Efter nederlag på nederlag - nu holder tvillinger jul hver dag

Tvillingerne Benny og Brian er 34 år, holder jul hele året og er først flyttet hjemmefra for nylig. Nu fortæller de deres særlige historie.

De husker stadig besøget hos bageren. Også selvom det er mange år siden. Tvillingerne Benny og Brian Lillelund var kun otte år, og igen var de sendt i byen af deres far. I lommen lå 500 kroner, og de bad bageren om tre øl, rundstykker og slik.

Ekspedienten så mistroisk på dem, da de stak hende den store pengeseddel. Hun måtte ikke sælge øl til børn, lød beskeden.

- Vi bliver slået af vores far, hvis vi kommer hjem uden øl, svarede de.

26 år senere sidder tvillingerne i køkkenet på deres ejendom ved Brørup i Sydjylland, mens de fortæller deres historie. De er enæggede og ligner hinanden på en prik, om end Brian er lidt større end Benny.

I en alder af 34 år er de stadig uadskillelige og helt centrale i hinandens liv, hvor de har følt sig set ned på. Mobbet. Holdt udenfor.

Siden de var børn, har tvillingerne Benny og Brian Lillelund drømt om at skabe et eventyrligt juleunivers. I TV 2-dokumentaren 'Julebrødrene' følger seerne tvillingernes kamp for at gøre drømmen til virkelighed.
Siden de var børn, har tvillingerne Benny og Brian Lillelund drømt om at skabe et eventyrligt juleunivers. I TV 2-dokumentaren 'Julebrødrene' følger seerne tvillingernes kamp for at gøre drømmen til virkelighed. Foto: Moving Documentary / TV 2

Selv som voksne løb de gang på gang ind i nederlag og så deres drømme briste indtil den dag, de sammen besluttede, at nu ville de tage kampen op og vise, at sammen er de stærke.

Historien om de særlige tvillinger bliver fortalt i TV 2-dokumentaren ’Julebrødrene’. En dokumentar, der følger brødrenes kamp gennem flere år, og hvor seerne kommer med helt ned i banken, da bankrådgiveren skal sige ja eller nej til den drøm, Brian og Benny Lillelund har haft siden deres utrygge barndom.

Drømmen om at lave deres eget julemuseum.

Ingen ville være i gruppe med Benny og Brian

Mens mange husker deres barndom i brudstykker og små ”film”, de kan genskabe i hovedet, har de to brødre fortrængt store dele af deres.

De få scener, de stadig husker fra barndommen, fortæller ikke en lykkelig historie.

Forældrene gik fra hinanden, da tvillingerne var fire år. I en periode boede de skiftevis hos de to forældre, og selvom bageren reddede drengene fra tæsk den morgen, hun solgte dem øl, blev de alligevel slået af faderen ved andre lejligheder, fortæller de.

Tvillingerne Brian og Benny Lillelund har fortrængt store dele af deres barndom. Det, de husker, er bestemt ikke lykkeligt altsammen.
Tvillingerne Brian og Benny Lillelund har fortrængt store dele af deres barndom. Det, de husker, er bestemt ikke lykkeligt altsammen. Foto: Privatfoto

I folkeskolen blev de holdt udenfor.

- Når der var gruppearbejde, var der aldrig nogen, der gad være i gruppe med mig og Benny, så vi endte altid med at være i gruppe sammen. På den måde følte vi os alene, siger Brian Lillelund.

Børnefødselsdagene blev de heller ikke altid inviteret med til.

- Vi har aldrig været dem, hvor folk sagde: ”Kom til fest hos os”, eller ”Kom med os hjem”. Det har vi aldrig prøvet, siger Brian Lillelund.

Skuffelsen sidder stadig i Benny Lillelund, når han tænker tilbage på den blå mandag, han havde set frem til gennem et helt år.

