'Felix, din mongol-unge!' - 20-årig kan ikke styre sine ord og bevægelser

Nicolai Jespersen lider af tourette syndrom, der gør, at han pludselig råber upassende ting eller heiler.

Når Nicolai Jespersen bliver presset eller spændt, kommer hans tourette ofte til udtryk.

Det kan for eksempel ske, når han sidder midt i et interview på landsdækkende tv.

- Felix, din mongol-unge, råbte han pludselig i 'Go Aften Danmark', mens værten Felix Smith var ved at stille sit spørgsmål.

Nicolai Jespersen er 20 år og lider af tourette syndrom. Sygdommen betyder, at han har tics i form af bevægelser, lyde og verbale udbrud.

Det fik Felix Smith og seerne at opleve, da den unge fyr under det seks minutter lange tv-interview både råbte "fuck!", heilede, knipsede og bankede i bordet. Helt ufrivilligt.

Startede med snøft og host

Tourette rammer 0,3 til 1 procent af alle børn, og det viser sig fire til fem gange oftere hos drenge end hos piger.

Det starter typisk i fire- til seksårsalderen med motoriske tics i ansigtet, for eksempel blinken med øjnene. Efter et par år kommer der tics i form af snøften, hosten, fløjten eller skrig.

Tourette syndrom skyldes en ubalance i hjernen.

Nicolai Jespersen oplevede første gang symptomer, da han var seks-syv år. Han havde tics i form af snøfte og hoste, men det gik væk. Da han blev 16 år, begyndte han at slå nakken voldsomt tilbage og slå i bordet med hånden, til den blev helt rød.

Som 18-årig begyndte han pludselig at skrige midt under en fest. Siden har han levet med sygdommen.

Fire symptomer på tourette syndrom

Enkle motoriske tics er pludselige og ufrivillige bevægelser som kast med hovedet, skuldertrækninger og ansigtsgrimasser.

Enkle vokale tics er ofte meningsløse ytringer eller lyde. Det kan være hosten, snøften, smasken, gryntelyde, fløjtelyde eller skrig.

Komplekse motoriske tics er overdrevne, kraftfulde bevægelser, der ofte optræder i upassende situationer. Det kan omfatte hop, løb, berøring af sig selv eller imitering af andres adfærd.

Komplekse vokale tics er ord og fraser, der kan være socialt uacceptable eller upassende.

Kilde: Sundhed.dk

Kører bil og går til skydning

Nicolai Jespersen lever et liv som de fleste 20-årige med venner, fritidsinteresser og kørekort. I sin fritid går han til skydning, hvor han skyder med riffel. Her kan han godt holde de ufrivillige bevægelser i ro.

- Jeg tror, at alle mennesker kender, at man kan komme ind i en koncentration, hvor alt andet er ligegyldigt. Det er i princippet det, jeg gør, når jeg lægger mig ned og skyder, siger han.

Tidligere var Nicolai Jespersen flov over sine tics, men i dag bruger han humor for bedre at kunne leve med sin diagnose. Det hjælper at være åben omkring sygdommen og grine ad det, når han pludselig råber noget upassende eller perverst.

Større tolerance og færre fordomme

Tourette findes i mange forskellige grader, og Nicolai Jespersens tics og udbrud er voldsommere end hos de fleste med sygdommen. Det fortæller Kirsten Kristensen, der er formand for Dansk Tourette Forening.

Men selvom symptomerne er mindre udtalte, kan det påvirke livskvaliteten hos den ramte.

- Det kan genere og ødelægge selvværdet, hvis man hele tiden gør noget, andre ikke gør. Nogle har det fint med det, mens andre føler sig virkelig anderledes, fortæller hun.

Kirsten Kristensen har selv en søn med tourette, og som formand for foreningen gennem 30 år har hun mødt og rådgivet mange familier med tourette inde på livet. Hun oplever, at der er sket en stor udvikling. I dag er der mere oplysning om sygdommen, og det er ikke længere så tabubelagt.

- Der er ikke så mange fordomme i dag. Folk er også blevet mere tolerante over for mennesker, der er anderledes. Sådan var det ikke tidligere, fortæller Kirsten Kristensen.

Kan træne sig til færre tics

Nicolai Jespersen kan som regel mærke, når der er et bandeord lige på tungen, eller når hånden har lyst til at banke løs i bordet eller knipse.

- Det er, ligesom hvis man skal nyse. Der kan man også mærke, at det sitrer og kilder i næsen. Jeg kan mærke, at det sitrer i armen eller kilder på tungen, når jeg skal sige noget, siger Nicolai Jespersen.

For de fleste vil ticsene ændre sig gennem livet. For Nicolai Jespersen er der nogle 'klassikere', der går igen. Han fløjter og heiler. Og når han møder en bestemt ven, udbryder han ofte: "Kasper spiller pik!"

- Jeg tror, det er, fordi det er upassende at gøre, forklarer han om sine tics.

Mange har gavn af at træne sig til at kunne styre ticsene bedre, fortæller Kirsten Kristensen. Det handler om at udsætte sit tic eller udbrud så længe som overhovedet muligt, når det sitrer, og man fornemmer, at der er et tic på vej.

- Det er ligesom med myggestik. Hvis du lader være med at klø i det, holder det op med at klø af sig selv efter et stykke tid, siger hun.

Sygdommen sætter ikke begrænsninger for Nicolai Jespersens fremtidsdrømme. Han drømmer om at uddanne sig til at stå i butik, selvom det kan betyde, at kunderne kan få en uventet og overraskende kommentar med på vejen.