Kan tre tv-kokke hamle op med Danmarks bedste bøfsandwich?

Tre kokke giver deres bud på en bøfsandwich i 'Go' morgen Danmark.' Men kan de hamle op med mange års øvelse?

At sammensætte bolle, bøf, løg, rødbeder og sauce på den helt rigtige måde er en disciplin, der kræver øvelse.

Det har Restaurant Kohalen i Aarhus, der onsdag løb med prisen for 'Danmarks bedste bøfsandwich'.

I den anledning har tre af 'Go' morgen Danmark's faste tv-kokke taget udfordringen op og vil forsøge at lave deres bud på, hvordan en bøfsandwich skal smage – og måske forsøge at hamle op med danmarksmestrene fra Kohalen.

Dommerne i studiet er Lasse H. Görlitz og Frederik Lundberg, der er medlemmer af De Brune Riddere, der hvert år siden 2012 har kåret den bedste bøfsandwich i landet.

- Bøfsandwich er summen af mange underelementer. Vi kigger på bøf, bolle, løg, syltevarer og saucen. Der skal selvfølgelig være sødt, salt, surt og umami, og der skal være knas og lækker konsistens. Alle delelementer skal fungere, uden at den kæntrer, bliver vammel eller sur, siger Frederik Lundberg.

 Frederik Lundberg (tv) og Lasse H. Görlitz (th) er to ud af 'De Brune Ridderes' ti medlemmer.
Frederik Lundberg (tv) og Lasse H. Görlitz (th) er to ud af 'De Brune Ridderes' ti medlemmer. Foto: TV 2

Bøfsandwich, der kræver både bad og lur bagefter

De to dommere ved, hvad de snakker om. De har spist flere bøfsandwiches, end de fleste, og de er rutinerede eksperter i de smagsnuancer, som bøf, bolle og brun sauce kan byde på.

For Frederik Lundberg startede passionen i Ballerup for 11 år siden, hvor han fik sin første bøfsandwich-åbenbaring.

- Det var af den slags, hvor man både skal i bad og have en lur bagefter, siger han.

Det bliver ikke let for tv-kokkene at slå Kohalens sandwich, der efter tre bidder fik dommer Lasse H. Görlitz til at konstatere, at det var den bedste bøfsandwich, han nogensinde havde smagt.

Restaurant Kohalens bøfsandwich

Men selvom Kohalens variant er klassisk, og dommerne ikke har meget tilovers for "café-tjams" som pesto i en bøfsandwich, kan de godt klare et lille twist.

- Vi er ikke nej-hatte, og vi er friske på at prøve noget nyt. Der er ikke noget, der som sådan er forkert. Der er jo mange varianter, og det kan både være sennep og peberrod, der skal til for at skære igennem det fede. Der er vi meget åbne, siger Lasse H. Görlitz.

Michael Museth (tv), Sebastian Mathson Randrup (i midten) og Casper Sobczyk (th).
Michael Museth (tv), Sebastian Mathson Randrup (i midten) og Casper Sobczyk (th). Foto: TV 2

De tre kokke, der har taget udfordringen op, er Sebastian Mathson Randrup fra Rotunden, Casper Sobczyk fra Marienlyst Strandhotel og Michael Museth fra Folkets Madhus.

Twist af chips og æbleremoulade

Første kok foran dommerne er Sebastian Randrup, der har lavet en bøfsandwich med både klassiske og anderledes elementer.

Sebastian Randrups bøfsandwich med chips, æbleremoulade og peberrod. Video: Astrid Skov Andersen

- For mig er en bøfsandwich en overflod af rigtig mange ting. Det er sauce, dressinger, syltede ting, fede ting og sprøde ting, siger Sebastian Randrup, der har puttet chips ind i sin burger.

Han twister også sit bud med en æbleremoulade og peberrod til at give et spark til den fede sandwich, og for at holde det stilrene look hælder han ikke saucen ud over sandwichen til sidst.

Bladguld, ribeye og røget marv

Casper Sobczyk forsøger at imponere dommerne med en avantgarde bøfsandwich, der er alt andet end klassisk.

Han laver sin sandwich af smørbøf, røget marv, remoulade, panko onion rings, remoulade med hakkede urter, relish af rødløg og en brun sovs.

Casper Sobczyks bøfsandwich med ribeye, røget marv og bladguld. Video: Astrid Skov Andersen

Og så har han rullet det helt tunge skyts frem i form af bladguld, der bliver lagt på bøffen, der er en ribeye steak.

Klassisk med fokus på kødet

Som slagter har Michael Museth fokus på oksekødet i sin burger, som får selskab af helt klassisk tilbehør i form af bløde, rå og ristede løg, syltede agurker og rødbeder. Han forsøger at ramme sandwichen, som man kender den fra pølsevognen.

Michael Museths klassiske bøfsandwich med krogmodnet kød. Video: Astrid Skov Andersen

- I min lærertid hang en ko 14 dage på køl, før man brugte den. Det skal man unde sig selv at prøve. Det gør, at den taber væske, og så er der mere smag tilbage. Det har været standard i min verden, og det prøver jeg at holde fast i, siger Michael Museth.

Sandwichen får også den obligatoriske, hjemmelavede remoulade og masser af "mega tyk andesauce", fortæller kokken.

Afstemning

Og vinderen er…

Efter at have smagt på de tre bud på en bøfsandwich er det op til de garvede dommere at vurdere, hvilken der er bedst.

Danmarks bedste bøfsandwich

2018 - Restaurant Kohalen, Aarhus 

2017 - Rasses Skovpølser, Skanderborg

2016 - Grisen, København

2015 - Grisen, København

2014 - Havnens Perle, Aarhus

2013 - Vestre Bådelaug, Aalborg

2012 - Havnens perle, Aarhus

Sebastian Randrups får ros for en god, kraftig sauce, gode syltevarer og en lækker bøf, mens især Casper Sobczyks røgede marv tager kegler hos dommerne.

Michael Museths klassiske servering er "ligesom at komme hjem", og især andesaucen sidder lige i skabet.

Men dommerne er enige om, at Sebastian Randrup har lavet den bedste bøfsandwich.

- Den rammer den klassiske model, men har også mange nye ting, som fungerer, og det er svært, siger Frederik Lundberg.

Sebastian Randrups bøfsandwich er dommernes favorit.
Sebastian Randrups bøfsandwich er dommernes favorit. Foto: TV 2

Kohalen er stadig bedst

Det store spørgsmål er, om de tre tv-kokke kan hamle op med Kohalen i Aarhus, der onsdag modtog prisen for Danmarks bedste bøfsandwich.

- Nej, nej, nej…griner Lasse H. Görlitz højt og fortsætter:

- Kohalen har øvet sig i flere år, og de bruger utroligt mange ressourcer på at lave en sublim bøfsandwich.

Den ultimativt bedste bøfsandwich i Danmark er altså fortsat Kohalens.

TV2 ØSTJYLLAND var med, da 'De Brune Riddere' overrakte prisen til Restaurant Kohalen. Video: TV 2 Østjylland