun endte med at droppe ud af.

Mia begyndte i terapi som 17-årig. Det blev begyndelsen på vejen ud af ensomhed.
Mia begyndte i terapi som 17-årig. Det blev begyndelsen på vejen ud af ensomhed. Foto: Privatfoto

Alligevel var ordet ’ensom’ aldrig et ord, som var oppe at vende, hverken hos Mia eller hos moderen.

Først da Mia som 17-årig begyndte i terapi, blev hun klar over, at det var ensomhed, der var grunden til, at hun havde det så dårligt både psykisk og fysisk.

- Det var faktisk et stort nederlag at finde ud af, at jeg var ensom. Jeg følte, at jeg var mislykket på alle fronter. Nu var der endnu en ting, jeg ikke kunne finde ud af. Det var bestemt ikke rart, siger hun.

Hun erkender dog, at det nok var nødvendigt at indse, hvad det egentlige problem var, før tingenes tilstand kunne forberedes.

I tre år gik Mia i intensiv terapi, og da hun som 18-årig flyttede hjemmefra, begyndte hun derudover at komme ugentligt hos Ventilen, som er et værested for unge ensomme.

Her mødte hun en række andre unge, som også havde det svært socialt, og de frivillige i Ventilen sørgede for, at de unge fik nogle gode, sociale oplevelser sammen. De tog i biografen, lavede mad, tog ud at skøjte, spillede spil og hyggede sig.

Efter Mias terapiforløb – da Mia var i starten af 20’erne – valgte hun desuden at tage en treårig terapeutuddannelse, svarende til den hendes terapeut havde. En stor del af undervisningen bestod af egenterapi, og derigennem lærte Mia sig selv endnu bedre at kende og fik mulighed for at reflektere over de oplevelser, hun havde haft.

Artiklen fortsætter under listen. 

5 råd til dig, der føler dig ensom

Øv dig i at være social

Tal med dine forældre. Det kan være svært at indgå i sociale relationer, hvis man har følt sig ensom længe. Derfor er det en god idé at træne sine sociale kompetencer sammen med nogen, man føler sig tryg ved. Øv dig for eksempel i at fortælle dine forældre om din dag og forsøg at sætte flere og flere ord på.
 

Udford dig selv

Sæt dig nogle delmål. Beslut dig for eksempel for, at du vil sige hej til buschaufføren eller hilse på kassedamen. Langt de fleste vil reagere positivt, og på den måde kan du få nogle sociale succesoplevelser og få opbygget din selvtillid igen.
 

Bliv klogere

Læs om ensomhed eller se nogle videoer. Du er langt fra den eneste, der føler sig ensom. Søg på Google og find historier om andre, der er ensomme. Ofte hjælper det at vide, at man ikke er alene.

Vær tålmodig

Accepter, at det tager tid at arbejde med sine følelserDet lyder måske hårdt, men det er en lang proces at komme ud af ensomhed. Der findes ingen hurtig løsning.

Søg hjælp

Ræk hånden ud, hvis du har svært ved at overskue, hvad du skal stille op. Måske kan dine forældre, din lærer eller din træner hjælpe dig. Der findes også steder, som du kan kontakte for at få hjælp, hvis du føler dig ensom. Kontakt for eksempel Ventilen, Headspace eller Børnetelefonen.

Langsomt begyndte det at gå den rigtige vej for Mia. Overskuddet og selvtilliden vendte så småt tilbage, og lidt efter lidt begyndte hun igen at kunne se en mening med livet. Hvad det helt præcis var, der gjorde forskellen, har hun svært ved at pege på.

- Det er jo en lang proces, og jeg vil nødig få det til at lyde som et quickfix. For det var det på ingen måde. Det tog tid, og det var hårdt arbejde at få det bedre, siger hun og forklarer:

- Noget af det, der hjalp mig, var nok, at jeg begyndte at få nogle positive sociale oplevelser. Gennem Ventilen og min terapiuddannelse mødte jeg nogle mennesker, som gerne ville være sammen med mig. Det havde jeg ikke oplevet før, og det var enormt rart. Pludselig var jeg god nok, siger hun og fortæller, at det gav hende mod på selv at tage initiativ i andre sociale sammenhænge.