For fire år siden flyttede de dengang 30-årige tvillinger hjemmefra. De købte en ejendom ved Brørup i Sydjylland med henblik på at skabe et julemuseum. En idé, der først og fremmest afhang af bankens velsignelse og brødrenes vilje.
For fire år siden flyttede de dengang 30-årige tvillinger hjemmefra. De købte en ejendom ved Brørup i Sydjylland med henblik på at skabe et julemuseum. En idé, der først og fremmest afhang af bankens velsignelse og brødrenes vilje. Foto: Moving Documentary / TV 2

Elskede at pynte op

Den særlige dag skulle gå til den store forlystelsespark Hansa-Park syd for Hamborg. Da dagen nærmede sig, var der dog ikke plads til Benny og Brian i bussen.

- Jeg var grædefærdig. Mor følte, det var fordi, det var os. Det har hun altid følt. Der var ingen lærer eller præst inde over arrangementet. Det var forældre, der havde arrangeret det, siger Benny Lillelund.

Tvillingerne kom ikke afsted.

Tidligt fandt tvillingerne tryghed i julen, og siden barndommen har de søgt ind i julens eventyrverden.
Tidligt fandt tvillingerne tryghed i julen, og siden barndommen har de søgt ind i julens eventyrverden. Foto: Privatfoto

Det var især Brian, der stod for skud, når klassekammeraterne mobbede. Det udviklede sig brutalt og farligt, da de i 8. klasse kom på efterskole sammen og en dag skulle i svømmehallen.

- Der var nogle drenge, der tog Brian og holdt ham under vandet. Det var brutal mobning. Det var noget af det værste, vi blev udsat for. Jeg måtte løbe efter lærerne, og jeg fik bare panikangst, siger Benny Lillelund.

Brian og Benny Lillelund beskriver selv, hvordan en hård barndom med mobning har fået dem til at flygte ind i et hyggeligt og eventyrligt juleunivers. Her er det Brian Lillelund, der er ved at lave en snelandskab.
Brian og Benny Lillelund beskriver selv, hvordan en hård barndom med mobning har fået dem til at flygte ind i et hyggeligt og eventyrligt juleunivers. Her er det Brian Lillelund, der er ved at lave en snelandskab. Foto: Moving Documentary / TV 2

Brian, som det gik udover, husker ikke selv meget fra episoden. Han har fortrængt det, siger han.

- Vi er blevet mobbet begge to hele vores liv, siger Brian Lillelund, der blandt andet reagerede ved at stikke af fra efterskolen for at komme hjem til sin mor.

Sideløbende med at brødrene har følt sig udenfor og anderledes, søgte de mod eventyruniverser, og især julen blev et trygt sted for dem begge. Brian begyndte tidligt at samle på julekalendre, som han i dag har 600 af, og Benny har elsket at pynte op, siden han som barn fik lov til netop det hos deres bedstemor.

Brian Lillelund viser nogle af sine i alt 600 julekalendere frem. Dem samlede han på som lille dreng, hvorefter han stoppede i en periode. Som 17-årig begyndte han at samle på julekalendere igen.
Brian Lillelund viser nogle af sine i alt 600 julekalendere frem. Dem samlede han på som lille dreng, hvorefter han stoppede i en periode. Som 17-årig begyndte han at samle på julekalendere igen. Foto: Christian Kjær / TV 2

I julen fandt de tryghed og kærlighed. Sådan havde de det i barndommen, og sådan har de det i dag.

Virkeligheden og realiteterne kan man dog ikke stikke af fra.

Skammer sig over pension

For tvillingerne blev en hård barndom og ungdom fulgt af et voksenliv med mere modgang, og især Brian er berørt af den periode i deres liv.

Da han sætter ord på, stopper han pludselig op og kigger ud i luften. Holder vejret og udbryder:

- Undskyld.

Tårerne presser sig frem fra øjnene og triller ned ad kinderne på ham. Han rejser sig resolut fra bordet, går et par meter om i køkkenet, hvorefter han vender tilbage til stolen.

