Fandt svaret på sin grønlandske hemmelighed - det vil Rosa Kildahl gøre nu

16x9
Rosa rejste ud for at finde sit grønlandske opgav - en rejse, der kom til at betyde meget for hende. Foto: United Production ApS / TV 2

Efter 60 år i uvished fandt Rosa Kildahl sit biologiske ophav i Grønland. Først nu er hun selv begyndt at bearbejde den viden.

Hele livet har folk spurgt Rosa Kildahl: "Hvor kommer du egentlig fra?". Men indtil nu har hun ikke selv kendt det fulde svar.

Først for to år siden fandt hun ud af, at hendes sorte hår og brune øjne var en del af en familiehemmelighed. Nemlig at hun var resultatet af sin mors affære med en grønlandsk mand.

Sammen med sin datter rejste Rosa Kildahl derfor tidligere i år til Grønland for at undersøge, hvordan det hele hang sammen. En rejse, der både førte dem til hendes biologiske fars gravsted, hans gamle hus og familiemedlemmer, som hun ikke kendte til.

- Jeg føler, at det har givet ro, at jeg nu kan sige, hvordan det hænger sammen. At jeg har fået mine rødder på plads. Jeg er generelt en meget åben person, så det er rart at kunne give et klart svar nu, siger Rosa Kildahl i dag.

Lagt på hylden under 'Vild med dans'

De nye oplysninger om sit grønlandske ophav landede hun med i Danmark i efteråret 2018. Lige før hun skulle deltage i TV 2-programmet 'Vild med dans', som krævede både meget tid og energi.

Rosa Kildahl sammen med sin dansepartner Esbern Syhler Hansen i TV 2-programmet 'Vild med dans'.
Rosa Kildahl sammen med sin dansepartner Esbern Syhler Hansen i TV 2-programmet 'Vild med dans'. Foto: TV 2

Derfor har hun først nu tid og overskud til at bearbejde de mange oplysninger.

- Jeg ser Grønland med nogle helt andre øjne nu, og det betyder meget. Men jeg har ikke behov for at lægge mit liv om. Jeg ved, jeg har rødder der, og den viden kan jeg nu putte ovenpå min egen historie, siger Rosa Kildahl.

Den grønlandske familie

Gennem årene har hun selv undret sig over, hvorfor hun var mørkere end sine fire søskende. Når hun spurgte sine forældre, svarede de, at det "stammede fra kartoffeltyskerne".

Rosas datter Trine har mange gange presset på for, at de skulle undersøge det nærmere. Men det var først, da Rosas danske far døde sidste år, at hun selv blev klar til det.

Rosa og Trine på vej mod stadsarkivet i Nuuk i Grønland for lede efter nye oplysninger.
Rosa og Trine på vej mod stadsarkivet i Nuuk i Grønland for lede efter nye oplysninger. Foto: United Production ApS / TV 2

- Hvis det ikke havde været for Trine, var vi ikke kommet afsted. Hun har skubbet mig fremad og holdt mig til ilden, så vi efterhånden gik lige meget op i det begge to, siger Rosa Kildahl.

Undervejs på deres fælles rejse til Grønland mødte de blandt andet Karen Rosa - en niece til Rosas biologiske far. Hun fortalte, at Rosa faktisk har flere halvsøskende, og en af dem mødte de i det sydlige Grønland.

Lige nu ved Rosa ikke, om hun skal møde flere af sine halvsøskende, og hvor meget de kommer til at have med hinanden at gøre. Det må fremtiden vise.

Rejsen til Grønland var både Rosa og Trines første møde med landet.
Rejsen til Grønland var både Rosa og Trines første møde med landet. Foto: United Production ApS / TV 2

Har talt med sin mor om rejsen

Siden de kom hjem, har Rosa fortalt sin mor om de nye oplysninger. Hendes mor forstår ikke, hvorfor det er vigtigt. Derfor er det stadig ikke helt nemt at tale om den sag, der har været lagt låg på i så mange år.

- Nu ved hun det. Jeg kan ikke pådutte andre, at det skal være vigtigt for dem, og det er også okay. Men det er vigtigt for mig, og nu har jeg fået mit behov dækket. Så behøver jeg ikke mere, siger Rosa.

Efter rejsen til Grønland har hun tænkt på, at hun ville ønske, hun havde undersøgt familiehemmeligheden noget før. Måske havde hun så mødt sin biologiske far i live. 

Samtidig kan hun mærke, at det ville have betydet meget, hvis hun noget tidligere kunne have svaret på spørgsmålet: "Hvor kommer du egentlig fra?"

- Så kunne jeg have sagt: "Jeg er halv grønlænder". Det kan jeg heldigvis sige til mine børn og børnebørn nu, og det er dét, der virkelig betyder noget, siger Rosa Kildahl.

Du kan se eller gense begge afsnit af 'Rosas grønlandske hemmelighed' på TV 2 PLAY.