For mig er der intet positivt forbundet med det at være barn. Overhovedet.

Mia Nilsson

Blandt andet husker hun, hvordan hun en dag rakte hånden op efter en uddannelsesweekend med de andre terapistuderende. De forrige weekender var der nogen, der havde foreslået, at de kunne tage ud at spise bagefter, og det havde været hyggeligt. Men der var ingen, der spurgte denne weekend. Så nu gjorde Mia det.

- Og så var der to, der gerne ville med! Det var en kæmpe sejr for mig, fortæller hun.

Frygter at sende egne børn i skole

I dag er Mia 29 år gammel, bor på Østerbro og er snart færdiguddannet socialrådgiver. Hun har efter udsagn ’en rigtig sød mand, en masse gode venner og er i gang med en uddannelse, som hun er glad for’.

- Det spiller på de fleste områder, siger hun glad.

Det er lang tid siden, at Mia har følt sig ensom. Den følelse slap hun af med i starten af 20’erne. Efterfølgende gik der dog et par år, hvor ungdommens barske oplevelser havde et fast greb i hende.

- Der var en periode, hvor jeg så ensomhed alle vegne. Jeg kunne begynde at græde, hvis jeg sad i bussen, og der kom tre piger ind, for så vidste jeg, at en af pigerne ville komme til at sidde alene på et sæde, mens de to andre piger ville sidde sammen, siger hun og tilføjer:

- Jeg tillagde folk alle mulige følelser, som de sikkert slet ikke havde.

I dag er det ikke længere et problem, men Mia kan dog stadig blive tricket, når hun ser en børneflok.

- For mig er der intet positivt forbundet med det at være barn. Overhovedet. Og det fylder faktisk en del i forhold til overvejelserne om, hvorvidt jeg selv vil have børn en dag. Tanken om, at jeg så ville skulle sende dem i institution og skole, og at de måske ville blive holdt udenfor… Det bekymrer mig virkeligt, siger hun.

For Mia er det dog vigtigt at slå fast, at hun ikke bebrejder de børn, som holdt hende udenfor og mobbede hende, dengang hun selv gik i skole. ’De var bare børn,’ som hun siger. Det samme mener Merete, som i stedet peger på, at de voksne omkring Mia skulle have taget mere ansvar.  

square to 16x9
Mia og hendes mor opfordrer lærere til at tage ansvar for at bekæmpe mobning. Foto: Sonja Lovdal

- Det kan godt være, at jeg skulle have reageret tidligere. Måske gjorde jeg det ikke godt nok. Men jeg synes helt ærligt, at det største problem var, at lærerne ikke lyttede og ikke tog det alvorligt, siger hun.

Mia er enig.

- Jeg ville ønske, at lærerne havde handlet anderledes. Det kan godt være, at jeg var et lidt specielt barn, men de burde have tage mere ansvar for at få det sociale til at spille, siger hun og tilføjer:

- Jeg håber i hvert fald, at lærerne i dag er blevet bedre til at håndtere sådanne situationer, og at de lærer børnene, at det er okay, at de ikke er ens. Nogle kan lide Spice Girls, andre kan lide Aqua – og begge dele er helt okay.

4 råd hvis dit barn føler sig ensomt

Vær tilstede

Tal om dit barns følelser og bliv med at være nysgerrig og stille spørgsmål. Det kan tage tid, før dit barn åbner op, og det kræver, at I får opbygget tillid. Som forælder er det vigtigste, man kan gøre, at være der for sit barn.
 

Bliv klogere

Læs om ensomhed og sæt dig ind i, hvilke følelser det er, dit barn går rundt med. Så bliver det lettere at tale om.

Del ud

Del dine egne oplevelser. De fleste mennesker har oplevet at føle sig usikre eller ensomme. Del din usikkerhed med dit barn og vis, at det er okay at fejle. Hvis vi har for travlt med at være perfekte, kan det være svært for vores børn at fortælle om det, der er svært.

Inddrag skolen

Tal med lærere og de andre forældre i klassen. Hvis dit barn føler sig ensomt, er det som oftest et problem, som skal løses i fællesskab med skolen.