Brian fortæller historien om, hvordan han modvilligt blev sat til side af samfundet med en førtidspension og et stempel som ubrugelig.

Han havde et job i Legoland, som han var stolt af og glad for. “Minichef” for fejeholdet og parkeringsvagt var en god periode i hans liv, indtil han mistede jobbet i en fyringsrunde.

Brian (tv.) og Benny Lillelund, da de blev konfirmeret. De tænker stadig tilbage på blå mandag, da de ikke blev inviteret med de jævnaldrende konfirmander til forlystelsesparken til Hans-Park ved Hamburg.
Brian (tv.) og Benny Lillelund, da de blev konfirmeret. De tænker stadig tilbage på blå mandag, da de ikke blev inviteret med de jævnaldrende konfirmander til forlystelsesparken til Hans-Park ved Hamburg. Foto: Privatfoto

For den svært ordblinde Brian Lillelund var det hårdt at følge de kurser og aktivering, der fulgte i kølvandet på fyringen. Kulminationen kom for syv år siden, da han blev kaldt til et møde hos kommunen.

Her fik han besked om, at han nu skulle leve af førtidspension. For andre vil den beslutning være en lettelse. For Brian føltes det helt anderledes.

- Jeg skammer mig over det. Jeg synes, det er tabu at være på pension, for vi kæmper jo.

Broderen Benny Lillelund føler til gengæld ingen skam, selvom han ligeledes har fået tilkendt førtidspension.

- Jeg bad selv om det, fordi jeg var i livskrise, siger han og peger på kampe og diskussioner med socialrådgivere kombineret med følelsen af samfundets udstødelse som nogle af årsagerne.

Inden da havde han uddannet sig til blomsterbinder, men ingen bed rigtig på, da han søgte praktik og job. Derudover har han ejet et galleri i Ribe, hvor han godt nok solgte noget kunst, men langt fra nok til, at det kunne løbe rundt økonomisk.

Selvom det omgivende samfund mistede troen på Brian og Benny Lillelund, gav de ikke op. Langsomt spirede en gammel drøm om at skabe deres eget.

Banken skulle sige ja til jul hele året

Første skridt tog tvillingerne, da de købte ejendommen i Sydjylland for fire år siden. En mindre ejendom omkring fire kilometer fra Brørup med cirka 4500 indbyggere. Deres nye hjem ligger mellem markerne langs en lille vej. Bilerne drøner forbi, og der er bare en enkelt nabogård.

Benny og Brian følte, at et julemuseum kunne give dem oprejsning og anerkendelse fra dem, der har trådt på dem gennem livet.

Brødrene var fire år, da deres forældre blev skilt. I de første år boede de skiftevis hos faderen og moderen. Senere forsvandt faderen ud af børnenes liv, og sidste år læste de i avisen, at han var død.
Brødrene var fire år, da deres forældre blev skilt. I de første år boede de skiftevis hos faderen og moderen. Senere forsvandt faderen ud af børnenes liv, og sidste år læste de i avisen, at han var død. Foto: Privatfoto

Det afhang dog først og fremmest af noget helt jordnært; bankens velsignelse og lån på flere hundrede tusinde kroner. Et nej fra den lokale bank til Benny og Brian Lillelunds higen efter tryghed, eventyr og anerkendelse ville betyde, at drømmen var død.

Alt var derfor på spil, da Benny Lillelund gik gennem døren til den lokale afdeling af Frøs Herreds Sparekasse med en tegning af julemuseets facade. Med i banken havde han sin mor, for besøget i banken var ikke noget for hans bror.

I banken forklarede Benny Lillelund bankrådgiveren om julemuseet, mens han skiftevis pegede ned på tegningen og kiggede op på bankrådgiveren.

- Herinde bagved er der 100 kvadratmeter eventyrligt museum, som jeg har iscenesat. Indvendigt bygger vi det op som små verdener og panoramalandskaber, forklarede Benny til bankrådgiveren, der var overrasket over, hvad han skulle tage stilling til.

