Virksomhed lader de ansatte belønne hinanden økonomisk

I den danske afdeling af virksomheden Cisco er det ikke cheferne, der uddeler bonusser. I stedet er det de ansatte selv, der belønner deres kolleger.

Godt arbejde! Du har fortjent en bonus.

I flere virksomheder er det muligt at score en økonomisk bonus, hvis man har ydet en særlig indsats. Men tænk, hvis du og dine kollegaer selv kunne give hinanden et økonomisk skulderklap og belønne hinanden – helt uden at det skulle ske på chefens initiativ.

Det kan de ansatte i den danske afdeling af den amerikanske it-virksomhed Cisco.

Her har man adopteret en amerikansk model for bonusordninger, hvor de ansatte kan indstille hinanden til økonomiske bonusser.

Ulf Nissen er salgsdirektør i den danske afdeling af Cisco, og han ser en klar fordel ved, at medarbejderne kan belønne hinanden på den måde.

Det fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

- Der er ingen tvivl om, at det at blive anerkendt af en leder også har en god effekt, men ofte er man som kolleger tættere på hinanden, siger han.

Formålet med ordningen er i bund og grund at skabe et godt kollegialt sammenhold, motivation og mere arbejdsglæde, og det virker, lyder det.

Her er 500 kroner til et par nye støvler 

To af dem, som har haft glæde af bonusordningen hos Cisco, er Ida Boisen og Joachim Jerberg Jensen.

De er begge ansat i virksomheden og har modtaget flere økonomiske bonusser på baggrund af en indstilling fra en kollega.

De har også selv indstillet kolleger, og de er enige om, at det er en god model.

- Jeg synes, at det her er en god måde at styrke kulturen medarbejdere imellem. Vi har mulighed for at belønne de kollegaer, der går en ekstra mil for teamet og projektet, siger Ida Boisen, som er account manager.

Helt praktisk foregår uddelingen af bonusser hos Cisco ved, at medarbejderne via et system kan indstille en kollega, der eksempelvis har taget ekstra initiativ eller givet en hjælpende hånd. Indstillingen bliver videresendt til en chef, som så vurderer den, godkender den og uddeler bonussen.

Som regel ligger bonusbeløbet i Cisco på 200-500 kroner, og beløbet gives altid i form af et gavekort. Ida Boisen har blandt andet oplevet, at en af de bonusser, hun sørgede for, at en kollega fik, blev brugt som et tilskud til et par støvler. 

- Hun tænkte på støvlerne som en påmindelse om, at hun var en god kollega. På den måde blev anerkendelsen materialiseret på en super positiv måde, fortæller Ida Boisen.

Gavekortet var dog ikke det vigtigste, lyder det.

- Det, der betyder noget – og mere end pengene – er, at en kollega går ind og bruger ti minutter på at anerkende det arbejde, der er gjort, siger Ida Boisen.

Den samme opfattelse har salgsdirektør Ulf Nissen. I teorien kunne man sagtens udelade beløbet, mener han.

- Nu er vi en del af en stor virksomhed, der har sagt, at det er den måde, vi gør det på. Men vi oplever her i Danmark, at det er den tekst, der ligger bagved, der gør forskellen. Den flytter bjerge, siger han.

Afstemning

Dansk forsker er skeptisk

Det er dog ikke alle, der er synes, at bonusordningen er en god ting.

Arbejdsmarkedsforsker Bent Greve er skeptisk. Han mener nemlig, at ordningen hurtigt kan skabe splid mellem kollegaerne.

- Problemet er jo - med bonusser - meget enkelt sagt, at det at få en bonus kan være godt for den enkelte, men nogle, der går glip af noget, synes, at det tab er endnu større end dét, at andre har fået en gevinst, siger han.

På den måde kan bonusser nemt give en negativ effekt for virksomheden, lyder det.

- For der behøver ikke være enighed om, hvad det er værd at lave en god indsats på en arbejdsplads, lyder det fra Bent Greve.

Beløbet er ikke det vigtigste

I Cisco har hverken Ida Boisen eller Joachim Jerberg Jensen dog oplevet negative effekter ved ordningen.

De fortæller, at de fleste af deres 130-140 danske kollegaer har fået en bonus, og de er ikke i tvivl om, at de vil anbefale ordningen til andre virksomheder.

Ofte arbejder både Ida Boisen og Joachim Jerberg Jensen sammen i virtuelle teams med ansatte, der sidder i virksomhedens afdelinger i andre lande.

Her fungerer ordningen særligt godt, da man kan give et skulderklap til en kollega, der sidder i Kina eller i Indien, lyder det fra Joachim Jerberg Jensen, der er it-solution architect.

Joachim Jerberg Jensen erkender han, at det måske ikke er alle steder, hvor modellen ville fungere.

- Vi hylder individet og dem, der gør det godt. Måske er kulturen lidt hård for nogen, og der er nok nogen, som ikke ville kunne finde sig til rette i det. Men andre får et kick ud af det og bliver motiverede, siger han.

Se hele interviewet med Ulf Nissen, Ida Boisen og Joachim Jerberg Jensen ​på TV 2 PLAY.

Afstemning