- Det får jeg kigget på og regnet på, og så vender jeg tilbage til jer, lovede bankrådgiveren, der nu skulle afgøre, om brødrenes drøm ville blive til virkelighed.

Det var afgørende for tvillingernes drøm om et museum, at banken var med på idéen. Efter et døgns betænkningstid var banken klar med besked. Video: Thomas Lee Christensen

24 timer senere satte Benny Lillelund sig igen ved selvsamme skrivebord overfor bankrådgiveren.

- I skal i gang. Vi synes, det er fedt både for jer selv, men også for lokalområdet, sagde bankrådgiveren, mens mundvigene spontant vendte sig den rigtige vej i ansigtet på Benny Lillelund.

I det øjeblik vidste han, at han og Brian kunne begynde deres rejse ud af virkeligheden og ind i et hyggeligt, eventyrligt juleunivers.

Stuen på ejendommen har Brian og Benny Lillelund inddraget til butik, hvorfra de sælger små julefigurer. Brødrene mener selv, at de har i alt 10.000 julegenstande.
Stuen på ejendommen har Brian og Benny Lillelund inddraget til butik, hvorfra de sælger små julefigurer. Brødrene mener selv, at de har i alt 10.000 julegenstande. Foto: Christian Kjær / TV 2

Faderen skal sige undskyld midt julens magi

De sidder i et lille køkken på deres ejendom ved Brørup, mens de fortæller om mødet i banken, rejsen ind i eventyret og deres fælles julemuseum. Bag Benny og Brian i køkkenet, er det rum, der engang var stue i ejendommens stuehus.

I dag, fire år efter besøget i banken, er lokalet forvandlet til en butik fyldt med nisser.

Tvillingerne Benny (tv.) og Brian Lillelund har gjort det til deres livsprojekt at leve i et eventyrligt juleunivers.
Tvillingerne Benny (tv.) og Brian Lillelund har gjort det til deres livsprojekt at leve i et eventyrligt juleunivers. Foto: Christian Kjær / TV 2

Når man kigger ud fra køkkenet, ind i stuen og videre ind i julemuseet, der flyder sammen med deres bolig, tror man gerne brødrene, når de siger, at der er over 10.000 julegenstande samlet her.

Julekalendre, julelys, dukker, nisser og ”sne” findes overalt i boligen.

Tvillingerne foran den facade, de fik lavet på deres ejendom i deres bestræbelser på at lave et julemuseum. En facade, der skiller sig markant ud blandt marker og andre ejendomme.
Tvillingerne foran den facade, de fik lavet på deres ejendom i deres bestræbelser på at lave et julemuseum. En facade, der skiller sig markant ud blandt marker og andre ejendomme. Foto: Ole O. Sørensen / Moving Documentary / TV 2

Brian og Benny Lillelund har opnået alt, hvad de vil. I hvert fald nu.

- Nu er der ikke et liv at flygte fra, nu er der bare et liv at være i, siger Benny Lillelund.

Og dog. For en ny drøm spirer hos dem. Drømmen om at medvirke i mere tv, end dokumentarfilmen om etableringen af julemuseet.

På tegnebrættet har de skabt ideen til et tv-koncept, hvor Benny og Brian i hvert program skal komme hjem og pynte op til jul hos familier, der er ramt af problemer.

- Faren skal så komme ind i hjemmet og stå på et åbent tæppe og give en undskyldning til familien, som han har slået gennem længere tid eller et eller andet. Programmet skal handle om forsoningen midt i julens magi. Det kunne være et spændende psykologisk program, siger Benny Lillelund.

Den ene havde en gammel nisse, og den anden samlede på julekalendere, og sådan startede drømmen om en julemuseum for Brian og Benny Lillelund. Video: Thomas Lee Christensen

Følg Benny og Brians kamp i 'Julebrødrene' onsdag klokken 20.35 på TV 2, eller når det passer dig på TV 2 PLAY.